Ups. Pludselig var der hul i Xidan, der er en Beijings mest berømte shoppinggader. Asfalten kollapsede fredag morgen og gav et hul i vejen på seks meter.
Det skriver blandt andre Xinhua i denne artikel, hvor der også er flere billeder af hullet.
Hvordan kan det så ske, at der lige pludselig falder et 30 kvadratmeter stort stykke hul ned i vejen?
Ja, det nævner artiklen ikke. Derimod nævner nyhedsbureauet Xinhua de højtstående lokalpolitikere, der »prompte tog til ulykkesstedet for at undersøge situationen og dirigere arbejdet.«
Det var Beijing by’s partikomitesekretær (eller hvordan man lige oversætter 市委) og vicepartisekretær samt Beijings borgmester og viceborgmester, der tog ud for at dirigere rundt med gravkøer og cementblandere.