Mælkeskandalen i Kina: Skandalen der forsvandt

Skriv en kommentar
Fødevarer

12850333_200x145.shkl.jpg Hvad sker der med mælkeskandalen i Kina?

Kort sagt – ikke noget. Overhovedet.

Der er stort set ingen nyheder om sagen i de kinesiske medier.

Og jeg har svært ved at tro, at alle sten er vendt i den sag.

Sundhedsministeriet siger, at der stadig er næsten 6.000 børn indlagt på hospitalet. Og at i alt 53.000 er blevet syge. At fire er døde.

Og det er det. Thats it. Sådan har det været i ugevis. Ministeriet siger dog også, at de har fået nye og opdaterede tal, men at de ikke ser nogen grund til at offentliggøre dem.

Så hvor mange er faktisk døde af mælkepulveret? Hvor mange er blevet syge?

Og hvem var det helt præcist, der forsøgte at dække over skandalen? Var det kun lokal- og provinsregeringen? Var der virkelig ingen, der vidste noget om det, før i september?

Et andet spørgsmål er, hvordan det går med politiets undersøgelse. Den har der heller ikke været nyheder om i lang tid.

Det vil altså sige, at politiet har fundet samtlige skyldige i hele Kina. Og at myndighederne nu har det fulde overblik over skandalen, at der ikke findes flere syge og ikke har været flere dødsfald.

Måske.

Men det har jeg svært ved at tro på.

Myndighederne – SARFT, Sundhedsministeriet, centralregeringen og hvem man nu ellers kan gætte sig til – har lagt låg på sagen. Medierne må ikke selv efterforske sagen. De må ikke bruge andet end materiale fra Xinhua.

For at komme fødevareskandaler til livs, så kræver det en fri presse, der kan rejse sig fra skrivebordet og gå ud i virkeligheden og efterforske fup og fakta og frit skrive om det.

For kinesernes egen skyld.

Og for Kinas omdømme i omverdenen.

Men endnu en gang har centralregeringen dummet sig. Som den gjorde ved sidst fødevareskandale, som jeg skrev her.

Eller som James Fallows skriver her i Atlantic:

How can official China possibly do such a clumsy and self-defeating job of presenting itself to the world? China, like any big, complex country, is a mixture of goods and bads. But I have rarely seen a governing and “communications” structure as consistent in hiding the good sides and highlighting the bad.

Et af de eksempler han bruger, er centralregeringens retorik om Tibet:

Whenever a Chinese official or the state-run Xinhua News Agency puts out a release in English calling the Dalai Lama “a jackal clad in Buddhist monk’s robes” or a man “with a human face and the heart of a beast,” it only builds international sympathy for him and members of his “splittist clique.” A special exhibit about Tibet in Beijing’s Cultural Palace of Minorities this year illustrated the blessings of China’s supervision by showing photos of grinning Tibetans opening refrigerators full of beer, and of new factories including a cement plant in Lhasa. Such basic material improvements are huge parts of the success story modern China has to tell. But the exhibit revealed total naïveté in dealing with the complaints about religious freedom made by the “Dalai clique.” It was as if the government had hired The Onion as its image consultant.

Kort sagt. Grow up, goddamnit.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *