» 2008 » oktober

Hun lå på andenpladsen. Hun kunne være blevet Kinas smukkeste kommunist. Men politik og skønhedskonkurrencer hører overhovedet ikke sammen, mener kritikerne.

Derfor måtte den 22-årige Yuan Jing trække sig tilbage fra en skønhedskonkurrence, som jeg skriver om i Berlingske i dag.

Hun er en af de cirka 3.000 delegerede fra Kinas Kommunistparti, som hvert år mødes til Folkekongres i Beijing, der så nogenlunde er Kinas svar på Folketinget.

Derudover har Yuan Jing, der er fra Jiangsu provinsen, også en højtstående stilling i partiets ungdomsafdeling.

Netop derfor sømmer det sig ikke at være med i en skønhedskonkurrence. Det mener de vrede kinesiske netizens på for eksempel Tianya og her på criffin.blog.163.com.

Du kan se hendes profil i skønhedskonkurrencen her.

De kinesiske ledere er – som deres kolleger i Vesten – gode til photo-ops.

Altså objektive og dokumentariske fotografier, hvor politikerne går rundt ude i den der befolkning, og hvor der helt tilfældigt – nej, hvad søren, goddag, det havde jeg ikke lige forventet – dukker en fotograf op mens de bare uselviske går rundt og gør deres arbejde.

Og der har lige været politisk topmøde i Beijing, så medierne har været fyldte med billeder af landets øverste politikere. Det kan man for eksempel se på dette billedhjul, der er fra det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Blandt andet kan man se præsident Hu Jintao, der hjælper nogle soldater med at læsse nødhjælp om bord på en helikopter. Og det er da helt sikkert kommet hurtigere frem, fordi han lige svingede forbi flyvepladsen og gav et nap med.

Eller på billedet herover. Manden er Xi Jinping (习近平), som er den 6. mest magtfulde politiker i Kina. I februar tog han til det katastroferamte Guizhou, for at trøste og støtte de katastroferamte masser og lede arbejdet med nødhjælpen, som der står i billedteksten.

:: Det er for sølle. Det new zealandske mejeri Fonterra, der ejer 49 procent af Sanlu, som er skurken i mælkeskandalen, har doneret 27 millioner kroner til en kinesiske NGO. Organisationen arbejder på landet i Kina, hvor den rådgiver gravide om sundhed. Det er 20 år siden Fonterra gik ind på det kinesiske. Men det er første gang, at de giver penge til et godgørende formål. Derfor lugter det langt væk af, at Fonterra nu forsøger at pudse deres image af, mener Crossroads i denne artikel.

:: Og nu er vi er dykket ned i mælken. Shenzhen Fieldnotes har oversat nogle af de kæde-sms’er, som kineserne skriver om Sanlu og mælkeskandalen. Sort humor.

:: De kinesiske kulkraftværker forurener som ind i h… himlen, men det er ikke fordi de er teknologisk bagefter. Forureningen kommer, fordi de bruger kul af meget ringe kvalitet, viser en ny undersøgelse som Sinobyte skriver om. Bloggen Green Leap Forward har en glimrende og grundig gennemgang af rapporten.

:: Der er kommet et nyt magasin i Kina, der hedder Boke Tianxia (博客天下) og som udkommer to gange om ugen. Det specielle er, at artiklerne ikke er skrevet af en redaktion med journalister. Indholdet kommer derimod fra nettet. Det er twitter-feeds, artikler fra blogs med øjenvidneberetninger af ulykker, beskrivelser af lokale forhold og andre indlæg fra den virtuelle verden. (Via Danwei)

:: Før de Olympiske Lege begyndte bragte South China Morning Post (SCMP) en artikel om, at barer og diskoter i Chaoyang distriktet i Beijing, ikke måtte servere alkohol for afrikanere og andre folk med samme slags mørke hudtype, om jeg så må sige. Det havde politiet fortalt dem. Ingen tvivl om at mange kinesere er racister og ser ned på afrikanere og sorte, men det lød alligevel mærkeligt, at politiet gik ud med den besked. I artiklen nævnte SCMP da også kun anonyme kilder. Jeg kunne ikke få bekræftet historien et eneste sted, hverken med eller uden blokken i hånden. Historien døde da også, og det var så det. Surviving Beijing since 1980 peger på en anden artikel, hvor SCMP heller ikke har været specielt grundige/kritiske. (Ingen links til SCMP, for de kræver betaling)

Stop. Giv agt. Honnør.

Når børnene i byen Huangping (黄平) går langs de større veje og der kommer en bil, skal de standse op og gøre honnør.

Det er der to grunde til, fortæller lederen for undervisningen i Huangping, Yang De (杨德) til Guizhou Dushibao i denne artikel.

For det første lærer børnene almen høflighed og gode manerer.

For det andet er det med til at forebygge ulykker, når børnene på den måde går i vejsiden og er opmærksomme på bilerne.

Før gik de ofte i store grupper på vejen og lavede sjov, men nu går de i en pæn linje og holder øje med bilerne og det har været med til at forindre ulykker siden de begyndte på honnør-reglerne i 2004.

Og altså samtidig gjort eleverne mere velopdragne.

De ansatte på et hospital i Beijing var til stormøde. En af deltagerne var hospitalets direktør. Der var fuld, som Beijing Chenbao skriver.

Det siger i hvert fald de ansatte, der også har kritiseret direktøren.

Billeder af den fulde direktør dukkede op på internettet, hvorefter horder af ivrige netizens gik i gang med at kritisere direktøren.

Direktøren selv har benægtet sagen og meldt det til politiet. Hans advokat siger, at eftersom man ikke kan se direktørens ansigt på billederne, er der ikke sket noget ulovligt. Men sagen fortsætter på internettet.

Helt efter bogen. Det sker altid i den slags sager i Kina. De kinesiske netizens er nådesløse, når jagten går ind på personer, der på den ene eller anden måde har krænket enten loven eller deres moral.

Som for eksempel her, hvor en person har taget billeder af en buschauffør, der navigerer den fyldte bus gennem trafikken mens han ryger en cigaret og skriver en sms.

Eller et endnu bedre eksempel, som Chinasmack endda også har oversat til engelsk.

En politimand forsøgte at standse en bil, der ville køre over for rødt lys. Problemet var, at bilen havde militære nummerplader, og de plejer normalt at gøre så nogenlunde som det passer dem. Derfor ville chaufføren da heller ikke acceptere sådan at skulle blive standset og overholde de samme regler som pøblen.

Der er selvfølgelig en person, der tager billeder af optrinnet og lægger dem på internettet. Vupti. Velkommen på nettet.

Øhm… Google Translate kan åbenbart også oversætte tekst fra kinesisk til for eksempel dansk.

Sådan da.

For se på sætningen 我想扁你. Det betyder “jeg vil slå dig” og udtales “wo xiang bian ni”.

Men Google oversætter den til “Jeg tror du Chen Shui-bian”.

Det samme sker, hvis man vil have sætningen oversat fra kinesisk til engelsk.

Altså ikke ligefrem en præcis oversættelse. For nej, jeg er ikke Taiwans tidligere og korruptions-anklagede præsident Chen Shui-bian. Men som nogle netizens skriver her på Sohu, så må Google være godt inde i kinesisk og taiwansk politik.

:: “Håbløst liv for en pige, der er født i en bondefamilie i 1970erne… vil ikke gifte sig med en fattig”. Sådan lyder overskriften på et indlæg på internettet, som en kvinde på 30 år har skrevet. Her beskriver hun sit liv og sin fattige opvækst på landet.

I dag arbejder hun i Shanghai. Hun hørte at lønnen ville være bedre her. Men hun har ingen uddannelse og hun kommer fra landet, så hun tjener kun 1.400 kroner om måneden. Derfor har hun kun råd til et enkelt måltid om dagen, hun har heller ikke råd til at blive syg, for hun skal stadig betale for husleje og sende penge hjem.

Du kan læse artiklen her på kinesisk eller i en engelsk oversættelse på China Smack. Om ikke andet, så klik derover for at se billederne.

:: Hvad er et godt køb for de kinesiske bilkøbere – hvad får man for 10.000 amerikanske dollars? (Hvilket svarer til 54.809,99 kroner, men det lyder lidt smartere med et rundt tal, ikke sandt) For det var mange penge her i Kina, dengang far var en ung kadre. Men det var dengang. I dag er også bilerne blevet dyrere, som China Car Times skriver.

:: Mode på gaden i Beijing – de seneste måneder er der dukket veste op over alt her i byen, som Stylites in Beijing skriver om.

:: CNN har fået noget så sjældent som et interview med BaoBao a.k.a. premierminister Wen Jiabao. CNReviews har de to klip her, og har også samlet en bunke nyttige links til indslagene. Blandt andet til denne artikel fra James Fallows, der skriver om, hvordan amerikanerne finansierer deres livsstil ved at låne penge i Kina.

:: Spam, spam, spam. Ikke i inboxen. Men på mobiltelefonen. Helt normalt i Kina. Jeremy Goldkorn fra Danwei har i tre måneder samlet dem sammen, og sendt dem til Twitter. Da han gjorde det samme i 2004 handlede de fleste af sms’erne om indsmuglede biler eller cigaretter, lejemordere, våbensmuglere og prostituerede, men sådan er det ikke længere, skriver han i denne artikel.

:: Billede fra Chinasmack

Endnu en gang er der artikler om det mytiske internetpoliti i Kina. Som ingen ved ret meget om.

For eksempel – hvor mange er der? Ingen ved det. Men endnu en gang, bliver tallet sat til 30.000. Blandt andet i artiklen fra New York Times, der var de første til at skrive om Skype og censuren.

Det tal er ret utroværdigt, som jeg har ymtet om tidligere.

Tallet blev første gang nævnt under en amerikansk kongreshøring i 2002, og siden er det utallige gange blevet slynget ud over alverdens avisspalter. Uden at nævne kilden. For ingen kender den.

Og som et slags bevis for, hvor strengt myndighederne overvåger nettet i Kina.

Men i 2002 var der 46 millioner kinesiske internetbrugere. Som de 30.000 internetbetjente skulle holde øje med.

Det vil sige, at hver betjent skulle holde øje med 1.533 internetbrugere. En pænt travl arbejdsdag.

Og her i 2008 er der 253 millioner, som surfer rundt på nettet i Kina. Det vil sige, at de i forvejen klatøjede tastatur-betjente skal overvåge 8.433 internetbrugere.

Det lyder ikke specielt effektivt. Heller ikke selvom teknikken og filtrene er blevet langt bedre siden 2002.

:: Billedet er fra denne artikel om det kinesiske internetpoliti

:: Opdateret idiotiske regnefjel 7. oktober.

Skype overvåger sine brugere i Kina, som jeg skriver i Berlingske i dag. Samtaler og chat med politisk følsomme ord bliver arkiveret og personlige oplysninger, telefonnumre og andre kontaktoplysninger bliver gemt.

Det konkluderer canadiske forskere – blandt andre Nart Villeneuve – fra University of Toronto i en ny rapport (.pdf). Forskerne er med i projektet Citizen Lab, der beskæftiger sig med internet og politik.

Er det så specielt overraskende?

Well, hvem er det, der censurerer internettet herovre? Det er for det første myndighederne. For eksempel SARFT og så internetpolitiet.

Det er myndighedernes fysiske overvågning. Så er der teknikken. Nede i maskinrummet på det kinesiske internet, er der også installeret en række filtre, der censurer alt indholdet. Hvor de kan taste forskellige ord og vendinger ind. For eksempel mælkepulver. Og vupti, alle søgninger med “mælkepulver” er censurerede indtil de sletter ordet fra filteret igen. Ret grovt forklaret, men bare lige for at ridse billedet op.

Dernæst skal alle internetudbydere have deres egne censorer. Det vil sige, at alle de kinesiske Youtube-kloner, BBS’er, blog-udbydere og så videre har deres egne folk ansat, der sidder og overvåger indholdet på deres hjemmesider. Ud over at mange af dem også har forskelligt filtrerings-software.

Har Skype så censorer ansat? Det vil jeg tro. Det er en kinesisk virksomhed, og som de selv siger, så er de »underlagt love og regler i Kina, hvor vi har vores forretning«.

Har Skype så installeret nogle af de filtre? Ja, det var det de canadiske forskere fandt ud af og som de detaljeret har forklaret i rapporten.

Og hvad så? Jo, i 2006 udtalte Skype, at samtaler var private og ikke kunne overvåges af de kinesiske myndigheder. Derfor blev det hurtigt populært blandt kinesiske aktivister og andre, der gerne ville have privatliv på internettet.

I går kom Skype med en udtalelse, som man kan se her via Wall Street Journal:

The idea that the Chinese [government] might be monitoring communications in and out of the country shouldn’t surprise anyone, and in fact, it happens regularly with most forms of communication such as emails, traditional phone calls, and chats between people within China and between people communicating to people in China from other countries.

Senere på dagen kom de også med denne udtalelse:

In 2006, Skype publicly disclosed that Tom operated a text filter that blocked certain words on chat messages but that it did not compromise Tom customers’ privacy. Last night, we learned that this practice was changed without our knowledge or consent and we are extremely concerned. We deeply apologize for the breach of privacy on Tom’s servers in China and we are urgently addressing this situation with Tom.

We confirm our strong belief that Skype to Skype communications, enabled by our peer to peer architecture and strong encryption, remain the most secure form of publicly available communications today.

Hvad så nu? Jo, det er da interessant at diskutere det etiske i, at en vestlig virksomhed hjælper de kinesiske myndigheder med at censurere internettet. Som i værste fald kan betyde, at folk bliver fængslede.

Men det ved vi nu ikke, om Skype gør. De canadiske forskere har fundet informationerne på otte servere i Kina. Og det gode spørgsmål er så – hvad sker der med de informationer, og hvordan vil de blive brugt?

Som Rebecca MacKinnon fra University of Hong Kong’s Journalism and Media Studies Center spørger på sin blog rconversation:

What else is going on – or has gone on – which users don’t know about and which Skype headquarters doesn’t know about either? This incident with TOM raises questions about how trustworthy Skype as a company really is.

I Kina samarbejder Skype, der ejes af amerikanske eBay, med en kinesisk virksomhed. Sammen kalder de sig TOM-Skype. Og det er endnu et eksempel på en vestlig virksomhed, der har endog meget lidt styr på, hvad deres kinesiske partner går og laver. På samme måde som Sanlu og Fonterra. Eller Danone og Wahaha.

Som MacKinnon skriver:

Even if top management did not intend for such a situation to happen, the fact that it did happen shows that management has not made user rights high enough of a priority company-wide, and have failed to communicate well with their local partners about what practices are acceptable and what practices are not. This situation could have been avoided if they had really been thinking through the potential challenges and pitfalls of working with a local partner in offering a localized internet communications product in the mainland Chinese market.

Imagethief skriver mere om sagen. Blandt andet:

It’s your brand at stake, regardless of whether you’re a minority shareholder, you simply licensed the core technology, or you simply had no idea what was going on. This was true for Yahoo, who surrendered all control of what happened with their brand in China when they sold their China operations to Alibaba.com. It’s true for Skype’s JV with Tom.com in China. A visit to the home page of the Skype-Tom home page reveals tons of Skype branding, while TOM appears only in text links at the top and bottom of the page.

Your Chinese JV partner doesn’t care what your stakeholders back home think. This is especially true if you’ve surrendered control of the technology or hold only a minority stake. It’s concerns first and foremost will be 1) the Chinese authorities, 2) profitability or potential thereof and 3) winning Chinese customers. The concerns of your overseas stakeholders will be somewhere way down the list of priorities.

The Chinese government will be involved somehow. They will set censorship guidelines, listen in, demand personal information on users who cross the line or all of the above. Now refer back to the first point in the previous paragraph.

Aaah… snus ind. Der er partikler i luften. Igen.

De Olympiske Lege har forladt byen, og dermed er luftforureningen også kommet tilbage. Skønt. Mine asfalterede lunger kunne slet ikke finde ud af den alt for rene luft under OL.

Men nu er vi ved at være tilbage til det normale igen (inklusiv fødevareskandaler). Se her.

På en slem dag er luftforureningen på H. C. Andersens Boulevard, der er en af de mest trafikerede gader i København, oppe på omkring 25 API.

Under OL lå API her i Beijing sådan omkring de 50-70 stykker.

Og nu er den igen oppe på 120-140 API, som man kan se på Beijings bureau for miljøbeskyttelse.

Men lokalregeringen i Beijing vil fortsætte med at kæmpe mod forureningen, som AFP skriver (i et telegram hvor linket er forsvundet):

From Wednesday, 30 per cent of government vehicles would be taken off the roads, the municipal government announced yesterday on its website.

From October 11, the remaining government vehicles and all private cars would be banned from the city’s roads for one day each week, depending on their number plates.

The measures were intended to “reduce the impact of vehicle emissions on air quality and maintain basic transport order”, the government said.

News.sohu.com skriver, at det er en prøveperiode på seks måneder.

Ja, det skal jo nok hjælpe. Især når hundreder af fabrikker, støberier og kulkraftværker, der var lukkede under OL, igen er begyndt at pumpe røg ud af skorstene.

Der er også andre problemer, som Times skriver:

As some scientists predicted last summer, the car restrictions played a big part in providing blue skies during the Olympics. But what worked then, when the whole nation was preparing for such a pivotal event, is unlikely to work when everyone is going back to life as usual. Previously I mentioned Mexico City’s car restrictions, which were found to have little to no effect on air pollution. The problem was that once the rules became a semi-permanent way of life, people found ways around them, like buying a second-hand car. During the Olympics TIME’s Beijing bureau used our old Jeep, which rarely sees the road in normal times, on days when our usual ride was restricted. Xinhua’s story announcing the new rules even quotes a driver who says he will probably buy a second car to pick up his daughter on Fridays, the day his vehicle will be banned.

:: Billedet er fra denne artikel

Bønderne er udråbt til skurke i den kinesiske mælkeskandale. Men hvem er de egentlig, de kinesiske bønder.

Ja, det er umuligt at svare på, fordi der er så enorm forskel på dem. Men sidste weekend talte jeg med nogle af dem ude på landet nord for Beijing. En af dem er med i artiklen, som jeg skrev til Berlingeren mandag den 29. september:

Han har fem køer. Han mælker dem to gange om dagen. Og så smider han mælken ud.

»Det er meget svært lige nu,« siger bondemanden Li, og sender et opgivende smil ud over sine rødmossede kinder.

Li er kommet i klemme. Som så mange andre kinesiske mælkebønder. Enten kan de ikke komme af med deres mælk. Eller også ved de ikke, hvor mange penge de får for den. For skandalen om den forurenede mælk har ikke alene kostet fire børn livet og sendt over 50.000 børn på hospitalet. Den har også lagt mejerisektoren i ruiner og kastet titusinder af mælkebønder ud i økonomisk uvished.

Li bor i en landsby, der ligger tre timers kørsel nord for Beijing. Vejen ind til byen er asfalteret. Resten af vejene er smalle og ujævne og ligner størknet ler. De fleste af husene er små og byggede op omkring en gårdsplads, som der står en mur omkring. Væggene er i rå mursten. Eller lerklinede. Nogle steder stikker halmen ud.

Li’s fem køer står bundet fast på et smalt stykke nedtrampet jord, der ligger tæt ved hans hus inde i landsbyen. Ligesom de cirka 500 andre køer i byen, der står spredt langs vejene, går køerne ikke på græs. Ude på markerne har bønderne derimod sået majs, som de er ved at høste. De mørkegyldne majskolber ligger til tørre overalt i byen. I stakke. På byens torv. Langs vejene. Op ad mure. Eller inde på Li’s gårdsplads. Det er nu ikke Li eller hans kone, der skal spise majsen:

»Vi kan ikke fodre køerne med andet, for vi har ikke råd til det,« siger Li. Men det er ikke den bedste føde for en malkeko. Det ved han godt. Han kan bare ikke gøre andet.

Li fortæller, at hver af hans køer giver omkring tre kilo mælk om dagen. Til sammenligning giver en dansk malkeko omkring 20-25 kilo mælk om dagen. Og den mælk har Li ikke kunne sælge siden den 16. september. Før leverede han mælk til Yili, men her blev der fundet melamin i mælkepulveret fra Kinas næststørste mejeri. Som titusinder af andre mælkebønder kunne han ikke gøre andet end at hælde mælken ud. Det har han gjort lige siden. Det vil sige, indtil for et par dage siden. Nu er han igen begyndt hver morgen at trække køerne ned til en af landsbyens malkestationer. Men han ved ikke, hvilket mejeri han leverer til. Han ved heller ikke, om han nogensinde får penge for det.

»Vi har ikke fået penge i den her måned, så vi ved ikke om prisen er den samme som før,« siger Li. Og her var prisen meget lav, fortæller han.

Li fik 2,6 yuan for et kilo mælk. Det er under to kroner.

»Prisen er nok lavere nu, jeg ved det ikke. Måske ligger den på to yuan,« siger Li. Altså lidt under halvanden krone.

Derudover siger Li, at han har omkostninger for cirka en krone for hvert kilo mælk. Derfor er det en katastrofe for familiens landbrug, at de ikke kan komme af mælken. Sidste år tjente de under 6.000 kroner, og mælken står for 1/3 af deres indkomst. Resten kommer fra marken på cirka 1,2 hektar.

Derfor ved han ikke, hvad han skal gøre. For som så mange andre bønder har han ikke råd til at gå og fodre dyrene.

»Hvis situationen fortsætter, så bliver vi nødt til at sælge køerne. Måske til en der kan slagte dem,« siger Li.

De mejerier, hvor der er fundet melamin i mælken, har standset produktionen indtil de kan garantere, at der ikke er melamin i mælken. Nogle af dem har lovet at fortsætte med at købe bøndernes mælk. Flere af provinsregeringerne har også beordret mejerierne til at fortsætte med at købe mælken. Men Li har endnu ikke set nogen penge.

Flere af de samme lokal- og provinsregeringer har også lovet, at de vil udbetale kompensation til bønderne.

»Kompensation? Ingen har fortalt os om det. Nej, det har vi ikke hørt om,« siger Li.

Indtil videre har politiet over hele Kina anholdt 30 personer i sagen. To af de første, som blev anholdt, var to brødre, der havde en malkestation. De indrømmede, at de i årevis havde puttet melamin i mælken. Dermed kunne de fortynde mælken og tjene flere penge. Nogle af de anholdte er også mælkebønder.

Men Li ved ikke, hvordan melaminen har fundet vej til mælken. Han kender ikke noget til det. Vi er ærlige bønder, siger han. Som de fleste andre bønder, som Berlingske Tidende har talt med. Ingen kender noget til det. Eller har hørt om det, før skandalen begyndte at rulle.

Indtil videre går han og venter på, at statens inspektører skal komme forbi landsbyen og undersøge dens landbrug og malkestationer.

»Jeg ved ikke, hvornår de kommer og om det bliver bedre bagefter. Vi har ikke fået noget at vide. Vi må jo vente og se,« siger Li.