Bogen “Kaldet til Kina”: Ti års fængsel i Manchuriet

Skriv en kommentar
Historie / Kultur / Nye bøger

BiskopChenogNorgaard.jpg

Kinablog.dk præsenterer her en artikel af gæsteskribenten Simon Rom Gjerø.

Han er forfatter til bogen “Kaldet til Kina – danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960”, der netop er udkommet i Danmark.

Bogen, som det har taget flere år at researche, handler om de danske missionærer, der rejste til Kina i første halvdel af 1900-tallet.

Du kan læse mere om den på Forlaget Univers eller på bogens egen hjemmeside.

Fanget i det nordlige Manchuriet – i ti år!

Efter 14 års japansk besættelse erklærede Sovjetunionen Japan krig den 8. august 1945 og invaderede Manchukuo – som japanerne kaldte deres lydstat i Manchuriet.

Den selvsamme dag, blev den danske missionær Peter Nørgaard fængslet af det japanske gestapo i byen Fuyu, i den nordlige del af Manchuriet.

Alle hans skriftlige ejendele, såsom breve, kollegiehefter og regnskaber samt alle fotografier m.m., blev taget med hen på politistationen til undersøgelse, selvom ingen dér selvfølgelig kunne et ord dansk. Han blev smidt i fængsel og fik en lussing af en af gestapofolkene.

”Hvorfor? Jo, jeg havde ladet mig føde i Danmark, og Danmark var nu i krig mod Japan,” skrev Nørgaard i sin dagbog.

Han fik desuden at vide, at han skulle skydes ved daggry.

Efter fem dage i uvished blev han pludselig en nat trukket ud af cellen og troede, at hans sidste time var kommet. Men tilfældet ville, at russiske tropper var på vej, og japanerne var flygtet ud af byen. Om morgenen kunne han gå hjem som en fri mand, og Nørgaard kommenterer tørt:

”Japaneren, som slog mig, er siden bleven fanget og skudt”.

Først bagefter gik det for alvor op for Nørgaard, hvor heldig han havde været. Ikke alle missionærer slap med livet i behold. En anden missionær var blevet skudt af japanerne kort forinden.

Glæden blev dog kort, da de fremstormende sovjetiske soldater efter få måneder overlod byen til den ottende armé – de kinesiske kommunister.

Den nye besættelsesmagt tømte banken, hvor Nørgaard havde alle sine sparepenge, som var tilvejebragt ved salg af stort set alle hans ejendele. Pengene skulle have været brugt til rejsen hjem – et forehavende, der nu ikke så for godt ud i forvejen, da vejen igennem Sovjet stadig var spærret.

”Her stod jeg nu, havde ingen Penge, fra Kassereren kom ingen, han var bortrejst, al Postforbindelse standset. Det saa ikke lyst ud,” skriver Nørgaard lettere opgivende i sin dagbog.

Kommunisterne og deres medløbere brød nu ind i velstående hjem, stjal alt af værdi og førte flere rige købmænd ud og ”piskede dem til døde eller druknede dem i floden, idet de beskyldte dem for i tidligere Aar at have begået Uretfærdigheder.”

Få dage efter kom de og besatte en del af missionsstationen. Alle værelser blev forseglet med undtagelse af en stue og køkkenet, som Nørgaard fik lov at beholde. Kommunisterne tog et gammelt ur, som familien havde arvet fra Gl. Estrup Herregård, med sig. Men efter en måned sendte de det tilbage igen, da de ikke kunne få det til at gå.

Også kirken blev indtaget og tømt for inventar og senere brugt til opbevaring af ammunition. Præsten blev fængslet, og kommunisterne pressede penge og værdigenstande af ham såvel som af alle andre.

Også Peter Nørgaard kom i fængsel igen:

”Dagen efter min 73 Aars Fødselsdag blev jeg og flere Kristne fængslet, […] blot fordi vi vare Kristne.”

Kommunisterne fængslede ledere af alle former for religion, og alle blev forhørt om, hvad de troede på, hvorfor de troede på det, og hvad nytte det var til.

”Vi svarede som det var i Sandhed”, skriver Nørgaard. ”De stod i Klynge og lo foragteligt. Men det var jo ikke andet end, hvad Jesus og saa mangen Martyr har lidt paa værre maader”.

Han blev dog løsladt igen efter et døgns tid – efter sigende, fordi der var kommet ordre ovenfra, at man ikke ville have flere drab på udlændinge.

Efter i to år ikke at have hørt en lyd fra nogen som helst, hverken familien i Danmark eller nogen af de andre missionærer, får Nørgaard pludselig i april 1948 brev fra missionær Axel B. Christensen i, der bor i byen Harbin endnu længere mod nord. Han inviterer Nørgaard til at bo hos sig i ØK’s lokaler.

Det lykkes ham at sælge resten af indboet og få rejsetilladelsen. Med uret fra Gl. Estrup under armen – og stort set uden anden bagage – når han med floddamper til Harbin i slutningen af samme måned, hvor han bliver indlogeret hos Christensen.

Den 4. maj kan han så for første gang i tre år sende et brev til den ængstelige familie hjemme i Danmark.

Der skulle dog gå endnu halvandet år, inden Nørgaard atter kunne sætte benene på dansk jord og gense sin familie, som han havde efterladt ti år tidligere.

Han noterer sig i sin dagbog efter hjemkomsten:

”Flyveturen fra Bangkok til Kbh. tog kun 38 Timer. […] [Vi nåede] til København efter Mørkets Frembrud kl. 5 Aften og dalede ned i et Lyshav i Kastrup Lufthavn.

Det var den 30. november 1949.

:: Billedet viser den danske missionær Peter Nørgaard og biskop Chen.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *