Ugens Fem Klik Fra Kina: En familie i 77 generationer, indvielse af arbejdslejr og Men In Black

Skriv en kommentar
Ugens Fem Klik

neuralizer_2.jpg

:: Kinesiske og amerikanske forskere har opfundet en måde at slette dele af hukommelsen på, skriver Wired. På samme måde som i Men in Black. Altså med et skarpt lysglimt og, vupti, en del af hukommelsen er blevet sikkert og kirurgisk skåret væk. Indtil videre er strålerne dog kun blevet testet på mus. Såvidt forskerne kan huske…

:: Den kinesiske filosof Kongzi (孔子) – som vi i Vesten kender som Confucius, Konfucius, Konfutse eller Kung Fu-tzu – blev født den 28. september i 551. Og i tirsdags døde hans tip-tip-tip… søn, der var 77. generation i den ærværdige familie. Han blev 88 år, skriver Reuters.

:: Så er der åbnet en ny arbejdslejr i Tongshi Nanlu, skriver Forgotten Archipelagoes. Det har kostet de lokale myndigheder omkring 600 millioner yuan – cirka 500 millioner kroner – at bygge den nye lejr, som de begyndte på i 2004. Der er plads til 500 personer, og der sidder allerede 353 kinesere derinde, som er ved at blive genopdragede.

:: Præsident Hu Jintao havde en historisk chance for at løse konflikten mellem Tibet og Kina. Men nej. Han har ikke taget forhandlingerne seriøst. Tværtimod har han puttet vat i ørene og kigget den anden vej, skriver Nicholas D. Kristof i denne klumme i New York Times. Det kommer efter en uge, hvor Tibets åndelige leder Dalai Lama måtte trække på skuldrene og sige, at han har opgivet forhandlingerne med Kina. For kinesernes løsning på problemet er at trække tiden ud og vente på den aldrende Dalai Lamas død, mener Kristof og John Pomfret på Washington Post.

:: Dette års konference for kinesiske bloggere vil finde sted i Guangzhou, skriver China Web2.0 Review. En af hovedtalerne vil være Shei Israel, der blandt andet skriver for Businessweek, men som mest er kendt for sine Naked Conversations.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *