Finanskrisen: Kritik af Kinas hjælpepakke

920660019_200x300.shkl.jpg Kina er kommet med en massiv hjælpepakke på 3.800 milliarder kroner, der skal holde gang i landets økonomi, som jeg skrev i Berlingske i mandags.

Men der er meget få detaljer i regeringens plan. Og nogle af pengene er måske allerede brugt. For hvad dækker det enorme beløb egentlig over, spørger kritikerne.

Det kommer jeg kort ind på i en artikel i dagens avis, der handler om de finansielle hjælpepakker.

Der er ikke noget link, for jeg kan ikke finde artiklen, der åbenbart ikke er online. Men der blev nu heller ikke plads til alt, hvad jeg ville sige, så det kommer her.

Den kinesiske regering vil de næste to år bruge hele 3.800 milliarder kroner på forskellige projekter, der skal holde gang i landets vækstrater og den stadigt mere forkølede kinesiske økonomi.

Regeringen har udpeget ti områder, som der skal investeret i de næste to år. Blandt andet veje, uddannelse og miljø. Det er en stor plan. Med meget få detaljer.

»Det er et kontroversielt tal,« siger Zhai Peng, der er analytiker for Guotai Junan Securities. Han mener, at det er meget svært at sige noget om, hvad de 3.800 milliarder kroner egentlig dækker over.

»Regeringen har aldrig sagt noget om, at der skulle være tale om nye investeringer. Nogle af pengene kommer måske også fra virksomheder og inkluderer projekter, som der allerede er investeret i,« siger Zhai Peng.

For eksempel står der allerede i femårs planen for 2005-2010, at regeringen vil bruge 4.300 milliarder kroner på infrastruktur.

Og netop infrastruktur er en af hovedpunkterne i den nye plan. Men betyder den nye hjælpepakke så, at der bliver tilført yderligere penge, som der ikke allerede er budgetteret med?

Det står der ikke noget om i regeringens plan.

Planen har i alt ti punkter. For eksempel står der, at der skal bygges flere sociale byggerier. Et andet punkt er, at infrastrukturen på landet skal udbygges hurtigere. For eksempel el-nettet og veje. Et andet punkt er transport. Der skal bygges flere lufthavne. Miljø er også en del af planen. Der skal bygges kloakker og anlæg til vandrensning. Endelig er der industrien. En skattereform skal skære cirka 100 milliarder kroner af virksomhedernes skat.

Zhai Peng ville gerne have, at der var flere detaljer i planen. Alligevel mener han, at den kan være med til at hjælpe Kina gennem krisen. For selvom det er uklart, hvor mange penge som pakken egentlig indeholder, så sender regeringen et vigtigt signal til omverdenen.

Det er Zhang Xiajing enig i. Han er økonom på Instutute of Macro Economy på Chinese Academy of Social Sciences. Ligesom Zhai Peng vil han ikke gætte på, hvor mange af de 3.800 milliarder kroner der ikke var budgetteret med i forvejen. Nogle økonomer regner med, at det kan være helt ned til 1/3 af beløbet.

Men Zhang Xiajing mener ikke, at det er et problem. For der er stadig tale om et stort beløb:

»Regeringens enorme investeringer vil styrke offentlighedens tillid, og derfor vil pakken resultere i flere investeringer fra private og fra andre dele af staten. Så centralregeringen kommer slet ikke til at betale alle 3.800 milliarder kroner,« siger Zhang Xiajing.

Su Jian er professor og vicedirektør på School of Economics på Peking University. Han mener også, at planen er meget lidt detaljeret, men at regeringen sender et vigtigt signal, og at pakken kan være nok til at redde Kina helskindet gennem krisen.

»Det er tilstrækkeligt til at booste den kinesiske økonomi, men det afhænger selvfølgelig af, hvor lang tid den finansielle krise vil vare,« siger Su Jian.

Han tror, at man snart vil kunne se effekten af planen. I hvert fald på de dele, der er direkte kontrolleret af regeringen. Derimod vil det tage længere tid, før de indirekte virkninger kan ses på økonomien.

Nogle økonomer forventer, at de kinesiske vækstrater næste år vil falde helt ned til omkring fem eller seks procent. Det mener Su Jian ikke. Han tror, at væksten kun vil falde til ni procent.

Zhai Peng, analytikeren fra Guotai Junan Securities, tror heller ikke på, at væksten vil falde til under seks procent. Han tror derimod, at den vil lande på otte procent.

»Situationen for den kinesiske økonomi er god. Jeg tror ikke, at vi vil nå op på ni procents vækst, men den kan ikke komme ned på seks procent«.

:: Billedet er fra denne artikel på Sina.

Comment (1) Add yours ↓

Din kommentar