» 2008 » november

Journalisterne stod i kø for at få bestikkelse, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Hvis du har læst artiklen i Berlingske, så spring ned til bunden af artiklen. Hvis ikke, hvad handler det her så om?

Jo, den 20. september blev en 41-årig minearbejder dræbt ved en eksplosion i en kulmine i Shanxi provinsen. De lokale journalister hørte om ulykken og de næste par dage vrimlede minen med journalister.

Men de var ikke taget ud til kulminen for at rapportere om ulykken. Tværtimod. De var kommet for at få penge for ikke at skrive om uheldet.

En journalist fortæller om sine korrupte kolleger i en artikel i avisen Qingnian Bao. Da han kom ud til minen stod de i kø ved kontorerne og i gangene udenfor, hvor de stod og småsnakkede. Inde på et af kontorerne blev de skrevet op og fik udleveret et stykke papir. Derefter gik de ind i det næste kontor. Hvor de fik udbetalt pengene.

I alt tog 28 journalister ud til Huozhou Coal and Electric Group for at få fingre i bestikkelsen. De kom fra 23 forskellige medier.

Blandt andre China Education Television (中国教育电视台), Shanxi Daily (山西日报), Journalist Observer (记者观察) og Shanxi Worker Daily (山西工人報).

Tilsammen forlangte de cirka 100.000 kroner.

Derudover var der også mødt en enkelt falsk journalist op. Han fik cirka 28.000 kroner udbetalt, fordi han udgav sig for at komme fra et større medie. Og jo større medie, jo mere i bestikkelse. Kulminen udbetalte fra 1.500 til 16.000 kroner til journalisterne.

Det viser en netop afsluttet undersøgelse fra de myndigheder i Shanxi, der har ansvaret for provinsens medier.
Andre taler dog om, at der var langt flere journalister på besøg i kulminen. Avisen Takungpao nævner helt op mod 200 journalister, mens andre kinesiske medier skriver om, at der skulle have været op mod 50 fremmødte journalister.

Shanxi provinsen er en af Kinas største producenter af kul. De kinesiske miner er nogle af verdens farligste, og officielt dør der hvert år op mod 4.000 minearbejdere i Kina. Men flere organisationer og NGO’er mener, at tallet er langt højere.

Derfor er der tit ulykker i Shanxi. Og det udnytter journalisterne. Ifølge lokale journalister skulle der nærmest være udbrudt guerillakrig mellem medier og kulminer, skriver Takungpao, der har hjemme i Hong Kong.
Det foregår på den måde, at journalisterne får nys om en ulykke. Derefter går de til angreb på kulminen. Og de fortsætter med at angribe indtil ejeren giver dem penge for at stoppe.

Der er også flere eksempler på, at falske reportere har forsøgt at afpresse penge af virksomheder eller personer.

Eller på anden måde forsøgt at udnytte rollen som journalist. Eksempelvis sidste år, hvor en mand, Liu Yonghong, blev idømt livsvarigt fængsel. Han havde ført sig frem som redaktør for Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis officielle avis.

Liu Yonghong havde især arbejdet uden for Beijing, hvor han lovede laverestående embedsmænd, at han kunne hjælpe dem med deres karriere ved at kanalisere bestikkelser videre op i systemet i Beijing.

På den måde indkasserede Liu Yonghong næsten tre millioner kroner.

Sagen fra kulminen i Shanxi er et godt eksempel på, at det langtfra altid er en dårlig undskyldning, når myndighederne dømmer en kinesisk journalist dømt for korruption.

Der er pressemøder, hvor der ligger konvolutter på stolene. Med penge i. Som journalisterne bliver nødt til at tage.

Journalisten som afslørede affæren hedder Dai Xiaojun og ESWN har oversat et interview med ham:

Q. It was not easy trying to call you.
A. There have been many mysterious calls over the past several days. I pick up and the other party yells: “Dai, you better be careful!” Before I speak, the other party disconnects. Theses are threats. Both my mobile phones are overwhelmed. They even found the number for my home fixed-line p hone and called dozens of times a day so that I am a nervous wreck. My son is nine years old and in fourth grade. Now I have to send him off and pick up every day because of the fear that something might happen to me. You can imagine the pressure that I am under. But I am warmed by a call from a media colleague, because it shows concern and mental support. I must stand up straight and face reality.

Q. Where are the threatening calls coming from?
A. I suspect that there are coming from the coal mine as well as the fake reporters who have been exposed but not investigated yet.

Q. Are you sorry? Does your family understand?
A. I am forty-two years old and I have only done this one thing. Now that I made my choice, I cannot worry about the other consequences. My wife is frequently complaining at home. In principle, she supports me. My father passed away early in life. My mother has cancer and she is not feeling well. When she heard about what happened, she touched my face with her hand and let the tears come down: “Child, I understand you. You do as you think, but please be careful.” Actually, I should have known that it could be painful when I exposed the “gag fee” scandal. But if I “gagged” myself, I would be unhappy the rest of my life.

Du kan også finde artikler her på Zhongnanhaiblog, der er blevet oversat fra kinesisk til engelsk.

:: Billedet er fra denne artikel i Caijing, og det viser journalisterne der står i kø.

Hvad betyder valget af Barack Obama for forholdet mellem USA og Kina. Det talte jeg om i går aftes på DR2 Udland.

Kineserne har generelt ikke interesseret sig særligt meget for valget i USA.

For eksempel. Jeg har talt med en, der ikke havde hørt om Barack Obama (der på kinesisk hedder 奧巴马 som udtales ao-ba-ma). Og som heller ikke vidste, at der var valg i går.

En anden, jeg talte med, havde hørt om Obama. Men vidste ikke hvornår der var valg.

Og sådan har de fleste kommentarer været. Meget blandede.

Det er en lille elite i byerne, der har interesseret sig for valget. Generelt har det ikke været noget, der har fyldt den kinesiske hverdag. Hvor den så end er. For det er svært at generalisere over et land, der har 1,3 milliarder indbyggere; hvor 700 millioner af dem bor på landet; hvor der er kinesere som brugen dagen på at gå rundt i marken bag en vandbøffel og pløje; hvor der på samme tid er kinesere som står i kø for at få en double shot tall machiatto på deres lokale Starbucks.

Hvad betyder valget af Barack Obama så for forholdet mellem Kina og USA?

Det politiske system i Kina er jo notorisk lukket, så det er svært at gætte sig til noget præcist om, hvad de kinesiske toppolitikere går og tænker på omkring Barack Obama. Men både præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao har høfligt lykønsket Barack Obama. Hvilket ikke er overraskende, for hvad andet kunne de gøre.

I går lavede jeg en lille rundspørge blandt kinesiske akademikere og iagttagere. Overordnet set, så tror de ikke, at forholdet mellem USA og Kina kommer til at ændre sig mærkbart.

Forholdet er godt. Solidt. Stabilt. Det bedste i flere år. Især efter 9-11. Og der er ikke noget som tyder på, at det vil ændre sig:

»Obama vil sikkert lægge vægt på menneskerettigheder, klimaændringer og energispørgsmålet, men generelt vil forholdet være stabilt,« siger professor Ni Feng, der er vicedirektør på Institute of American Studies på Chinese Academy of Social Sciences.

Men som de fleste andre tager han det forbehold, at man ved meget lidt om det, for Kina har stort set ikke været et emne i valgkampen.

Der er stadig knaster i forholdet. Ikke bare i forhold til handel. Også for eksempel i spørgsmålet om Taiwan og Tibet. Om Menneskerettigheder. Om USA’s militære samarbejde med Kinas nabostater i Sydkorea, Japan og Indien.

De fleste af analytikerne mener, at valget har stor indflydelse på Verden, men at det har lille indflydelse på forholdet mellem USA og Kina.

Nyheden om det amerikanske valg har også ramt den statslige tv-kanal CCTV 4, som man kan se i dette indslag på Youku.

Som værten siger, så bliver senator Barack Obama den “første sorte kvindelige præ… øh, første sorte præsident i USA’s historie”.

:: Via Danwei

Der er ikke nok politmænd i Pingding Shan (平顶山) i Henan. Derfor er politiet gået i gang med en kampagne, som der indtil videre er sat en million yuan (855.000 kroner) af til.

Politiet opfordrer nemlig befolkningen til at gå ud og fange tyve og kriminelle. Pengene skal udbetales som belønning til borgerne.

Det er ikke noget, som alle er begejstrede for. For hvad vil der ske, hvis alle pludselig begynder at gå rundt og lege politimænd og lave anholdelser, spørger kritikerne. Hvordan sikrer politiet sig, at der ikke vil blive tilfælde af magtmisbrug.

Tilhængerne mener derimod, at kampagnen kan være med til at knytte bånd mellem offentligheden og politiet, der sammen vil blive bedre til at bekæmpe kriminaliteten.

:: Kinesiske og amerikanske forskere har opfundet en måde at slette dele af hukommelsen på, skriver Wired. På samme måde som i Men in Black. Altså med et skarpt lysglimt og, vupti, en del af hukommelsen er blevet sikkert og kirurgisk skåret væk. Indtil videre er strålerne dog kun blevet testet på mus. Såvidt forskerne kan huske…

:: Den kinesiske filosof Kongzi (孔子) – som vi i Vesten kender som Confucius, Konfucius, Konfutse eller Kung Fu-tzu – blev født den 28. september i 551. Og i tirsdags døde hans tip-tip-tip… søn, der var 77. generation i den ærværdige familie. Han blev 88 år, skriver Reuters.

:: Så er der åbnet en ny arbejdslejr i Tongshi Nanlu, skriver Forgotten Archipelagoes. Det har kostet de lokale myndigheder omkring 600 millioner yuan – cirka 500 millioner kroner – at bygge den nye lejr, som de begyndte på i 2004. Der er plads til 500 personer, og der sidder allerede 353 kinesere derinde, som er ved at blive genopdragede.

:: Præsident Hu Jintao havde en historisk chance for at løse konflikten mellem Tibet og Kina. Men nej. Han har ikke taget forhandlingerne seriøst. Tværtimod har han puttet vat i ørene og kigget den anden vej, skriver Nicholas D. Kristof i denne klumme i New York Times. Det kommer efter en uge, hvor Tibets åndelige leder Dalai Lama måtte trække på skuldrene og sige, at han har opgivet forhandlingerne med Kina. For kinesernes løsning på problemet er at trække tiden ud og vente på den aldrende Dalai Lamas død, mener Kristof og John Pomfret på Washington Post.

:: Dette års konference for kinesiske bloggere vil finde sted i Guangzhou, skriver China Web2.0 Review. En af hovedtalerne vil være Shei Israel, der blandt andet skriver for Businessweek, men som mest er kendt for sine Naked Conversations.

Kinablog.dk præsenterer her en artikel af gæsteskribenten Simon Rom Gjerø.

Du kan læse mere om den på Forlaget Univers eller på bogens egen hjemmeside.

Fanget i det nordlige Manchuriet – i ti år!

Efter 14 års japansk besættelse erklærede Sovjetunionen Japan krig den 8. august 1945 og invaderede Manchukuo – som japanerne kaldte deres lydstat i Manchuriet.

Den selvsamme dag, blev den danske missionær Peter Nørgaard fængslet af det japanske gestapo i byen Fuyu, i den nordlige del af Manchuriet.

Alle hans skriftlige ejendele, såsom breve, kollegiehefter og regnskaber samt alle fotografier m.m., blev taget med hen på politistationen til undersøgelse, selvom ingen dér selvfølgelig kunne et ord dansk. Han blev smidt i fængsel og fik en lussing af en af gestapofolkene.

”Hvorfor? Jo, jeg havde ladet mig føde i Danmark, og Danmark var nu i krig mod Japan,” skrev Nørgaard i sin dagbog.

Han fik desuden at vide, at han skulle skydes ved daggry.

Efter fem dage i uvished blev han pludselig en nat trukket ud af cellen og troede, at hans sidste time var kommet. Men tilfældet ville, at russiske tropper var på vej, og japanerne var flygtet ud af byen. Om morgenen kunne han gå hjem som en fri mand, og Nørgaard kommenterer tørt:

”Japaneren, som slog mig, er siden bleven fanget og skudt”.

Først bagefter gik det for alvor op for Nørgaard, hvor heldig han havde været. Ikke alle missionærer slap med livet i behold. En anden missionær var blevet skudt af japanerne kort forinden.

Glæden blev dog kort, da de fremstormende sovjetiske soldater efter få måneder overlod byen til den ottende armé – de kinesiske kommunister.

Den nye besættelsesmagt tømte banken, hvor Nørgaard havde alle sine sparepenge, som var tilvejebragt ved salg af stort set alle hans ejendele. Pengene skulle have været brugt til rejsen hjem – et forehavende, der nu ikke så for godt ud i forvejen, da vejen igennem Sovjet stadig var spærret.

”Her stod jeg nu, havde ingen Penge, fra Kassereren kom ingen, han var bortrejst, al Postforbindelse standset. Det saa ikke lyst ud,” skriver Nørgaard lettere opgivende i sin dagbog.

Kommunisterne og deres medløbere brød nu ind i velstående hjem, stjal alt af værdi og førte flere rige købmænd ud og ”piskede dem til døde eller druknede dem i floden, idet de beskyldte dem for i tidligere Aar at have begået Uretfærdigheder.”

Få dage efter kom de og besatte en del af missionsstationen. Alle værelser blev forseglet med undtagelse af en stue og køkkenet, som Nørgaard fik lov at beholde. Kommunisterne tog et gammelt ur, som familien havde arvet fra Gl. Estrup Herregård, med sig. Men efter en måned sendte de det tilbage igen, da de ikke kunne få det til at gå.

Også kirken blev indtaget og tømt for inventar og senere brugt til opbevaring af ammunition. Præsten blev fængslet, og kommunisterne pressede penge og værdigenstande af ham såvel som af alle andre.

Også Peter Nørgaard kom i fængsel igen:

”Dagen efter min 73 Aars Fødselsdag blev jeg og flere Kristne fængslet, [...] blot fordi vi vare Kristne.”

Kommunisterne fængslede ledere af alle former for religion, og alle blev forhørt om, hvad de troede på, hvorfor de troede på det, og hvad nytte det var til.

”Vi svarede som det var i Sandhed”, skriver Nørgaard. ”De stod i Klynge og lo foragteligt. Men det var jo ikke andet end, hvad Jesus og saa mangen Martyr har lidt paa værre maader”.

Han blev dog løsladt igen efter et døgns tid – efter sigende, fordi der var kommet ordre ovenfra, at man ikke ville have flere drab på udlændinge.

Efter i to år ikke at have hørt en lyd fra nogen som helst, hverken familien i Danmark eller nogen af de andre missionærer, får Nørgaard pludselig i april 1948 brev fra missionær Axel B. Christensen i, der bor i byen Harbin endnu længere mod nord. Han inviterer Nørgaard til at bo hos sig i ØK’s lokaler.

Det lykkes ham at sælge resten af indboet og få rejsetilladelsen. Med uret fra Gl. Estrup under armen – og stort set uden anden bagage – når han med floddamper til Harbin i slutningen af samme måned, hvor han bliver indlogeret hos Christensen.

Den 4. maj kan han så for første gang i tre år sende et brev til den ængstelige familie hjemme i Danmark.

Der skulle dog gå endnu halvandet år, inden Nørgaard atter kunne sætte benene på dansk jord og gense sin familie, som han havde efterladt ti år tidligere.

Han noterer sig i sin dagbog efter hjemkomsten:

”Flyveturen fra Bangkok til Kbh. tog kun 38 Timer. [...] [Vi nåede] til København efter Mørkets Frembrud kl. 5 Aften og dalede ned i et Lyshav i Kastrup Lufthavn.

Det var den 30. november 1949.

:: Billedet viser den danske missionær Peter Nørgaard og biskop Chen.

En af Kinas mest berømte musikere, Xu Wei (许巍), har netop udgivet hans seneste album.

Det er fire år siden sidst, og der er delte meninger om skiven. Der er to lejre.

Den ene mener, at hans musik er smagløs og blottet for indhold. Den anden lejr mener, at teksterne blot afspejler Xu’s mere stille og rolige liv, som det udfolder sig lige nu.

Jeg har kun hørt en enkelt sang, der hedder “Kærlighed” (爱). Og den er da hverken værre eller bedre end andet kinesisk popmusik. Selvom det officielt bliver kaldt for rock.

Er det så noget som europæerne har lyst til at lytte? Helt klart. Hvis man kan lide at sidde i sin lyserøde træningsdragt og se Melodi Grandprix, mens man spiser Othello-lagkage og drikker Coca Cola, så kan jeg klart anbefale den nye skive fra Xu Wei.

Lige nu ligger 爱 på 22. pladsen på Google Music, hvor du også kan lytte til sangen. I hvert fald hvis du sidder på en computer her i Folkerepublikken.