KINABLOG.dk

I december underskrev 303 forfattere, intellektuelle og aktivister en erklæring – Charter 08 – der kræver politiske reformer i Kina.

Debatten fortsætter og her en opsamling af de bedste links.

Magasinet New York Review of Books har oversat hele erklæringen til engelsk.

China Digital Times har oversat et essay af en medunderskriverne, der forklarer hvorfor hun skrev under.

Erklæringen har fået meget omtale i de vestlige medier. Og ingen i de kinesiske. Eller på internettet. Begge steder er den ikke overraskende blevet censureret. For eksempel af Google. Chinayouren har en gennemgang af censuren her.

Roland Song fra ESWN mener dog ikke, at censuren har den store betydning i udspredelsen af Charter 08. For normalt ved kineserne udmærket, hvordan man slipper uden om den:

I am more interested in why there is no groundswell of popular support flowing from inside China. It is not true that the relative silence is due to official suppression. When people in China really feel strongly about something, they can still be heard. For example, in The Weng’an Mass Incident, netizens kept posting and posting at the largest Chinese forum Tianya.cn even though their posts had an average lifetime of 15 seconds before being deleted.

You may insist that the information is being blanked out in China, but there is no groundswell on the overseas Chinese websites either. Those websites are not subjected to censorship.

Læs også resten af ESWN’s artikel, der analyserer erklæringen ud fra det kinesiske samfunds klasser.

Samtidig er flere af hovedpersonerne blevet enten anholdt eller afhørt, og det kan uden tvivl også have en præventiv virkning.

Hvad kommer erklæringen så til at betyde?

Ikke meget. På kort sigt, i hvert fald. Som jeg kommer ind på her.

Blandt andet fordi de færreste kinesere kender til den. For selvom den nu skulle have 7.000 underskrifter, som man kan læse her, hvor Beijing University opfordrer de studerende til at boykotte erklæringen, er det ikke meget i et land med 1,3 milliarder indbyggere. Hvor sladder om kendte hurtigt kan trække 140.000 kommentarer.

Erklæringen har ikke nogen bred offentlig opbakning, og det er kun er en snæver gruppe af intellektuelle, som interesserer sig for den.

Samtidig er timingen dårlig, mener The Economist:

As long as protests remain small in scale and do not become wider movements, they do not represent a threat to the central government. However, given that Chinese media reporting on such events is becoming freer and access to information is becoming harder to control, the government feels it cannot afford to be complacent. Newspapers, online commentators and websites are expanding the range of subjects they feel free to comment on, testing the government’s barriers. That is why Chinese censors seem eager to hit the delete button on all kinds of troublesome information. An outbreak of major social violence would undoubtedly lead to a rollback of the trend towards more aggressive journalism.

Likewise, Chinese leaders’ instinct will be to force the people agitating for faster political reforms to fall in line until the economic and social climate improves. The government has its own ideas about how political reform should proceed (ie, more intra-party democracy, and a more inclusive and diverse CCP). It will not tolerate anyone trying to open a debate outside the strict channels allowed for discussing the subject (eg, the party school and state think-tanks). The signatories of Charter 08 have made an audacious bid for change. But their timing could not have been worse. Though Charter 08’s ideals could one day gain wider acceptance, for now they will be extinguished by the full might of China’s repressive state apparatus.

Men alligevel skal man ikke afskrive betydningn af Charter 08, mener historikeren bag Jottings from the Granite Studio, der trækker linjerne tilbage til Cai Yuanpei.

Det er Rebecca MacKinnon enig i. Det er for tidligt at se, hvor meget erklæringen kommer til at betyde, som hun skriver i sin lange, grundige og glimrende gennemgang, der absolut er værd at læse.

Men man skal ikke have store forventninger til den nærmeste fremtid, som Wenran Jiang, der er associate professor på University of Alberta, skriver i denne analyse fra Jamestown Foundation:

Given the bunker mentality that seems to be prevalent among the CCP leadership, it seems improbable that the Hu-Wen team will in the near future duplicate the bold, visionary—and risky—reforms unveiled by late patriarch Deng thirty years ago.

:: Billedet viser en søgning på kinesisk efter Charter 08. Men det eneste resultat er 据当地法律法规和政策，部分搜索结果未予显示。Som kan oversættes til, at “søgeresultatet bliver ikke vist, da det eventuelt ikke overholdet gældende love, politikker eller regler”.

Det er nytår i Kina. Et år som står i oksens tegn. Og i tegnet for politisk følsomme jubilæer, som der er usædvanligt mange af i 2009.

Det skrev jeg om i Søndagsanalysen i papirudgaven af Berlingeren i går. Her er en længere (beklager) og mere webificeret udgave af den.

Den handlede om uro og ballade. Som der har været nok af i Kina i 2008.

Her var snestorme, optøjer i Tibet, jordskælv, melamin i både mad og drikke og en økonomisk nedtur, der fortsætter med at gøre stadig flere millioner af kinesere arbejdsløse.

Det hele var rammen om årets største politiske begivenhed. De Olympiske Lege i Beijing. Og det var alle begivenheder, som på mange måder udfordrede den autoritære et-parti stat og Kinas Kommunistparti (KKP).

Men nu er et nyt år kommet til Kina. Oksens år. Der hurtigt kan komme til at overgå 2008 og rottens år. For de næste måneder byder på en lang række politisk følsomme jubilæer.

Den 10. marts er det 50-året for optøjerne i Tibet, der fik Dalai Lama til at flygte til Indien. Der har tidligere været uroligheder og demonstrationer på dagen. Senest i 2008, hvor der udbrød voldsomme optøjer i Tibets hovedstad Lhasa, som hurtigt spredte sig til kinesiske provinser med tibetanske mindretal.

Et par måneder senere kommer 90-års jubilæet for Fjerde Maj Bevægelsen, der udsprang af studenternes protester i Beijing den 4. maj 1919. Første Verdenskrig var forbi og Versailles-traktaten underskrevet, men selvom Kina havde været på de allieredes side, var regeringen i den grad blevet taget ved næsen og udnyttet. For eksempel blev den tidligere tyske koloni Qingdao overdraget til Japan. Protesterne udviklede sig til en politisk, intellektuel og kulturel bevægelse, der udfordrede styret og blev en af det sidste århundredes vigtigste begivenheder i Kina.

Måneden efter kommer 20-året for endnu en omgang studenterprotester. Den 4. juni 1989 rullede militærets kampvogne ind i Beijing og ud over Tiananmen pladsen. Det blev slutningen på næsten to måneders protester, der talte op mod 100.000 demonstranter, som især var studenter og intellektuelle, der blot var løseligt samlet omkring et noget diffust ønske om politiske reformer.

Endelig kommer den 1. oktober. Det var her, at Mao Zedong i 1949 stod på tribunen på Tiananmen og udråbte Folkerepublikken Kina. Anden Verdenskrig var slut, og det samme var årtiers borgerkrig. Festlighederne bliver enorme og vil blive fejret gennem hele året.

Kalenderen er fuld. De kinesiske aktivister får nok at se til i 2009. Måske. Hvis de får lov. Og det får de højst sandsynligt ikke.

Et eksempel. Se på menneskeretserklæringen Charter 08, der blev underskrevet af eksempelvis journalister, forfattere, kunstnere og intellektuelle i december. I begyndelsen var der 303 underskrivere. I dag skulle der være over et par tusinde.

Men går man i dag ud på det kinesiske internet og søger efter ”ling ba xianzhang” (som jeg ikke vil skrive her, for jeg vil ikke have kinablog censureret indenfor Kina), er erklæringen stort set umulig at finde. Der er kun få diskussioner på blogs eller i fora. Den er der, men den er svær at finde. På grund af censuren.

Lige nu kører myndighederne en kampagne mod pornografisk og ulødigt materiale på internettet. Som blandt andet har lukket Bullog.cn, der var et hjemsted for ofte intellektuelle, skarpe og kritiske debatter.

Samtidig er en af hovedmændene bag Charter 08, Liu Xiaobo, blevet arresteret og flere andre forhørt.

Spørgsmålet er så også, hvor mange kinesere der egentlig interesserer sig for erklæringen og de mange jubilæer. Kina har stadig en landbefolkning på 700-800 millioner personer, der først og fremmest er interesserede i at få dagligdagen til at hænge sammen. Samtidig er der mange analytikere og observatører som, halvt i spøg, siger, at generationen fra 1980erne var den sidste, der var politisk interesserede. I dag interesserer det kun en lille elite i de store byer.

Se også på mælkeskandalen. I begyndelsen fik medierne lov til at skrive frit om sagen, og der var bunkevis af kommentarer om det i blogs og på fora. Men i dag er der lukket ned for åbenheden. Nettet er blevet støvsuget. Og politiet har endda tilbageholdt nogle af forældrene, hvis børn blev syge af at drikke det forurenede mælkepulver. For eksempel er de kommet i arbejdslejr.

Det er den nye strategi, som myndighederne begyndte på sidste år. Mobiltelefoner og internet har gjort det umuligt at holde slige ubehagelige nyheder tilbage. Så de forsøger ikke at censurere dem, men lader dem lette lidt på trykket i befolkningen. Efter et stykke tid trækker de så i mediernes håndbremse og støvsuger nettet. Som det også var tilfældet med al debatten omkring korruption og jordskælvet.

Hvad vil der så komme til at ske i 2009? Konklusionen er klar: Det er umuligt at sige. Som altid med Kina er der ingen sort-hvide eller entydige svar.

Man skal ikke forvente at se 100.000 demonstranter gå gennem gaderne i Beijing for at kræve politiske reformer. Slet ikke. Men der bliver både protester og uro. Det er der altid i Kina. Titusinder af dem.

Men især i år vil staten strække sig langt for at sikre social ro og orden. Jokeren i det spil bliver finanskrisen, og hvor omfattende den bliver. Og om der oveni kommer en ny mælkeskandale eller naturkatastrofe, der for alvor kan få befolkningen op i det røde felt.

Andre bud?

• Rebecca MacKinnon har startet en wiki med forudsigelser for Kina i 2009.

• Wenran Jiang, der er associate professor på University of Alberta, skriver om “Anniversaries and uncertainties” i pakistanske Daily Times.

• AP har sin analyse her, der tager udgangspunkt i den tvivlsomme økonomi.

• Canadiske Globe and Mail har en analyse her om Kinas udfordringer.

• Jeffrey N. Wasserstrom, der er professor i historie på University of Californa, har en analyse i The Nation.

• Jonathan Fenby skriver i The Guardian, hvor der er også er skarpe indlæg i kommentarerne.

• Phelim Kine fra Human Rights Watch skriver i Herald Tribune om migrantarbejdernes grimme udsigter for 2009.

• Og endelig er det værd at læse analysen her i Asia Times.

:: Billedet er taget nytårsaften fra min lejlighed på 13. etage, hvor raketterne eksploderede lige uden for – og på – vinduerne.