Kinas ældste svindler: 99-årig fupper amerikaner for 630.000 kroner

Skriv en kommentar
Humor / Hverdag

F200902040827362540717736.jpg

En 99-årig kinesisk mand er anklaget for at have franarret en amerikaner 750.000 yuan (cirka 630.000 kroner).

Dermed får Zhou Zhiping (周志评) den tvivlsomme ære af at være den ældste person, der nogensinde har stået anklaget ved en domstol i Beijing.

Den »halvdøve« Zhou, der i medierne omtales som »Zhou Gammelmand« (周老汉), nægter sig skyldig i alle anklager.

Det skriver blandt andre Renminwang.

Medierne skriver ikke detaljeret, hvad svindlen gik ud på. Men det skete efter sigende i Zhou’s bolig og med hjælp fra den gamle mands venner.

Mens de spillede mahjong – kinesisk skak – fremstillede Zhou og vennerne ham som en mand, der var tidligere provinsguvernør under den nationalistiske regering, som stod i spidsen for Kina, før kommunisterne overtog magten i 1949. Og at Zhou stadig havde gode kontakter i den nuværende kinesiske regering, som kunne hjælpe amerikaneren med at skaffe adgang til tidligere nationalisters fastfrosne bankkonti i USA.

Zhou, der er født i 1910, blev på grund af hans alder løsladt mod kaution. Anklageren har også ydet ham særbehandling ved at holde nogle af de indledende forhør i Zhou’s hjem.

Hvis han kendes skyldig, kan det koste Zhou Gammelmand ti års fængsel.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *