Bog: 100 spørgsmål om Tibet og Kina

kommentarer
Nye bøger

autian_150x221.shkl.jpg I dag tirsdag er det 50 år siden, at Dalai Lama flygtede til Indien, som jeg skriver om i dagens avis.

Under researchen brugte jeg en bog, som jeg gerne vil anbefale. Og den er egentlig baseret på en anden bog.

I 1989 udgav den kinesiske regering “100 Questions & Answers about China’s Tibet.”

Den er siden blevet opdateret i en ny udgave, og i dag ligger den også på internettet.

Meningen er, at den kinesiske regering her vil give dig sandheden om Tibet, og forsyne dig med de rigtige svar på 100 spørgsmål om provinsens kultur, religion og historie. For at rette op på den fejlagtige måde, som vi behandler spørgsmålet om Tibet med her i Vesten.

Men det er selvfølgelig propaganda. Dermed er svarene entydige og enøjede. For målet er at udstille en bestemt politisk overbevisning så klart og overbevisende som muligt. Så svarene er forenklede og malet i sort eller hvidt, for der findes kun sande eller falske svar.

I 2002 udkom bogen »Le Tibet est-il chinois?« og sidste år udkom så en opdateret udgave på engelsk, der hedder “Authenticating Tibet – Answers to China’s 100 questions“.

Den tager hver af de 100 spørgsmål seriøst, og 15 akademikere forsøger at svare både sobert og sagligt på dem.

Uden at de går over i den anden grøft, og erklærer sig som fortaler for et frit Tibet.

For fortalerne for den tibetanske sag i Vesten eller eksilregeringen i Dharamsala er selvfølgelig heller ikke objektive. De har også en sag, som de tror på, og som de vil fremme.

De 15 forfattere forsøger derfor at give nuancerede svar på spørgsmålene, og den er et godt sted at starte, hvis man vil introduceres til Tibet.

Bogen kan læses i et stræk, men fungerer bedst som opslagsværk.

Du kan læse en længere boganmeldelse her på Far Eastern Economic Review. På China Beat er der forslag til mere læsning om Tibet.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

4 Kommentarer

  1. Anders Højmark Andersen siger

    Fin anmeldelse af en god bog, men du falder i med begge ben når du siger, at fortalere for et frit Tibet er i en modsat grøft. Sandheden ligger ikke altid præcis midt mellem to yderpunkter og flere af de der skriver i bogen er faktisk fortalere for et frit Tibet ved siden af deres akademiske virke ligesom jeg selv er. Mange af nøglepersonerne i Tibetbevægelsen har faktisk også et nuanceret syn på Tibet. Forskere er ikke objektive blot fordi de ikke fortæller læseren om deres synspunkter. Tværtimod, ville jeg påstå at den form for objektivitet er uærlig. Stater og regeringer er heller ikke objektive, men alligevel er det oftest deres synspunkter, der afgør, hvordan medierne beskriver Tibets status vis-a-vis Kina. Deres accept af kinesisk suverænitet i Tibet er alene et politisk, ikke et folkeretsligt begrundet valg. Dengang Kina ikke var en stormagt kunne FN (inkl. Danmark i 1961) erklære at tibetanerne er et folk der har ret til selvbestemmelse. Hvorfor skulle det være odiøst at tale for tibetanernes ret til frihed? Besættelser ved brug af magt blev ulovlige i kraft af FN-Pagten i 1948. Som du vil læse i Authenticating Tibet har Tibet aldrig været en del af Kina før indlemmelsen i 1950-51.

  2. kinablog siger

    Kære Anders

    Tak for kommentaren.

    Selvfølgelig har forskere både holdninger, sym- og antipatier. Det er klart.

    Jeg siger ikke, at fortalerne for et frit Tibet er unuancerede. Lad mig uddybe sætningen om, at forfatterne ikke “går over i den anden grøft, og erklærer sig som fortalere for et frit Tibet”.

    Med det mener jeg, at det ikke er et stykke propaganda, der er udgivet af en institution eller forening med en særlig politisk agenda, som for eksempel bogen fra den kinesiske regering. Der udelader fakta og oplysninger for at plædere for et bestemt politisk synspunkt. Og som foregiver at være “sandheden” om et emne.

    Derimod fremlægger de – for det meste – præmisserne for de konklusioner, som de kommer frem til. Så læseren dermed kan gå tilbage gennem argumentationen og spore sig frem til, hvordan de er kommet til dette eller hint resultat.

    Og det er jo vigtige elementer for god forskning og en god og nuanceret debat. Som du helt rigtigt siger, at mange af nøglepersonerne i Tibet-bevægelsen også bedriver.

  3. Anders Højmark Andersen siger

    Kære Kim
    Tak for dit svar som jeg er helt enig i. Jeg har i øvrigt stor respekt for din dækning af Kina. Hvis du gerne vil have mere info om Tibet sætter jeg dig gerne på Støttekomiteen for Tibets nyhedsliste.

  4. Til interesserede i Tibet

    En nøgtern og afbalanceret beskrivelse af Tibets historie og forhold kan læses i det stadig aktuelle særnummer af Danmark-Kina om Tibet.
    Læs det selv – døm selv.

    Vil man følge med i det kinesiske standpunkt så kan man via Venskabsforbundet tegne abonnement på China’s Tibet.

    Venlig hilsen
    Julie Brink
    formand
    Venskabsforbundet Danmark-Kina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *