Fængsel i Kina: Politiske fanger løsladt

Skriv en kommentar
Politik

faengsel kina beijing.jpg

Han sad i fængsel i syv år. Det blev til to hjerteanfald. Kolde vintre uden varmt tøj. Hvor han blev nødt til at spise grøntsager med jord på.

De seneste dage har Kina frigivet tre fremtrædende politiske fanger. Senest i går mandag, hvor den 59-årige Yao Fuxin kom på fri fod efter syv års fængsel.

Det skriver den amerikanske menneskeretsorganisation Human Rights in China (HRC) i en pressemeddelelse.

Yao Fuxin kæmpede for arbejderes rettigheder, og han blev arresteret i 2002 efter at have holdt han en tale foran 5.000 arbejdere.

I alt var titusinder af arbejdere involveret i demonstrationerne, der var nogle af de største i folkerepublikkens historie. Arbejderne var tidligere ansatte i statsejede fabrikker, der var gået konkurs.

Under sin fængsling blev han ramt af to hjerteanfald, skriver HRC. Han blev også holdt vågen i længere perioder. Han fik ikke nok mad, og han måtte spise grøntsager med jord på, fordi de ikke blev vasket før han fik dem.

Under to hårde vintre i 2002 og 2003 sov han ved et åbent vindue. Uden at have hverken varmt tøj eller en dyne at lægge over sig.

Men han fortryder ikke noget, siger han i et interview med nyhedsbureauet AP.

»Der er ikke noget forkert i det jeg gjorde. Jeg udøvede blot mine rettigheder, som de er beskrevet i forfatningen. Hvad gjorde jeg galt som borger? Det var det værd. Jeg fortryder overhovedet ikke noget,« siger Yao Fuxin.

For et par dage siden blev Yang Zili og Zhang Honghai også frigivet efter otte års fængsel, som blandt andre AFP skriver.

New York Times mødte Yang Zili dagen efter på en McDonalds til et interview, som du kan læse her.

:: Billedet er fra denne artikel fra nyhedsbureauet Xinhua, og viser et fængsel i Beijing, der har huser kriminelle som alle har fået straffe mellem 15-20 år

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *