Nationalisme i Kina: Rui Chenggang udgiver ny bog

Skriv en kommentar
Internettet / Medier / Nationalisme / Politik

4260997_0_200x270.shkl.jpg I aftes på DR2 Udland talte jeg om Rui Chenggang (芮成钢), der er blogger og vært på et populært forretnings-talkshow på CCTV.

Han er ved at blive stadigt mere populær i Kina. Han er cool. Ung. Går i dyrt tøj og har de rigtige meninger, som han gerne udveksler med højtstående ledere og forretningsfolk i ind- og udland. Som han selv kalder for sine venner.

Og lige nu er han på en mindre bogtur rundt i landet for at promovere sin nye bog. Hvor han – som det hedder i titlen – “reflekterer over Kina og verden”.

Men har han noget at komme med, eller er han bare ude på at blive berømt? Meningerne er delte.

Det var ham, der fik smidt Starbucks ud af nationalklenodiet Den Forbudte By. Og hans nationalistiske holdninger tiltaler mange.

Men selv om han er ung og højtråbende, så er han dog ikke den normale fenqing (愤青).

Hvad er så det? Fenqings er nogle af de højestråbende nationalister i Kina. Hvis man skal være lidt grov, så er det unge mænd mellem 18 og 30 år, der bor hjemme og har, lad os sige, haft meget minimal kontakt med det modsatte køn.

Sidste år havde nationalisternes to foretrukne mål.

For det første Frankrig. På grund af urolighederne omkring det olympiske fakkeloptog.

Og dernæst de udenlandske medier i almindelighed og CNN i særdeleshed. Især på grund af deres dækning af konflikten i Tibet og de tibetanske områder i Kina.

En overskrift kunne lyde:

“Angry Chinese youth finds girlfriend, loses virginity, decides ‘CNN not so bad after all.’”

Forslaget kommer fra den bloggende Qing-historiker fra granitstudiet, der lidt mere seriøst omtaler dem sådan her:

The fenqing are to most patriotic Chinese youth what the meth-riddled KKK rednecks on Jerry Springer are to the Republican party. They are wildly overrepresented on the internet, and the web gives this whacked-out fringe a powerful megaphone that amplifies their voices and adds to their self-importance.

Nationalisterne er bestemt ikke hårdt styret af staten og Kinas Kommunistparti, som mange måske tror. Men KKP bruger nationalismen, eller rettere, tolererer den til et vist punkt, som Frogville skriver:

I often refer to the fenqing phenomenon as the Chinese Communist Party’s ‘blowback’ from the years of propagandizing it subjects its children to during their schooling. The government occasionally seeks to exploit their hot-headed and xenophobic impulses by whipping up their indignation against a particular country to make a diplomatic point (in an exceedingly undiplomatic way!)

Indlægget på Frogville fik Qing-historikeren til at komme med dette indlæg. Hvor han blandt andet skriver, at man skal passe på ikke at tillægge dem for stor betydning. Og bestemt ikke sætte dem i samme bås som KKP:

… for me, the defining characteristic of a fenqing is not strong belief in a particular view, but rather an inability to accept that other valid perspectives might exist.

Rui Chenggang er en af de mere nuancerede fenqing’s. Hvis man overhovedet kan kalde ham for en vred ung mand. Han abonnerer på mange af synspunkterne, men han har også blødt op på dem. Måske, som kritikerne siger, fordi han er mere interesseret i at blive berømt.

Eller også er han rent faktisk interesseret i, som han selv siger, at blive en slags kinesiske ambassadør, der kan bygge bro mellem Kina og Vesten.

Som Imagethief skriver i et svar til den profil, der var af Rui Chenggang for nylig i New York Times:

Imagethief has actually worked with Mr. Rui, at a corporate event three years ago. I remember him as articulate, smart and prepared, and not particularly copping an attitude. But, then, I wouldn’t know a Zegna suit if you wrapped twenty pounds of Starbuck’s coffee beans in one and used it to beat me to death.

Zegna suits or not, though, Rui is right: China does have an image problem. In woolgathering by e-mail about the woeful state of China’s international PR to a (foreign) journalist recently, I pointed out that articulate, bilingual pop-culture figures are much better ambassadors for China than any amount of state-backed media ever will be. Think Yao Ming rather than Yang Rui.

• China Digital Times har en god samling artikler om fenqings.

• Her er klip fra Rui’s programmer via Yoku. Og via Youtube.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *