Censur i Kina: Youtube blokeret igen

Skriv en kommentar
Internettet / Politik

150px-YouTube_logo.svg.png Sidste år lukkede de kinesiske censurtrolde for adgangen til en lang række kinesiske videoportaler.

Der blev også lukket for adgange til Youtube, der dog åbnede efter kort tid.

Men nu er Youtube så blevet harmoniseret igen. Hvorfor?

BBC udtaler skråsikkert, at det er fordi Youtube har en video med kinesiske soldater, der banker tibetanske munke. Globalvoices skriver mere om videoen her.

Men der kan også være andre grunde.

Som der står i en kommentar på Danwei, så er der også for nyligt lagt en video ud med sammenstødet mellem den kinesiske og amerikanske flåde i det sydkinesiske hav. Det kunne også være derfor.

Endelig skal man også huske på, at der vel er omkring 50 kinesiske Youtube kloner (der i øvrigt alle gladeligt bryder enhver form for copyright). Og altså dermed 50 konkurrenter til Youtube. Medieindustrien er ved at blive konsolideret i Kina, og på den her måde tvinges brugerne til at bruge kinesiske videosites.

Det gør også indholdet lettere at kontrollere. I dag står Youtubes servere uden for Kina og dermed uden for censutroldenes kontrol. Men på den her måde kommer trafikken ind på servere i Kina, og dermed under kinesisk censur.

Og det tror jeg selv er grunden. Det skyldes ikke videoen med de mørbankede munke. Uanset om den er sand eller falsk. Og det skyldes heller ikke videoen fra Sydkina.

Efterhånden var der ret mange videoer på Youtube, som var kritiske eller følsomme. Set med censurtroldenes øjne. Så set i bakspejlet var det nok bare et spørgsmål om tid, før det ville være sket.

Vil der så lige som sidste gang blive åbnet for Youtube igen?

Det tror jeg ikke.

SARFT startede deres anti-porno kampagne i december, hvor der indtil videre er lukket 1.900 hjemmesider. De er i den grad ved at støvsuge og gøre rent på nettet.

Og jeg tror ikke, at Youtube kommer tilbage til Kina, før der kommer en kinesisk Youtube med servere her i Folkerepublikken.

Husk i øvrigt på, at censuren er forskellig fra provins til provins, og nogle steder er der stadig adgang til Youtube. Se et kort og link på Mutantpalm. Lige nu ser det dog ud til, at der er lukket for adgangen over hele landet.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *