» 2009 » marts

I sidste uge fik jeg fat på en pengeseddel, hvor der var skrevet en slags reklame på. Jeg aner ikke, hvor jeg har fået den fra.

Nu vil jeg ikke lige skrive navnet på bevægelsen bag budskabet her, for ellers kan der blive lukket for adgangen til kinablog.dk inden for Kinas grænser. Og det er der jo ikke nogen grund til.

Men bevægelsen udtales så nogenlunde som Peter Brixtoftes hjemby og med et “gong” bagefter. Du kan læse om den her.

Bevægelsen er forbudt i Kina, og det har fået en eller andens kreativitet til at blomstre.

Så de er begyndt at skrive budskaber på pengesedlerne, som myndighederne jo har svært ved at forbyde.

På sedlen står der – udover navnet på bevægelsen – 诚念福报, og det kan oversættes til noget med, at ærlige studier af bevægelsen giver glæde.

• Det er ikke så underligt, at planerne om en ny 1.000 yuan pengeseddel er blevet droppet igen. For det ville i den grad få de kinesiske falskmøntnere til at klappe i hænderne. Hvis de altså overhovedet har tid til at klappe, for bølgen af falske 100 yuan sedler fortsætter med at give problemer i Kina. Hvor forbryderne nu er begyndt at reklamere for deres falsknerier med graffiti på husmure, så man selv kan købe sine egne falske sedler.

• Kina er ved at bygge en bemandet militær rumstation. Og hvad går det egentlig ud på?

• Rebecca MacKinnon har holdt forelæsning på Berkman Center for Internet and Society. Her er links til video, slideshow og artikler.

• Kvinder spiller en stor rolle på landet i Kina. For eksempel fordi de bliver tilbage og passer landbruget, når manden rejser afsted for at finde arbejde på en fabrik langt fra hjemmet. Men kvindernes uddannelse er tit både kort og elendig. En ny NGO fra Beijing forsøger at gøre noget ved det, skriver China Crossroads i artiklen, hvor der også er interview via Youtube.

• Vil det lykkes for Beijing at bevare væksten og manøvrere landet sikkert gennem krisen? Eller vil den nedbrudte infrastruktur, miljøproblemer og social uro stå i vejen? Her er en udveksling af e-mails mellem Minxin Pei og Jonathan Anderson.

:: Tegningen er fra denne artikel på China Daily.

Sangere som giver koncert i Kina risikerer nu at få en bøde, hvis de bruger playback under en koncert.

Altså hvor de ikke synger, men blot bevæger læberne til sang, der er optaget på forhånd.

Det oplyser det kinesiske Kulturministerium ifølge blandt andre Dazhongwang.

Den nye lov gælder for alle kommercielle koncerter, som et publikum har købt billet til.

Men ikke til offentlige arrangementer som for eksempel De Olympiske Lege, hvor hele balladen startede.

Under åbningsceremonien var der et indslag, hvor den ni-årige Lin Miaoke (林妙可) opførte en sang.

Sagen var bare, at det i virkeligheden var den syv-årige Yang Peiyi (楊沛宜), der lagde stemme til.

Lin Miaoke skulle selv have stået på scenen. Men sagen var blevet diskuteret helt oppe i den kinesiske regering. Og her syntes man, at Lin Miaoke var langt sødere at se på, og havde derfor valgt at skifte hende ud.

De kinesiske censurtrolde har selvfølgelig forsøgt at harmonisere nyheden, der gav en voldsom debat i Kina.

Hvis du gik glip af det, kan du læse mere her i Herald Tribune og Los Angeles Times.

Men en ting er – som altid – hvad loven siger, og en helt anden ting om den bliver håndhævet. Så lad os vente og se, om der nogensinde bliver udskrevet en eneste bøde.

:: Billedet er fra Xinhuas profil af Lin Miaoke

Det er jo fint nok at holde fødselsdag for sin far. Især hvis han fylder 80 år. Det skal da fejres.

Men med måde, mener flere kinesere, som man kan læse i denne artikel fra Sohu.

Sagen handler om den 53-årige Xue Fang (薛方), der er fra Chongqing. Og som ikke mindst er millionær.

Han ville på bedste konfucianske maner være en god søn og vise sin hengivenhed over for faren. Derfor arrangerede han en fødselsdagsbanket.

Som var lidt ud over det sædvanlige.

Der var 10.000 gæster, og cirka 5.000 af dem var inviteret til at spise med til banketten.

En kok fortæller, at et areal på 100 kvadratmeter var dækket med 420 borde, hvor der ved hver skulle sidde 12 personer.

I alt blev der slagtet 100 nyfødte grise, som 100 kokke var med til at forberede.

Men det har intet at gøre med respekt for alderdommen. Xue Fang er blot ude på at blære sig og skrabe gaver sammen, lyder kritikken.

Vrøvl, siger Xue Fang:

»Alle har forældre. Jeg gør blot min pligt som søn, og jeg vil bare gerne have lov til at vise min hengivenhed som søn.«

:: Billedet viser millionæren Xue Fang, og er fra denne artikel. Han holder invitationen i hånden, hvor der står, at de ikke vil have gaver til fødselsdagen.

En børnehave i det sydlige Xi’an har fundet en ny måde at tjene penge på, skriver blandt andre Huashangwang.

Og det drejer sig ikke bare om et gebyr for madordningen, som forældrene allerede betaler for.

Som i de fleste andre kinesiske børnehaver bliver børnene undervist i at læse og skrive kinesiske tegn.

Men nu har børnehaven indført et gebyr, så forældrene skal betale fem mao (cirka 43 øre), for hvert nyt tegn, som barnet lærer.

Mange af forældrene er imod det såkaldte “gebyr for at lære at skrive og læse” (识字费: shizifei).

Børnehavens svar er, at gebyret er ganske rimeligt og i overensstemmelse med de kinesiske love og landets undervisningspolitik.

I øvrigt meddeler børnehaven, at man ikke får refunderet pengene for de tegn, som barnet eventuelt glemmer.

I alt er der cirka 50.000 kinesiske tegn (汉字). Alt afhængig af hvor mange man tæller med. De fleste af dem bliver sjældent brugt, så for at læse en gennemsnitlig avis, skal man kunne i omegnen af 4.000-5.000 tegn. En universitetsuddannet kineser kender cirka 10.000 tegn.

:: Billedet er fra denne artikel.

:: Køb en lærebog på kinesiske Amazon, så din egen 宝宝 kan lære at skrive kinesisk.

I dag tirsdag er det 50 år siden, at Dalai Lama flygtede til Indien, som jeg skriver om i dagens avis.

Under researchen brugte jeg en bog, som jeg gerne vil anbefale. Og den er egentlig baseret på en anden bog.

I 1989 udgav den kinesiske regering “100 Questions & Answers about China’s Tibet.”

Den er siden blevet opdateret i en ny udgave, og i dag ligger den også på internettet.

Meningen er, at den kinesiske regering her vil give dig sandheden om Tibet, og forsyne dig med de rigtige svar på 100 spørgsmål om provinsens kultur, religion og historie. For at rette op på den fejlagtige måde, som vi behandler spørgsmålet om Tibet med her i Vesten.

Men det er selvfølgelig propaganda. Dermed er svarene entydige og enøjede. For målet er at udstille en bestemt politisk overbevisning så klart og overbevisende som muligt. Så svarene er forenklede og malet i sort eller hvidt, for der findes kun sande eller falske svar.

I 2002 udkom bogen »Le Tibet est-il chinois?« og sidste år udkom så en opdateret udgave på engelsk, der hedder “Authenticating Tibet – Answers to China’s 100 questions“.

Den tager hver af de 100 spørgsmål seriøst, og 15 akademikere forsøger at svare både sobert og sagligt på dem.

Uden at de går over i den anden grøft, og erklærer sig som fortaler for et frit Tibet.

For fortalerne for den tibetanske sag i Vesten eller eksilregeringen i Dharamsala er selvfølgelig heller ikke objektive. De har også en sag, som de tror på, og som de vil fremme.

De 15 forfattere forsøger derfor at give nuancerede svar på spørgsmålene, og den er et godt sted at starte, hvis man vil introduceres til Tibet.

Bogen kan læses i et stræk, men fungerer bedst som opslagsværk.

Du kan læse en længere boganmeldelse her på Far Eastern Economic Review. På China Beat er der forslag til mere læsning om Tibet.

Det må være verdens nemmeste job, at være layouter på Renmin Ribao (人民日报), som fangkc.cn skriver.

På dansk hedder avisen Folkets Dagblad. Det er Kinas Kommunistpartis (KKP) meget officielle talerør, og avisen er ikke ligefrem kendt for sit vovede layout og sexede overskrifter.

Men alligevel. Det kræver en vis grad af fantasiløshed, hvis man fem år i træk formår at lave den samme forside.

Og det har Renmin Ribao gjort.

For lige nu er der politisk topmøde i Beijing. En gang om året kommer de kinesiske parlamentarikere til Beijing, hvor de mødes for at vedtage ting, som de allerede har vedtaget i forvejen. Alle politikker og forslag er blevet forhandlet færdigt på forhånd, og der kommer normalt meget få overraskelser ud af det præcist orkestrerede møde.

I år hedder det officielt ”Second Session of the 11th National Committee”.

Eller 中国人民政治协商会议全国委员会 for nu at sige det præcist.

Du kan læse mere om det på Wikipedia, og mødet har også sin egen lille festlige hjemmeside.

Når Renmin Ribao nu en gang er KKP’s officielle talerør, så har avisen selvfølgelig også en omfattende dækning af mødet. Som de har hvert år. Og de seneste fem år har de stort set kopieret den samme forside.

2009

2008

2007

2006

2005

2004

:: Billederne er fra denne artikel. Men du kan selv rode rundt i Renmin Ribaos arkiver, hvor du også kan downloade avisen som .pdf.

• Bogen begynder med en mand, der sidder og lurer på kvinder og deres bare numser på et offentligt toilet. Og hvordan oversætter man lige de kinesiske ord for numser, balder og rumpetter? Det er svært at gøre ordentligt, som Jess Row skriver i Sunday Book Review. Især når forfatteren hedder Yu Hua, der er kendt for sit saftige sprog, og bogen hedder “Brothers“. Den er stadig en bestseller i Kina, men den engelske oversættelse er løbet ind i kulturelle og sproglige besværligheder.

• Der er kommet en ny fotoblog om Kina, hvor billederne er taget med mellem-format kameraer. Alle kan deltage på China in 12 frames, hvor du også kan se alle billederne.

• Ingen ringere end Jonathan Spence anmelder James Fallows nyeste bog “Postcards from Tomorrow Square”. Kort sagt er bogen en samling essays, der i følge Spence er en anelse for meget bundet i tid og sted, men hvor Fallows alligevel kommer med flere langtidsholdbare observationer.

• Bizcult har en serie i fem kapitler, der hedder “The Art of Guanxi”. Her er første kapitel.

• Que? Den kinesiske regering (som er den latterlige standardfrase, der altid ligger klar i skuffen, når man ikke lige ved hvem i det kinesiske bureaukrati, det egentlig handler om) vil ikke have, at man tegner skitser af Terracotta-soldaterne.