KINABLOG.dk

Krisen har også ramt den kinesiske kunstverden, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

Der var selvfølgelig ikke plads til det hele i artiklen, så du får lidt mere her.

Kort sagt går krisen især ud over de mest populære af kunstnerne, der tidligere kunne indkassere millioner af kroner for deres værker.

De velateblerede kunstnere, der ligger i laget under eliten, sælger derimod stadig godt. Måske lidt mindre og til lidt lavere priser. Men krise?

»Næh, det betyder ikke noget for mig,« siger Guolei Yuan.

»Mine værker er alligevel forbudte i Kina, hvor de ikke må sælges på auktioner, så det er i USA og England, at jeg sælger,« siger Guolei Yuan, der sidder på fotografiet her nedenfor.

Du kan se hans malerier her og her, hvis du ruller lidt ned af siden til de grå malerier.

Han siger, at han har en tre års kontrakt med et galleri i USA. Priserne er måske lidt lavere, men han har en fast gruppe af interesserede købere og fans, så han er ikke bekymret.

Nogle få kilometer fra Guolei Yuans galleri sidder Lu Lin. Begge kunstnere har hjemme i Songzhuang, der er en støvet landsbyen med op mod 3.000 kunstnere, som ligger cirka 20 kilometers kørsel fra Beijing.

Han har ikke meget til overs for krisen:

»Det ville være sket alligevel, og det er på tide, at folk slappede af,« siger han.

»De sande kunstnere er ikke ramt af det faldende marked,« siger Lu Lin, der var en af de første til at komme til landsbye i begyndelsen af 1990erne.

»Sande kunstnere udforsker kunsten, de ser det som en forpligtelse at stå op om morgenen og gøre det,« siger Lu Lin, der sidder i sit atelier, der ligner en stor hal. Udenfor den åbne port hopper der to fastbundne hunde rundt og bjæffer i solskinnet.

Lu Lin ser krisen som en god ting, for det har fået den kinesiske kunstboble til at briste og sende de evigt stigende priser på retur. Derfor er der ved at blive luget ud blandt de kinesiske kunstnere, der kun var tiltrukket af pengene, siger han.

Dong Mengyang, der er direktør for ArtBeijing, som laver kunstmesser, er enig i, at de faldende priser er en godt for kunsten og markedet.

»Det var vanvittigt, som udviklingen gik stærkt inden for den moderne kunst, det var alt for hurtigt. Mange investorer har ikke et professionelt forhold til kunstværkerne, så det er et godt, at de kan køle lidt ned,« siger Dong Mengyang.

»I den her vanvittige perioder er der kommet mange “falske” kunstnere, som har været tiltrukket af markedet og pengene. Nogle værker er kun kopier andre værker. Værdien af kunst er kreativiteten, og disse kunstværker er hverken kreative eller godt håndværk«

Det er Mei Jianping enig i:

»Markedet og industrien omkring den moderne kunst har udviklet sig hurtigt fra 2002 til 2007. Det var vækstrater på over 20 procent, som er svære at nå i dag. Mange dårlige værker kunne sælges til en ekstremt høj pris. Så jeg tror, at det er et meget godt tidspunkt at blive mere rationel på,« siger Mei Jianping, der er professor på Cheung Kong Graduate School of Business og Stern School of Business på New York University.

Markedet for moderne kunst fylder dog stadig ikke meget i Kina siger en anden ekspert i kunstmarkedet, professor Zhao Li, der er fra Central Academy of Fine Arts:

»70 procent af markedet i Kina er særlige kinesiske værker som for eksempel kalligrafi, malerier og antikviteter. Her er situationen udmærket, for kineserne vil gerne købe den type kunst«

:: Billedet med det kinesiske tegn er fra en serie, der hedder “ai yong”. Det kan oversættes til “kærlighed og omfavn”. Tegnet i sig selv betyder ikke noget, men det giver en stemning af sammensmeltede tegn, der omfavner hinanden. Kunsnteren hedder Liu Yonggang, og du kan se flere billeder her og her. Han har atelier i det galleri, der ligger cirka 20 kilometer uden for Beijing, og som har det lidt misvisende navn Beijing Museum for Contemporary Art, som jeg skriver om i artiklen i Berlingske.