Historiske hutongs i Beijing rages ned: Flyt – her skal være militærparade

Skriv en kommentar
Historie / Hverdag / Kultur

hutong beijing ryddes.JPG

Næsten 800 familier skal flytte. For her skal være militærparade, som jeg skrev om i søndagens Berlingske.

Den 1. oktober er det 60 år siden, at Mao Zedong stod på Tiananmen og udråbte Folkerepublikken Kina. Det skal fejres. Og det bliver det hele året. Men det kulminerer på selve dagen, hvor der blandt andet er militærparade i Beijing.

Og den bliver stor. Så stor, at man nu er ved at rydde et kvarter med hutongs. Altså de smalle gader, som man kan se her på billedet ovenover. Dem er der efterhånden ikke mange af, for de seneste års udvikling har jævnet tusinder af dem, for at give plads til shopping malls og kontorbygninger med glasfacader.

Som jeg også har skrevet om tidligere i Berlingske.

Men denne gang får beboerne dog en erstatning. Hvilket de ikke altid har fået. Slet ikke. Ved tidligere byggerier har de blot fået besked fra bygherren om at flytte. Forskellen er måske denne gang, at det er lokalregeringen, der står for byggeriet. Og ikke mindst, at centralregeringen ikke vil risikere social uro og negativ omtale i et år med så mange følsomme jubilæer.

Men det er ikke alle beboerne, der er tilfredse, som du kan læse i artiklen.

Det er ikke muligt at få et tal for, hvor mange der ikke vil flytte. Lokalregeringen i Xicheng kender ikke tallene, siger de. Hvis man spørger beboerne, så siger mange, at det drejer sig om cirka halvdelen af familierne.

Men hvorfor går familierne ikke bare sammen og gør fælles front mod lokalregeringen?

»Det er jo meningsløst,« siger fru Li, der er 38 år.

For embedsmændene gør alligevel, hvad de har lyst til.

»Nogle gange er de flinke nok, men andre gange ignorerer de os bare,« siger fru Li.

Hun har bestemt ikke lyst til at flytte. For hvad nytter det at få 200.000 yuan i erstatning, hvis en ny lejlighed koster 500.000, siger hun. Hendes eneste mulighed er at låne pengene. For eksempel af sin familie og i banken. Men det er næsten umuligt, for hun er arbejdsløs.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *