Harmonisk nedrivning: Gade-propaganda i Beijing

Skriv en kommentar
Kinesisk propaganda / Kultur / Politik

Kvarteret ligger i midten af Beijing. Men de gamle huse skal rages ned og 800 familier flytte, som jeg skrev om forleden.

De seneste år er tusinder af hutongs forsvundet i Beijing. Tit fandt beboerne først ud af at de skulle flytte, når de vågnede om morgenen og så et 拆 (chai) skrevet på døren eller muren på deres hus. 拆 kan oversættes til “rives ned”.

Der er utallige eksempler på beboere, som kun har fået en dårlig eller nærmest symbolsk erstatning. Hvis de overhovedet fik nogen.

Det er heller ikke alle beboere, der har haft lige meget lyst til at flytte fra deres huse. Og lige så mange eksempler er der på bygherrer, som har sendt mere eller mindre hårdtslående tæskehold ud i gaderne, som kunne hjælpe de tvivlende beboere til at komme frem til en beslutning.

Men denne gang er det 60 års jubilæet for Folkerepublikken Kina. Så man har ikke lyst til alt for megen negativ ballade og postyr. Samtidig er det lokalregeringen i Xicheng, der har bedt beboerne om at flytte, så der er lidt mere ordnede forhold denne gang.

Beboerne blev oplyst om planerne, da lokalregeringen en dag i begyndelsen af marts hængte nogle sedler op i kvarteret, som man kan se på billedet herunder. I skal flytte. Og de af jer, der skriver under og accepterer vores tilbud inden april, får en bonus, som der står på sedlen.

Her står der også, at nedrivningen sker i henhold til loven. Hvilket er en sætning man ofte møder herovre. Spørgsmålet er så, hvem der fortolker loven.

Flytningen er et godt eksempel på, hvordan en lokalregering bruger propagandaplakater eller -bannere i dag. Kineserne har i årtier været vant til dem, så det er mildest talt tvivlsomt, om de overhovedet har nogen effekt.

hutong beijing propaganda banner et.JPG

早拆迁,早选房,早受益, står der på det røde banner. Jo tidligere du flytter ud, jo tidligere kan du vælge et nyt hus, jo tidligere kan du få fordel af det (bonussen)

hutong beijing opslag flytte to.JPG

选签约,早排队,选好房, står der. Jo tidligere du skriver under, jo tidligere kan du komme på venteliste, jo tidligere kan du få en god bolig.

hutong beijing opslag flytte tre.JPG

拆迁拓路为国家, 共建和谐靠大家. Nedrivningen og udvidelsen af gaden er til bedste for hele landet, at opbygge harmoni afhænger af alle.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *