Li Li: Kan man få en retfærdig retssag i Kina?

Skriv en kommentar
Politik

Li Li kina petitioner retsvæsen.jpg

Li Li var gift i fire år. I den tid blev hun tæsket af sin svoger utallige gange. Uden at hendes mand forsøgte at stoppe volden.

Hun forsøgte at anmelde det til politiet. Uden held. Det var familiens egen sag, lød beskeden fra politiet.

I årevis har hun kæmpet for at få politi og domstole til at acceptere sagen, som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Hun var vedholdende. Derfor er hun blevet tæsket af politiet. Af sikkerhedsvagter. Har været fængslet i hundreder af dage. Været ind og ud af hospitaler. Fået en hjerneskade. Og en tvungen abort. Hun er blevet transporteret hundreder af kilometer i en bil, bagbundet og med en beskidt strømpe i munden. Alt sammen i en sag, der begyndte for 15 år siden.

Der var ikke så meget plads i avisen til at fortælle om hendes hundreder af fængselsophold.

For eksempel da hun boede i Taiyuan, der er hovedstaden i Shanxi provinsen. Flere gange opsøger hun guvernøren, og venter på ham foran regeringsbygningen. Og hun er ikke den eneste.

»Nogle dage kunne der stå 60-80 personer. Politiet kom så hver dag og ryddede dem væk for ikke at forstyrre guvernøren,« siger Li Li.

De blev tit kørt til et af flere fængsler, der også havde indsatte, der havde begået mindre forbrydelser som for eksempel lommetyverier.

I et af fængslerne var der for eksempel to sovesale. En for mænd og en for kvinder. Med cirka 70-80 sengepladser i hver.

Der var ingen vand, siger Li Li. Der var ingen tandbørste. Man kunne ikke få bad. Der var ingen håndklæder.

»Du kunne få mad, hvis du var hurtig, men hvis du var langsom – så nej,« siger Li Li. Hun ved ikke præcist, hvor mange gange hun har været i sådan et fængsel. Flere hundrede gange, siger hun. Det korteste har været få dage. Det længste to måneder.

En af gangene fik hun ikke mad i to dage. Eller vand. Hun blev tvunget til at rense toiletter i de ti dage, hun var der.

»Det var om vinteren. Det var ret koldt, og der var ingen varme, men jeg fik ikke noget tæppe,« siger Li Li.

Du kan læse mere om “sorte fængsler” og det kinesiske retsvæsen her på Kinablog eller her på Berlingske.

:: Billedet er Li Li’s private foto

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *