Politisk sprængstof: Zhao Ziyangs hemmelige erindringer

Skriv en kommentar
Historie / Nye bøger / Politik

51r0qTGAfgL._SL500_AA240_.jpg De kinesiske ledere var uenige. Siden den 14. april havde Tiananmen pladsen i centrum af Beijing været fyldt med tusinder af demonstranter.

Den hårde og konservative kerne i Kinas Kommunistparti – især Li Peng, Chen Xitong, Yao Yilin og ikke mindste Deng Xiaoping – ville slå ned på dem. Få pladsen ryddet.

De mere bløde og reformvenlige medlemmer af partiet, blandt andre generalsekretær Zhao Ziyang (赵紫阳), var modstandere af den hårde linje. Og de tabte.

Den 4. juni 1989 kørte kampvognene ind på pladsen, og soldaterne skød og dræbte hundreder, måske tusinder, af demonstranter.

Det er 20 år siden. Men konsekvenserne af begivenheden er stadig synlige i dag, og den har i høj grad præget kinesisk politik i de to årtier.

Zhao Ziyang blev et af de største politiske ofre. Han blev beskyldt for at »splitte partiet,« blev frataget sine poster, og sad i de næste 16 år i husarrest. Indtil sin død i 2005. Der blev stort set forbigået af de kinesiske medier og offentligheden, for han var i den grad uønsket og politisk persona non grata.

Men i al hemmelighed lykkedes det for ham at indtale sine erindringer på 30 bånd.

De blev givet til tre personer, som han stolede på, og som smuglede båndene ud af Kina, hvor de blev transkriberet.

Og de er nu udkommet som bogen »Prisoner of the State: The secret Journal of Zhao Ziyang,« som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Det her er intet mindre end guf for politiske Kina-nørder.

Det er første gang, at en så højtstående kinesisk leder fortæller om, hvad der skete bag kulisserne i de dage for 20 år siden. Og det er første gang, at man hører Zhao Ziyangs version af historien.

Bogen udkommer den 19. maj, og den kan lige nu købes på den amerikanske Amazon.com. Der sælger den med 40 procents rabat til kun cirka 82 kroner plus fragt. (Og nej, jeg får ikke penge for at henvise til dem.)

Nyhedsbureauet Reuters har blandt andet følgende citater fra bogen, hvor Zhao Ziyang taler om Tiananmen:

»For det første blev det slået fast, at studenterbevægelsen var en sammensværgelse af anti-parti og anti-socialistiske elementer, der var styret af en ledelse. Så nu må vi spørge, hvem var de ledere? Hvad var deres plan? Hvad gik sammensværgelsen ud på? Hvilke beviser er der til at understøtte alt dette?«

»For det andet blev der sagt, at begivenhederne var et forsøg på at omstyrte Folkerepublikken Kina og Kinas Kommunistparti. Hvor er beviserne? Dengang sagde jeg, at de fleste blot ville have os til at rette vore fejl. De var ikke ude på at omstyrte det politiske system.«

Bogen er ikke kun med til at kaste nyt lys over demonstrationerne i 1989 og magtkampen i partiet.

Forbes har et længere interview med professor Roderick MacFarquhar fra Harvard University, der har skrevet forord til bogen. Meget af materialet omkring Tiananmen er velkendt og veldokumenteret, så hvad er det ved bogen, som har overrasket ham:

A lot of stuff in this book was familiar. What was different was that this was Zhao Ziyang himself speaking and relaying the struggle for power at the top in a no way that no one had done first-hand.

The second thing that impressed me, and I’d never thought about it before, was his role in the reform period. I and most people believe that Deng Xiaoping was the originator of the reform program. But on a day-to-day basis, it was Zhao Ziyang and people like him who implemented the reform program and decided what needed to be done.

The third thing, that was fascinating, was that upon many years of house arrest, Zhao Ziyang came to the conclusion that Western democracy was best for China.

Som Roderick MacFarquhar siger til New York Times:

“Deng Xiaoping was the godfather, but on a day-to-day basis Zhao was the actual architect of the reforms,” Mr. MacFarquhar said in an interview.

Og det var Deng Xiaoping, der var ansvarlig for massakren på Tiananmen. I bogen skriver Zhao ifølge South China Morning Post (ikke noget link, for avisen kræver abonnement):

“The crux of the issue was Deng Xiaoping himself … if Deng refused to relax his position, then there was no way for me to change the attitude of the two hardliners, Li Peng and Yao Yilin.”

“Deng Xiaoping had always tended to prefer tough measures when dealing with student demonstrations because he believed that demonstrations undermine stability.”

“Deng had always stood out among the party elders as the one who emphasised the means of dictatorship. He often reminded people about its usefulness. Every time he mentioned stability, he also emphasised dictatorship.”

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *