Kina har store problemer med politi og retsvæsen. De seneste måneder er der dukket 15 sager op i medierne, hvor fanger på mystisk vis er døde i fængslerne.
Det har givet en voldsom debat om politiet, fængsler og retsvæsen, som jeg skriver om i Berlingske i denne reportage.
Der er ikke nogen grund til også at lægge den ind her på Kinablog, så smut selv over og læs artiklen (eller køb avisen, det kan man jo også, vi udkommer vist nok stadig på det der “papir”).
Debatten har presset centralregeringen til at komme med løfter om forbedringer og reformer. Men kan man stole på de løfter, spørger jeg om i den tilhørende analyse. Og lige en tilføjelse her nedenunder.
Allerede i midten af 1990’erne begyndte Kinas Kommunistparti en række reformer af love og retsvæsen, der skulle give en bedre balance mellem menneskerettigheder og partiets krav om kontrol og offentlig orden.
En af de kilder jeg talte med under researchen er Ronald C. Keith, der er professor i Kina-studier ved det australske Griffith University, og som lige nu er ved at skrive en bog om den kinesiske højesteret og retsvæsenet i Kina.
Han siger, at de mere end ti års reformer har hjulpet. Til dels. Men at selvom regeringen lige nu lover undersøgelser og reformer, så kommer det til at tage tid.
»Man kan vedtage nye love og opsætte nye regler, men der er stadig lang vej, før det bliver virkelighed,« siger Ronald C. Keith.
Blandt andet fordi man i retsvæsenet skal gå fra de gamle og nedarvede procedurer, som man er vant til, og vænne sig til de nye.
»Udfordringerne om at etablere god retspraksis i Kina er enorme, og det kræver tålmodighed. I Beijing kan man have gode intentioner om reformer, men det tager tid, før man får tildelt de rigtige ressourcer, og før det virker efter hensigten,« siger Ronald C. Keith.
Jerome A. Cohen, der er professor på New York University Law School, siger i et interview på Council on Foreign Relations, at der har været enorme fremskridt på økonomiske og sociale rettigheder, men at der er fundamentale problemer med politiske og civile rettigheder.
The administration of repression is uneven because it varies from month to month depending on the circumstances, and it varies from place to place also depending on circumstances. The fact is that state security agencies, together with various police units, including armed police under the military, run a very tight ship, and quietly, they’re very good at regulation. They have an enormous amount of repression skills, even while giving the appearance of not being a police state. If you go to Pakistan, for instance, at every corner even though there’re democratic elections and the restoration of a chief justice, you are in no doubt that it’s essentially a policed country. You see military in police uniforms on every corner. If you go to China, it looks great. You don’t see any of this.
There has been some criminal justice reforms, an attempt to improve the review of death penalty sentences at the Supreme Court level. Formal criminal justice reform efforts still survive in China despite a very conservative climate. But that’s at the top, very visible part of the scale. Underneath, you have all these thugs. You’ve got secret jails, and you’ve got the Communist Party’s Discipline and Inspection Commission. They’re the real police for over 74 million people who are party members. When a party member is suspected of corruption like the deputy president of the Supreme Court of China was last year, he’s not taken in by prosecutors or investigators or the police; he’s taken in by the party’s Discipline and Inspection Commission. There are no set rules. They have certain rules but they just don’t come into play day to day in the commission. If they’re taken in by the police, there are at least some formal rules. You’re supposed to be held only thirty days before the prosecutors have to approve an arrest warrant.
Derfor virker det heller ikke overbevisende, at centralregeringen er kommet med en ny to-års plan for menneskerettighederne i Kina. Der kort sagt skal sikre mange af de rettigheder, som borgerne allerede har i forfatningen, men som ofte bliver overtrådt eller ignoreret af staten. Og hvor planen ikke en gang kommer ind på de mere følsomme emner.
Så hvor meget kan man ændre på to år? Som det ikke er lykkedes at ændre over de seneste ti år. Eller blot siden sagen om Sun Zhigang i 2003. En sag der har mange af de samme elementer, som den nuværende debat, og hvor man også lovede reformer. Som man også gennemførte, men som nu ser ud til at være lettere udvandede.
Der er ikke meget som tyder på, at centralregeringen er specielt optagede af menneskerettigheder. Se blandt andet på Charter 08, hvor en af hovedforfatterne stadig er i fængsel.
I 2008 var den mest af alt optaget af social ro på grund af de Olympiske Lege. I 2009 er det på grund af de mange følsomme jubilæer.
Hvor 90-året for Fjerde Maj Bevægelsen lige er blevet fejret i larmende anonymitet. Hvor 20-året for optøjerne på Tiananmen venter lige om hjørnet, få måneder før 60 års fødselsdagen for Folkerepublikken Kina.
Så jo – kineserne har lagt pres på centralregeringen, der blev nødt til at handle.
Eller i hvert fald lade som om de handler. For det vigtigste er ro og orden. Lige nu. Lad os vende tilbage og kigge på løfterne igen om et år.
:: De to herrer på billedet er civiklædt politi, der fulgte efter mig og en kollega, da vi besøgte fængslet Majialou, som jeg skriver om i artiklen i Berlingske. Og som du kan se på billedet øverst i dette indlæg. Der er ikke noget hverken kuriøst eller heroisk ved, at politiet chikanerer udenlandske journalister. Men jeg tænkte, at det nok er de færreste danskere, der har set sådan et par starutter før, så derfor får i billedet her.
Den Grædende Kylling er ved at blive den seneste dille her i Beijing, skriver blandt andre 
• Det går skidt for Google i Kina, hvor de – som et af de få steder i verden – halter voldsomt efter en lokal søgemaskine. Men kineserne foretrækker 
En tysk producent af kondomer er kommet i modvind i Kina. 
