Kinas store jubilæum: Beijing forbyder brevduer

Skriv en kommentar
Historie / Politik

60 aar kina.jpg

Den 1. oktober er det 60 år siden, at Mao Zedong udråbte Folkerepublikken Kina.

Det skal fejres, mener Kinas Kommunistparti, der har brugt måneder på forberedelserne.

Hvad kommer der så til at ske? Jo, man kan vel fejre det på to måder. Så her er en quiz. Gæt det rigtige svar.

Mulighed nummer et.

Man kan gøre det til en folkefest. Med jubel og glæde. Smil. Balloner. Musik. Spontane klapsalver, dansende børn i gaderne og sjove hatte og gratis øl til alle. Sådan lidt på den karneval-agtige Sydamerikanske måde.

Mulighed nummer to.

Man kan lave en militærparade, fortælle beboerne langs ruten, at skarpskytter pløkker skallen af dem, hvis de vil se paraden fra deres vinduer eller altan, afspærre ruten for tilskuere, bruge måneder på at sætte kritikere i fængsel, forbyde balloner i hele Beijing i tiden op til 1. oktober, sætte bevæbnede soldater til at patruljere i gaderne, få politiet til at opsætte checkpoints og undersøge tilfældige borgeres ID-kort, stramme censuren på internettet og i medierne, kyle tiggere og handicappede ud af byen, standse og checke alle køretøjer, der skal ind i Beijing, få 800.000 frivillige borgere til at patruljere i lokale kvarterer, lukke Beijings lufthavn den 1. oktober – og helt ualmindeligt mange andre ting.

Såsom for eksempel at hænge tusinder af bannere og plakater op i Beijing. Hvor der blandt andet står “60 års jubilæet, jeg deltager, jeg bliver glad”.

Det rigtige svar er – nummer to. Ikke noget karneval i Kinas hovedstad.

Meget af det er såmænd forståeligt nok. Sikkerheden omkring for eksempel den amerikanske præsident er jo ikke ligefrem afslappet og tilfældig.

Men altså… Det seneste forbud er et forbud mod brevduer i Beijing. Que?

Der er ingen af de 25 medlemmer af Politiburoet, der lige stoppede op og sagde, “ehm, guys… Den her 431 sider threat assessment report om brevduer… er vi ikke gået lidt for langt?”.

Jeg har en kende svært ved at se, hvordan en 370 gram tung tamdue (Columba domesticus) kan være en trussel mod den politiske stabilitet i Folkerepublikken og de 200.000 deltagere i paraden, som blandt andet inkluderer pansrede køretøjer, kampvogne og atomare missiler.

Men har du svaret – for eksempel fordi du selv tidligere har organiseret militærparader for autoritære og kommunistiske et-parti stater – så hører jeg gerne fra dig.

Og indtil da, her er en opsamling om de hysteriske grundige forberedelser til jubilæet:

• Beijing udkommanderer tusinder af politifolk.

Besked fra myndighederne til udlændinge i Beijing: Altid hav dit pas med dig, køb et forråd af varer og… tjah, lad i det hele taget være med at gå uden for en dør.

• Generalprøve lukker centrum i Beijing.

• Paraden skal vise det kinesiske militærs bedste og nyeste isenkram.

• Sådan dækker de kinesiske medier det store jubilæum.

• It’s partytime! Og du er ikke inviteret.

Hvad siger kineserne til propagandafilmen “Founding of a Republic”?

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *