I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.
Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her, og en længere udgave her nedenunder. På Kinablog er der også en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne, og her kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.
Chen Guang er 17 år. Han er soldat. Han står med et gevær i hånden, og hans arme ryster. Han har lige fået lov til at åbne ild mod demonstranterne, der står foran ham og de andre soldater.
»Jeg vil ikke skyde på studenterne,« tænker Chen Guang.
Cheng Guang kommer fra en fattig familie i Hunan provinsen, der ligger i det sydlige Kina. Han gik ind i hæren i 1988. Det var året før massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing, hvor kinesiske soldater natten mellem 3. og 4. juni skød og dræbte flere hundrede civile, og hvor tusinder blev såret.
I dag sidder han i sin lejlighed, der ligger en times kørsel fra den centrale plads i Beijing. Han har grå streger i det sorte hår. Han er lille. Spinkel. Han forsvinder næsten i den store, hvide lædersofa.
Han fortæller, at han dengang var udstationeret nord for Beijing.
»Vi var på et specialkursus i bjergene udenfor Beijing, hvor vi fik intensiv militær træning. Vi løb hver morgen, og jeg blev trænet i kung-fu og i at bruge forskellige skydevåben. Men i begyndelsen af maj blev kurset afbrudt,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne får at vide, at situationen i Beijing er »kompliceret.« De skal tilbage til deres kaserne. De får at vide, at der er studenter som laver optøjer. Hver dag fortæller officererne på stormøder, at det er uromagere blandt studenterne, som er skyld i balladen. De kalder dem for kriminelle. Andet ved soldaterne ikke. De får ikke andre informationer, og de kan ikke høre nyheder.
Den 20. maj om eftermiddagen sætter Chen Guang sig op på ladet af en militær lastbil. Soldaterne skal ind til Tiananmen.
De var blevet samlet om morgenen. Officererne havde fortalt dem, at der var kaos og uro i Beijing. På grund af »skadelige elementer« blandt studenterne, der ville omvælte systemet og angribe landets ledere og regering.
Officererne havde også givet hver af dem et gevær.
»Det var uklart, hvorfor de gav os geværer, og hvorfor vi skulle til Beijing. Vi havde kun fået besked på, at vi skulle stabilisere situationen,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne sætter sig op i lastbilerne, og den tre, fire kilometer lange konvoj begynder den flere timer lange køretur mod centrum af Beijing.
Men de når aldrig at komme ind på pladsen. Civile og demonstranter har blokeret vejen for dem. Sådan var det over hele Beijing. Kolonner med tusinder af soldater var på vej ind fra alle sider mod Tiananmen, men vejene var blokerede. Ofte af helt almindelige borgere, der ellers ikke havde noget med demonstrationerne at gøre. For eksempel buschaufførere, der stillede deres busser på tværs af vejene og smed nøglerne væk.
Chen Guang er chokeret, da han ser de mange helt almindelige mennesker, der står rundt omkring vejspærringen.
»Vi kom jo næsten lige fra vores træning i bjergene, vi vidste ingenting, og de havde slet ikke nævnt alle de demonstranter. Vi fik nyheder fra de militære aviser, og de talte kun om ”skadelige elementer”. Det var heller ikke bare studenter, som vi havde fået at vide, det var almindelige mennesker og folk fra forskellige arbejdsenheder,« siger Chen Guang.
Ligesom så mange andre steder prøver de på at overtale soldaterne til at opgive. Soldater skal beskytte nationen, og ikke være med til at undertrykke befolkningen, siger de til Chen Guang. De fortæller også soldaterne, at de demonstrerer mod korruption, og at de kun vil det bedste for nationen, siger Chen Guang.
»Vi anede ikke, hvad vi skulle tro,« siger Chen Guang.
Men officererne var bange for, at de civile ville have dårlig indflydelse på soldaternes moral.
»Vi måtte ikke tale med dem, men det gjorde vi alligevel. Officererne delte også papirer ud, hvor de skrev om de ”skadelige elementer”, men vi kunne ikke se dem,« siger Chen Guang.
Konvojen holder der i tre dage, før de vender om.
»Det var et stort chok at tage tilbage. Jeg havde ikke forventet at se så mange, der fejrede det med at holde bannere op, og nogle endda med fyrværkeri. Vi var forvirrede, og vi forventede ikke at se de civile reagere på den måde,« fortæller Chen Guang.
De næste dage holder officererne opbyggelige taler for soldater. Og i ventetiden skifter hæren taktik. Den 2. juni får Chen Guang og de andre i hans enhed ordre om, at de dagen efter skal tage ind på Tiananmen pladsen i civilt tøj. Chen Guang får et par sorte bukser og en blå skjorte.
De fleste andre soldater tager derind i busser og med undergrundsbanen.
»Jeg fik besked på at holde øje med alle våbnene, der blev læsset ind i en bus. Der var så mange geværer, at de lå stablet op i bunker helt op til vinduerne, og jeg kunne ikke sidde ned, fordi der var så mange våben. Så jeg sad ovenpå dem,« siger Chen Guang,
Han var nervøs. Han havde fået besked på, at han ikke skulle gå ud af bussen, hvis de blev standset, for der var kun ham og chaufføren i bussen. Men det lykkedes for dem, at køre uden om vejspærringerne.
Klokken 13 ankommer de til Folkets Store Hal, der svarer til det danske Folketing, og som ligger på den vestlige side af Tiananmen pladsen. De kører ind ad bagindgangen. Der er kun dem. De andre soldater er ikke kommet frem.
Chaufføren bliver i bussen, mens Chen Guang begynder at bære alle våbnene op på tredje sal. Han kiggede ud af vinduet. På de hundredtusinder af mennesker, teltene og skraldet, der har hobet sig op gennem de uger, hvor demonstranterne har boet på Tiananmen.
»Hele pladsen var fyldt. Og studenterne anede ikke, at vi var der,« siger Chen Guang. Men rygtet spreder sig hurtigt. Hæren er på vej ind i byen. Og det er ikke dem alle, der er i civilt tøj. Ligesom tidligere forsøger borgerne at blokere vejen for kampvognene og lastbilerne. Men denne gang lykkes det ikke.
Cheng Guang fortsætter med at bære geværer op. Han kan høre larmen. Den vokser. Han kan se ud af vinduet, hvordan de ude på pladsen kravler ud af teltene, begynder at tale med hinanden og løber rundt og udveksler informationer. Ved 15-tiden er han færdig. Nu er Folkets Store Hal ved at være fyldt med soldater, der skifter deres almindelige tøj ud med uniformer.
Chen Guang får at vide, at nogle demonstranter har stoppet en gruppe soldater og taget våbnene fra dem. De får ordre på at få dem tilbage. Der er 3.000 soldater i gruppen, men de når kun ud til vest-porten, før de bliver standset. Demonstranterne begynder at holde taler for dem.
»Jeg var forvirret, og der var noget galt. Vi havde fået at vide, at det var kriminelle, men det her var bare studenter og arbejdere, der talte om at ændre det kinesiske system. Det var ikke uromagere,« siger Chen Guang.
Men stemningen bliver dårligere og dårligere. Soldaterne begynder at gå i panik, da folk begynder at smide sten og flasker efter dem. Nu tænker de kun på at beskytte sig selv, siger Chen Guang. Først efter fire timer får de lov til at gå.
»Jeg følte mig heldig,« siger Chen Guang.
Tilbage i Folkets Store Hal sidder soldaterne og venter på besked om, hvornår de skal rykke ind på pladsen. De får besked på at putte ammunition i våbnene. Atmosfæren er nervøs. Der er stille. Men pludselig hører han skud. Det var nogle soldater på etagen ovenover, som kom til at affyre deres våben.
De venter i flere timer indtil de får besked på at gøre sig klar.
»Klokken 23 åbner de portene og kaos begynder,« siger Chen Guang.
De tusinder af soldater løber ud af Folkets Store Hal, ned ad trapperne, og stiller sig med front ud mod Tiananmen. Chen Guang sveder og hans arme ryster.
»På det tidspunkt vidste jeg, at nogle af studenterne derude var fra den samme hjemby som jeg kom fra,« siger Chen Guang.
»Vi var meget nervøse. Ingen talte med hinanden. Vi var bange for, at studenterne skulle dø, vi havde jo været i kontakt med nogle af dem tidligere, og vi følte, at kendte dem. Vores våben var ladte, og hvis vi kom til at skyde ved et uheld, kunne det dræbe nogle af demonstranterne,« fortæller Chen Guang.
Soldaterne havde fået lov til at skyde, hvis nogen forsøgte at standse dem. Det ville ikke få retlige konsekvenser bagefter, fik de at vide.
»Jeg vil ikke skyde på studenterne. Så hvad gør jeg, hvis de forsøger at stoppe mig,« tænker Chen Guang.
Ved midnat bliver lyset på pladsen slukket. Højtalerne hviner. Beijings borgmester, Chen Xitong, begynder at tale. Han siger, at det anti-revolutionære oprør skulle brydes op, og at studenterne skulle forlade pladsen eller selv svare for konsekvenserne.
Efter en halv time kommer lyset tilbage. Chen Guang kan se demonstranterne, der står og taler med hinanden udenfor teltene, eller begynder at gå ned mod monumentet midt på pladsen.
Chen Guang og hans gruppe bliver stående langs siden af pladsen. Pludselig er der skud. Overalt. Der er røg. Fra geværerne. Og fra telte som der ild i. To kampvogne kører ind på pladsen. Han kan se, hvordan specialenheder rykker frem fra den nordlige del af pladsen, og trænger demonstranterne længere ned. Soldaterne går fra telt til telt.
»Jeg tror, at de havde kontakt med nogle studenter. Men jeg kunne ikke se, om de skød, for jeg stod for langt væk, og jeg kunne ikke høre det, for der var skud overalt,« siger Chen Guang, der så andre soldater, som tævede studenter med stave.
Den aften rykkede 200.000 soldater ind i Beijing. Det var første gang siden 1949, at der var soldater i byen. Officielt blev cirka 250 personer dræbt, men uofficielle skøn går på flere tusinder. Langt de færreste af dem blev dræbt på selve pladsen. De fleste omkom i gaderne og på de store avenuer omkring Tiananmen.
Klokken tre om natten står Chen Guang på trapperne til Folkets Store Hal. Bag ham er førstesalen fyldt med sårede soldater. Der var blod overalt. En af dem havde mistet en arm, og lægerne stod rundt om ham.
Chen Guang går rundt langs pladsen, der nu er ryddet. Der går soldater rundt derinde, som er i gang med at hjælpe sårede demonstranter. Længere oppe går han forbi en militærbus, hvor andre soldater står og banker demonstranter. På Changan Avenue, der ligger mellem Den Forbudte By og Tiananmen, holder der afbrændte biler og lastbiler. Selv træerne var brændte.
»Jeg så ingen lig. Men jeg så folk, som var sårede. Og folk som lignede nogen, der var ved at dø,« siger Chen Guang.
»Nogle gange spørger jeg mig selv, om Tiananmen var en krigszone,« siger Chen Guang.
Klokken fire om morgenen har soldaterne samlet teltene sammen. De sætter ild til dem. Og til skraldet, der havde ligget overalt. Ved seks-tiden begynder det at regne. Kraftigt. De enorme bunker aske siver ud på pladsen.
Kort efter blev Chen Guang overført til den kinesiske hærs kunstskole.
»Jeg følte mig forvirret, og jeg ville ikke tale om det i to år. Jeg ville bare væk og et roligt sted hen,« siger Chen Guang.
Efter kunstskolen kom han ind på Chinese Academy of Fine Arts, som han forlod i midten af halvfemserne. Siden har han arbejdet som kunstmaler. Men det var først i 2004, at han lavede det første maleri om Tiananmen. Som han blev nødt til at opgive og lægge fra sig igen.
»Jeg kunne ikke, jeg var stadig forvirret,« siger Chen Guang. Der gik to år, før han kunne gå tilbage og arbejde på en serie. Flere af hans venner har bedt om at stoppe med malerierne. For de har ingen kommerciel værdi. Hvis kinesiske gallerier udstillede hans billeder, ville de bliver lukket med det samme, for episoden er stadig tabu i Kina. Og Chen Guang risikerer at komme i fængsel:
»Jeg er ligeglad. Om de accepterer det eller ej, de kan ikke stoppe det. Det her er en personlig ting, og det handler om min kunst« siger Chen Guang.
I dag har han atelier i sin lejligheden, der er i to etager. I to af rummene står der rækker af malerier langs væggene. Nogle af lærrederne er små. Andre et par meter høje. På nogle af dem er der studenter som råber, der er kampvogne i kolonner, bunker af skrald som ryger. På et af dem soldater, som går rundt på pladsen om morgenen. Med geværet over skulderen. Men hvad med ham selv? Skød han nogen?
»Jeg skød op i luften. Jeg forsikre dig om, at jeg ikke ramte nogen,« siger Chen Guang.
I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina. 
Her er en top fem over foredrag, forelæsninger og podcasts om Kina. 
For et par uger siden skrev jeg om et 
• De rige i Kina bliver stadig rigere. Samtidig bliver der flere af dem, og i dag har Kina 130 milliardærere. Vel at mærke målt i amerikanske dollars. Til sammenligning er der 32 af dem i Rusland og 24 i Indien. Det viser den årlige Hurun Report, som du kan læse om på 
Stort land. Store tal. Det kan man roligt sige om Kina. Men de enorme summer bliver også hurtigt abstrakte, og de er svære at forholde sig til. 