Folkerepublikken Kina 60 år: Og hvad så?

Skriv en kommentar
Historie / Kinesisk propaganda / Politik

2009101115529_200x300.shkl.jpg Kina fylder 60 år. Og holder en militærparade. So what? Hvorfor er det vigtigt?

Kineserne er vilde med tal. Og traditionelt set repræsenterer 60 en fuld cirkel. En hel cyklus. Men for Kinas Kommunistparti (KKP) er det mere end blot et jubilæum og en rund fødselsdag.

Det er årets største politiske begivenhed, som partiet har brugt til at fortælle kineserne om de fremskridt, som partiet har stået for i de seneste seks årtier. En begivenhed som skal fortælle befolkningen hvorfor det netop er KKP, der er ved magten.

For KKP er garanten for udvikling og økonomisk fremskridt. Det er deres legitimitet. Det handler ikke længere om kommunistisk ideolog. Den er blevet skubbet i baggrunden.

Som sagt er det mere end blot en 60 års fødselsdag. Jubilæet skal vise befolkningen, at partiet stadig har greb om magten. Derfor militærparaden.

Militærparader skal ifølge kinesisk doktrin virke som en advarsel til Kinas fjender. For det første de udenlandske. Som skal afskrækkes fra at angribe og anfægte kinesisk suverænitet. For det andet de indenlandske. En advarsel til de “Tre Onde” (三股恶势力) som er terrorisme, seperatisme og ekstremisme.

KKP har brugt måneder på at undgå enhver form for politisk modstand og optøjer på årets mest politisk følsomme dag.

Især med de seneste ugers mange miljø-protester. Og de mange andre større protester og demonstrationer, der er blevet hverdag i Kina. Men især på grund af urolighederne i Xinjiang og de tibetanske områder.

KKP har brugt jubilæet til at vise, at Kina og de 55 mindretal står sammen. Derfor talte kommentatorerne på CCTV om mindretallene, der glade og hånd i hånd dansede sammen.

Jubilæet har sat store politiske fodaftryk over hele samfundet i de seneste måneder.

Siden august har politiet i Beijing arresteret 6.500 personer, som de selv kalder for kriminelle.

Censuren er blevet strammet i medierne. Og på internettet. Med Grønne Dæmning og det nye Blue Shield. Blokering af alt fra Youtube til Twitter. (Og ikke mindst Kinablog.dk.)

Der er blevet slået ned på menneskerets-aktivister. Som for eksempel Xie Changfa, der i begyndelsen af september blev dømt til 13 års fængsel for i følge anklagerne at planlægge den første nationale kongres for China Democratic Party.

Kritiske advokater har fået lukket munden. Som for eksempel advokatkontoret Gongmeng, der har været kendt for at tage politisk følsomme sager. Som for eksempel at repræsentere forældrene til de børn, der døde under sidste års mælkeskandale.

Yirenping er også blevet lukket. Et center der oplyste om sygdomme og sundhed og som advokerede mod diskriminering af for eksempel personer med Hepatitis B.

Flere retssager er også blevet forsinkede. For eksempel Tan Zuoren’s. Han har blandt andet forsøgt at hjælpe forældrene til de børn, der omkom under sidste års jordskælv.

Hvad kommer der så til at ske nu? Blandt andet på grund af sidste års OL og det store jubilæum i år har den kinesiske regering taget sin diktatoriske jernhandske på. Spørgsmålet er så, om den kommer af igen.

:: Billedet er fra Xinhua

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *