Soldaten fra Tiananmen: Kulturfeber i firserne

Skriv en kommentar
Historie / Politik

wham-make-it-big_200x200.shkl.jpg I dag i Magasinet i Berlingske har vi stort temanummer om 1989. Blandt andet med øjenvidner fra dengang, hvor Muren faldt i Berlin, Sovjetunionen kollapsede og den kinesiske regering slog ned på demonstranterne i Kina.

Jeg har interviewet en tidligere soldat, der var med til at rykke ind på Tiananmen i Beijing den 3. juni 1989. Du kan læse interviewet i Magasinet her. Og en længere udgave her på Kinablog, hvor der også er en tidslinje over ugerne op til demonstrationerne. Her nedenunder kan du læse et kort rids af 1980erne i Kina og optakten til demonstrationerne på Tiananmen.

Grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, Mao Zedong, var død i 1976. To år senere begyndte hans efterfølger, Deng Xiaopeng, på økonomiske reformer, der åbnede Kina op for omverdenen. Hele samfundet var under forandring.

Se på 1987, hvor Kina fik ny regering. Da den skulle præsenteres holdt de noget så usædvanligt som en pressekonference for de internationale journalister. Men ikke nok med det. Lederne havde jakkesæt på. Ligesom i vesten. Det var første gang i årtier, at kinesiske ledere viste sig offentligt, uden at have den traditionelle Mao-jakke på. Da de udenlandske journalister spurgte om det, tog landets mest magtfulde mand, generalsekretæren for Kinas Kommunistparti Zhao Ziyang, og åbnede sin jakke, hvor han grinende viste et mærke, som der stod »Made in China« på.

Kina blev ramt af en kulturel feber i 1980erne, hvor de intellektuelle og unge i byerne ikke kunne få nok af film, kunst, musik og litteratur fra vesten. Her forsøgte de at finde svaret på firsernes to store spørgsmål – hvad vil det sige at være kineser, og hvor er Kina på vej hen. For millioner af kinesere var frustrerede over kommunismen og staten. De begyndte at udtrykke sig med skuespil, digte, rockmusik, malerier, film og tegneserier. Som regeringen slog ned på med censur. Det var ikke spørgsmål, som Kinas Kommunistparti havde lyst til at svare på.

For partiet var i vanskeligheder. Efter Mao’s død var det tydeligt, at den kinesiske stat var svag. Det var ikke en institution, der kunne drive bureaukratiet, centralregeringen og provinserne fremad i samme retning. Det handlede om vennetjenester, skjulte forbindelser, forhandlinger og fløjkrige.

Og ikke mindst korruption. De økonomiske reformer havde fået den til at vokse eksplosivt. I 1986 var frustrationen så voldsom, at unge og intellektuelle trodsede regeringens forbud og utallige demonstrationer brød ud. Kravet var politiske reformer, der kunne bringe åbenhed til de økonomiske reformer.

Regeringen slog ned på demonstranterne, og kaldte dem for illoyale over for partiet. Men det fik også mange af de gamle og mest konservative kommunister til i slutningen af firserne at træde tilbage. Forskellene mellem rig og fattig fortsatte dog med at vokse. Korruptionen var der stadig. Og de nye ledere lyttede ikke til kravet om mere åbenhed.

Frustrationen voksede så meget, at der brød nye demonstrationer ud i 1989, da den reformvenlige Hu Yaobang døde. I midten af maj kulminerede det med en million mennesker på Tiananmen pladsen. Studenter, arbejdere og helt almindelige borgere. Og der var optakten.

Du kan læse flere artikler om demonstrationerne på Tiananmen her på Kinablog.

:: Wham var den første vestlige gruppe, der gav koncert i Kina

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *