Liu Xiaobo: Kinesisk kritiker på vej i fængsel

Skriv en kommentar
Politik

liuxiaobo_200x243.shkl.jpeg Liu Xiaobo skrev seks artikler. Nu risikerer han at få 15 års fængsel.

(Jeg skrev artiklen til Berlingske i fredags, men den er ikke lagt på nettet. Jep, nyheder kan også læses på “papir.”)

Den 53-årige forfatter og tidligere professor, der er en af Kinas mest fremtrædende intellektuelle, har været tilbageholdt af politiet siden december 2008. Det var dog først i juni, at han formelt blev arresteret. Og først i torsdags, hvor det var FNs internationale dag for menneskerettigheder, at politiet gjorde deres undersøgelse færdig. Så plejer der at gå 30-45 dage, hvor både forsvar og anklager læser undersøgelsen, og hvor de kan komme med indvendinger. Men allerede i går fredag fik Liu Xiaobos advokat at vide, at Liu bliver anklaget for at »opfordre til omvæltning af staten.«

Det er en vag formulering, der ofte bliver brugt i politiske retssager, som kan give 5-15 års fængsel. Får Liu Xiaobo så en retfærdig retssag, hvor han kan ende med at blive frifundet. Nej, lyder det fra advokaten Mo Shaoping.

»Dommen er allerede afsagt,« siger Mo Shaoping. Han blev i 2003 hædret af det amerikanske Time Magazine i en serie, der hedder »Asiatiske Helte.« Magasinet kaldte ham for den førende forsvarsadvokat for kinesiske aktivister. Han er stadig kendt for at tage politisk følsomme sager, men denne gang kan han ikke være advokat for Liu Xiaobo.

Mo er nemlig medunderskriver på det dokument, der hedder Charter 08. Det er de seks artikler, som Liu Xiaobo skrev og lagde ud på internettet i 2008. Her opfordrer Liu den kinesiske regering til politiske og demokratiske reformer.

• Du kan se, hvad jeg tidligere har skrevet om Charter 08 her, hvor der også er opsamling, baggrund og links til en engelsk oversættelse af dokumentet.

Forbilledet var det charter, som Vaclav Havel skrev i 1977. Det banede vejen for Fløjlsrevolutionen og afskaffelsen af det kommunistiske styre i det daværende Tjekkoslovakiet i 1989.

I alt har 302 kinesere skrevet under på Charter 08. Liu Xiaobo blev anholdt to dage før de offentliggjorde på internettet den 10. December 2008. Det var 60-årsdagen for FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Her nåede det at få cirka 10.000 underskrifter, før myndighederne fjernede det fra internettet.

Liu Xiaobao hustru har ikke fået lov til at besøge ham siden slutningen af marts. For en måned siden fik to af Mo Shaoping assistenter lov til at besøge ham i fængslet, og han har det efter omstændighederne godt.

»Liu benægter ikke, at han har skrevet de seks essays, og at han har haft en ledende rolle i Charter 08. Men han insisterer på sin ret til ytringsfrihed,« siger Mo Shaoping.

Ifølge kritikerne, som for eksempel Human Rights Watch, er Lius sag en besked til andre om at være varsomme med offentlig kritik af systemet. Centralregeringen har også ignoreret internationalt pres og flere landes diplomatisk arbejde for at få Liu løsladt.

Hvornår falder dommen så? Om to uger er der juleferie i Vesten. Kina har tidligere brugt helligdage, hvor der er mindre international opmærksomhed, til at afslutte lignende sager.

»Så kan man jo selv regne ud, hvad der kommer til at ske,« siger Mo Shaoping.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *