Problemer på fabriksgulvet: Beijing starter reklamekampagne for Made in China

kommentar 1
Erhverv / Politik

DSC00019_400x267.shkl.JPG

Beijing har lanceret en global reklamekampagne og -film, der har temaet “Made in China. Made with the World”.

De 30 sekunders klip, der blandt bliver vist på CNN Asia, skal vise, at der bliver lavet kvalitetsvarer i Kina.

For Kina har brug for et nyt image, mener Industriministeriet åbenbart. Og det kan man egentlig godt forstå.

Kampagnen er begyndt samtidig med, at der endnu en gang er fundet melamin i mælkepulver, som jeg skriver om i dagens Berlingske.

• Du kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om mælkeskandalen her.

For se på mængden af skandaler. Der er masser af dem i Kina, som med mælkeskandalen, men også internationalt. Hvor kinesisk dyrefoder dræber amerikanske kæledyr, hvor der er bly i legetøjet eller hvor tandpasta dræber flere hundreder personer over hele verden.

Og problemerne fortsætter. Se på disse produkter, som der i de seneste par uger har været problemer med i USA: Giftige tøjdyr, Hello Kitty tøj som børn kan blive kvalt i, kød med salmonella, defekte blendere, stoffer i krydderurter med forkert mærkning, havegrill med defekte gasbrændere, defekte opladere til mobiltelefoner, barnevogne der klipper fingrene af børn, øreringe med bly og legetøj med grundstoffet barium i malingen.

Blot et udpluk fra de seneste par uger.

Selvfølgelig vil der også være flere kinesiske produkter, som bliver trukket tilbage, når Kina har så stor en andel af verdenshandlen.

Flere af problemerne skyldes måske også, at der er fejl i designet, så det ikke er den kinesiske fabriks skyld.

Men der er også fundamentale og grundlæggende problemer for Made in China. De seneste 30 års økonomisk vækst i Kina er ikke sket på grund af de kinesiske virksomheder. Men på trods af dem.

Som Paul Midler beskriver i »Poorly Made in China,« så har kunden ikke altid ret i Kina. Tværtimod.

Det begynder godt i starten, hvor den vestlige virksomhed bliver enig med den kinesiske fabrik om at producere for eksempel 10.000 flasker shampoo med urteduft.

Efter en præcis plan. Sådan skal den laves. Plasticflasken skal se sådan ud, shampooen være præcis så tyk og sådan skal den dufte.

Derefter bliver det konstant værre. Kvaliteten bliver over tid dårligere og dårligere, fabrikken ændrer på etiketterne, plasticflaskerne tyndere, urteduften bliver udskiftet med en billigere mandel-essens og så videre, for fabrikken forsøger konstant at tage genveje, der forringer produktet, men giver fabriksejeren flere penge på bankbogen.

Læs også Paul Midlers artikel i Forbes, om det han kalder “quality fade”.

Det ender med, at den vestlige virksomhed nærmest skal tigge om at få lavet sine produkter. Og hvor vesterlændingene skal undskylde, hvis de tager den kinesiske fabrik i at snyde.

Som for eksempel da Mattel fandt bly i malingen på en million stykker legetøj, som de havde fået lavet i Kina. Hvorefter Mattel rejser til Beijing og undskylder.

Hvis du vil vide mere, om problemerne på det kinesiske fabriksgulv, så læs »Poorly Made in China.« Den er stærkt underholdende, hurtigt læst og der er gode og konkrete eksempler på de mange pandeklaskende overraskelser og »det havde jeg xxx ikke lige set komme«-øjeblikke, som der er masser af i Kina.

Du kan læse et udpluk af Paul Midlers bog på Danwei og på Google Books.

Der er en anmeldelse på Asia Times og Silk Road International.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Pingback: KINABLOG.dk » Ugens Fem Klik om Kina: Juleaften i fængsel, pissoir, censur med mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *