Fremtidens journalistik: Tabloidavis fra Taiwan laver hurtige tegnefilm

Skriv en kommentar
Internettet / Journalistik
[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=VlQxW6Ai1L0]

En tabloidavis fra Taiwan har set nærmere på overfaldet på den danske tegner Kurt Westergaard i hans hjem i Viby. Som jeg skriver om i dag i Berlingske.

Dagbladet Æble ejes af selskabet Nextmedia, der udgiver tabloidaviser i både Hong Kong og Taiwan. Her er de kulørte blade kendte for at give baghjul til selv kollegerne i Storbritannien.

For eksempel har Pingguo Ribao (蘋果日報), der kan oversættes til Dagbladet Æble, længe brugt detaljerede illustrationer i dækningen af kriminalstoffet. Eksempelvis til at vise selve gerningsøjeblikket, hvor en mand bliver dræbt eller en kvinde voldtaget. Meget udførligt. Meget saftigt. Endda voldeligt. Og for mange også langt over den journalistiske og etiske grænse.

I november sidste år begyndte avisen også at lave små og hurtige videoer til kriminalstoffet. De henvender sig især til yngre læsere, der ser på dem deres mobiltelefoner.

For eksempel har Pingguo Ribao lavet en video om den politimand, der for nogle måneder siden drak sig ihjel, og som blev udnævnt til helt af hans overordnrede. Jeg har skrevet om den på Berlingske.

De har rekonstrueret hændelsen, hvor otte elever – der var 11-14 år gamle – døde på en skole, fordi de blev trampet ihjel af deres medstudenter.

De har også lavet video af en ung mand, der tæsker sin bedstefar. Af en pige, der bliver voldtaget af sin lærer. Af en brandmand der dør, da han falder ned fra 20 etagers højde. Og altså også af overfaldet på Kurt Westergaard, som du kan se her på Youtube.

Du kan se flere af deres videoer her på kanalen Apple Action News på Youtube.

Lige siden Pingguo Ribao begyndte at lave videoer har myndighederne på Taiwan haft udkig efter den nye videoservice. Især fordi videoerne, som nævnt, mest af alt henvender sig til skolebørn og unge.

Nogle skoler har opfordret til at boykotte Pingguo Ribao og har forsøgt at ramme dem økonomisk, ved at opfordre folk til at opsige deres abonnementer. Kritikerne er bekymrede for, at børnene måske kan finde på at efterligne de voldelige videoer, der heller ikke holder tilbage på indhold med sex. Avisen har da også trukket nogle af de mere kontroversielle af slagsen tilbage.

Videoerne fra Pingguo Ribao blev for alvor kendt uden for Kina, Hong Kong og Taiwan, da avisen i december lavede en rekonstruktion af golfspilleren Tiger Woods’ bilulykke.

Videon blev også beskyldt for at være alt andet end journalistisk objektiv. Tværtimod, hvordan kan nogle journalister fra et kontor på Taiwan vide, hvad der faktuelt skete mellem Tiger og hans kone. Og endda så præcist, at man kan give en grafisk og journalistisk fremstilling af det.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *