Liu Xiaobo: Domstol afviser appelsag

Skriv en kommentar
Politik

796_200x105.shkl.jpg En domstol i Beijing har afvist Liu Xiaobos appelsag og stadfæstet hans dom på 11 års fængsel, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Det er en af de hårdeste straffe, der er givet til en kinesisk dissident i mere end ti år. Liu Xiaobo fik sin dom kort før nytår, hvor han blev dømt for at opfordre til »omvæltning« af staten.

Liu var for to år siden med til at udgive et manifest, der opfordrer den kinesiske regering til en politiske reformer.

• Læs hvad jeg tidligere har skrevet om Charter 08 og Liu Xiaobo.

Hans advokat, Shang Baojun, siger, at de havde håbet på et andet resultatet, da de ankede dommen i december.

»Vi er ikke overraskede, men derimod er vi voldsomt skuffede,« siger Shang Baojun.

Dommen kommer heller ikke bag på Liu Xiaobos hustru, Liu Xia, der i går fik lov til at mødes med sin mand i 20 minutter. Hun er tydeligt rystet og begynder at græde, da hun fortæller om deres møde. Hun siger, at de ikke talte om retssagen. Men at han fastholder sin uskyld, og at han har det godt.

»Jeg håber, at alle medier og regeringer over hele verden, der bekymrer sig om menneskerettigheder, vil gøre noget ved sagen,« siger Liu Xia.

Dommen blev i går hurtigt fordømt af diplomater fra USA og EU.

»Vi mener, at han slet ikke skulle have været dømt, og at han straks bør løslades. Vi er skuffede over den kinesiske regering,« lyder det i en meddelelse fra Jon Huntsman, der er USAs ambassadør i Kina. Meddelelsen blev læst op af en amerikansk diplomat uden for retsbygningen i Beijing. Journalister og diplomater fik ikke adgang til retssalen.

EU kræver også Liu Xiaobo løsladt, fortalte en talsmand for EUs delegation i Beijing, Simon Sharpe, ligeledes til journalister uden for retsbygningen.

Både USA og EU udtaler, at det er i strid med anerkendte menneskerettigheder og i modstrid med ytringsfriheden, når den kinesiske stat forfølger personer, som udtrykker deres politiske holdninger.

Liu Xiaobos sag er blot den seneste og en af de mest markante af en lang række sager fra det seneste års tid.

• Tan Zuoren blev i tirsdags idømt fem års fængsel (se for eksempel CSM og AP) ved en domstol i Chengdu, der er hovedstaden i Sichuan provinsen. Tan har siden jordskælvet i Sichuan i 2008 forsøgt at bevise, at mindst 5.300 børn blev dræbt, fordi de sad i skolebygninger, der var dårligt byggede og ikke kunne modstå skælvet. Fordi korrupte embedsmænd havde sparet på byggematerialerne. Regeringen har kun offentliggjort det omstridte tabstal. Der har ikke været nogen officiel undersøgelse, og den kritiske dækning af jordskælvet hurtigt blevet standset.

• Huang Qi forsøgte også at hjælpe forældre, hvis børn døde under jordskælvet, og han blev idømt tre års fængsel i november sidste år (BBC og Reuters). Dommen lød på “besiddelse af statshemmeligheder.”

• Zhao Lianhai var far til et af de 300.000 børn, der blev syge under mælkeskandalen i 2008, hvor det giftige mælkepulver også kostede seks børn livet. Han havde forsøgt at organisere forældrene. Først tirsdag i denne uge blev den 37-årige mand tiltalt for blandt andet at »fremprovokere uro«. (Se blandt andet Guardian og BBC)

• Gao Zhisheng er en kendt advokat, som har været forsvundet i et år. Gao blev kidnappet af politiet i februar 2009. Hans familie har ikke hørt fra ham siden september sidste år, som var sidste gang omverdenen fik livstegn fra Gao (Berlingske og New York Times)

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *