Kina vs. USA: Tid til at trække vejret og træde et skridt tilbage

Skriv en kommentar
Politik / Sikkerhedspolitik

424112.jpg

Hvor slemt står det egentlig til mellem Kina og USA?

I sidste uge besøgte Dalai Lama USA. Det fik Kina til at tale med store og vrede ord og indkalde den amerikanske ambassadør i Beijing til en diplomatisk røffel.

Især siden den finansielle krise begyndte, Obamas besøg i Kina i november og COP15 i København i december har der været meget snak om den nye verdensorden og Kinas voksende magt.

Alene siden nytår har der været sagen om Google, hackere og ytringsfriheden; det amerikanske våbensalg til Taiwan; valutakursen på den kinesiske yuan; sanktionerne mod Iran, som Kina ikke vil støtte.

Der er en lang liste med uenigheder. Og Dalai Lamas besøg er blot endnu et emne, der er med til yderligere at komplicere forholdet mellem de to nationer.

Der er utallige eksempler på artikler, der beskriver det komplicerede forhold. Bare lav en søgning på Google News. Eller læs denne artikel fra Washington Post.

Men hvor skidt står det egentlig til? Hvor alvorligt er det?

Jo, det er slemt. Men der er bestemt også grund til lige at trække vejret og træde et skridt tilbage.

Se på dette citat:

While China is normalizing its ties with many Western countries, its relations with the United States are severely strained and may deteriorate further in the coming months. Behind the strains are both specific disagreements and a fundamental gulf in the way the two countries see each other.

“I’m not optimistic about relations improving,” said David L. Shambaugh, an American scholar of China who is doing research in Beijing. “I think they’ll get worse before they get better.

David Shambaughs analyse passer stadig i dag. Men citatet stammer fra en artikel i New York Times, der er fra maj 1991.

Det var kort tid efter, at Dalai Lama for første gang besøgte den amerikanske præsident i Det Hvide Hus i Washington. Dengang hed han George H. W. Bush. I dag hedder han Barack Obama. Men problemerne og retorikken er på mange måder den samme som dengang.

I sidste uge skrev han så i Financial Times:

In recent months Beijing has been cracking down at home and lashing out abroad. China watchers are perplexed about the origins and implications of the new assertiveness. Many believe a threshold has been breached and that China is going to become more difficult to deal with. Others see merely the 30-year pattern of fang and shou, opening and closing, in which one step back is followed by two steps forward.

Der er delte meninger om, hvad der foregår i Beijing. Men forholdet mellem USA og Kina har altid været kompliceret. Det går op og ned. Og lige nu er det så altså for nedadgående.

Mødet med Dalai Lama er en del af det normale, diplomatiske skuespil der bliver sat i gang, hver gang den tibetanske leder møder en amerikansk præsident. Og denne gang er det betydeligt mindre dramatisk end i 2007, hvor den nu 74-årige nobelprismodtager mødtes i fuld offentlig med den daværende præsident George Bush. Læs om mødet på for eksempel Guardian og CNN.

Men Kina og USA hænger tæt sammen. I et noget dysfunktionelt forhold. Men der er grænser for, hvor langt de to lande vil gå for at forværre forholdet til hinanden.

Se på sagen om Google. Straks efter offentliggørelsen om angrebet sagde Robert Gibbs, talsmand for det Hvide Hus, at »vi vil have nogle svar« fra Kina og at man ville aflevere en skriftlig klage til kineserne. Den kom aldrig. Og de diplomatiske diskussioner foregår nu i stilhed bag lukkede døre.

Se også på sagen om våbensalget til Taiwan, som Kina anser for at være en provins, der hører under folkerepublikken. Salget af blandt andet helikoptere og missiler er derfor en kraftig indblanding i Kinas interne affærer, mener man i Beijing. Det fik Kina til i vrede at aflyse planlagte og vigtige møder i dialogen mellem det kinesiske og amerikanske militær, der netop er blevet genoptaget. Men tidligere har de helt standset dialogen.

Sagen om Liu Xiaobo, Kinas forhandlinger i København og måden som Barack Obama blev censureret og behandlet på under besøget i Kina, viser et Kina, der opfører sig mere markant og resolut, og hvor diplomater er uvillige til at gå på kompromis og er hårde i tonen. Hvorfor? Groft sagt er der lige nu tre analyser.

Nogle analytikere mener, at det hænger sammen med partikongressen i 2012. De nye ledere er simpelthen ved at køre sig i stilling og bevise, at de har styr på Kina.

Andre mener, at der foregår en fløjkrig i Kinas Kommunistparti. Siden optøjerne i Tibets hovedstad Lhasa i 2008 er det gået markant ned for menneskerettighederne, for de voldelige optøjer viste styrets svagheder, og det gav magten til de mere hårdtslående kræfter i partiet.

Endelig er der dem, som mener, at finanskrisen har givet magten til det som sinologer kalder for »realisterne« i partiet. Kina skal først og fremmest bekymre sig om sig selv. Dernæst udlandet og Kinas internationale rolle.

De tre svar udelukker selvfølgelig ikke hinanden. De udelukker heller ikke, at Kina i højere grad kommer til at vise klør i 2010, der ifølge den traditionelle kalender er tigerens år.

Så hvad står der på bundlinjen?

Frygten for en ny kold krig og en åben rivalisering mellem USA og Kina er overdrevet, for de to lande hænger alt for tæt sammen, som Minxin Pei skriver her i denne kronik:

In many ways, the sudden worsening of ties between Beijing and Washington really means that U.S.-China relations are returning to “normalcy.” Because of the deep and unbridgeable differences between the two countries in terms of their political values, conceptions of international order and geopolitical interests, constant frictions, even minor conflicts, should be the rule. Chumminess and absence of tensions, as displayed during Mr. Obama’s first year in office, are actually the exception.

Resultatet af mødet med Dalai Lama er da indtil videre også blevet, at Kina er kommet med det forventede udbrud.

Længere er den ikke.

Obama har nu fået markeret over for Kina og omverdenen, at han er optaget af Tibets situation.

Og Beijing har markeret over for befolkningen og omverdenen, at ingen skal blande sig i landets politik i Tibet.

Tid til at køre videre. Move on, nothing to see here. Men spænd sikkerhedsselen og gør klar til næste sammenstød.

:: Tegningen er fra denne artikel i Folkets Dagblad fra 2005. Den viser amerikanske astronauter, der i 2020 ankommer til månen og opdager en kinagrill. Selvom Obama nu, modsat Kina, har droppet planerne om at vende tilbage til månen, så er den stadig et godt eksempel på konkurrencen mellem de to lande.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *