Med Kafka i fængsel: Interview med Liu Xiaobos hustru

Skriv en kommentar
Politik

796_200x105.shkl.jpg Her er en lidt anden udgave af det interview med Liu Xia, som jeg har i dagens Berlingske. Hun er gift med Liu Xiaobo, som jeg har skrevet om flere gange her.

De fleste gange står politiet udenfor opgangen og venter på hende, når hun går ud af sin lejlighed. Men ikke altid. Nogle gange ser hun dem først, når hun opdager en bil, der følger efter hende.

»Det er jo latterligt. Det er værre, end da Liu Xiaobo boede hjemme. Dengang var de her kun nogle gange, men nu kommer de hver dag,« siger Liu Xia.

Liu Xia er 49 år gammel. Hun siger selv, at hun interesserer sig for bøger og mad. Politik? Det interesserer hende ikke. Alligevel har det styret det meste af hendes liv.

Liu Xia er gift med den 54-årige Liu Xiaobo, der blev fængslet i december 2008. Præsidenter, statsledere og diplomater fra især USA og EU har alle forsøgt at presse Kina til at løslade ham. Det samme har et utal af organisationer. Uden held.

Liu Xiaobo er en af de største politiske skikkelser i Kina i de seneste tyve år. Han havde en hovedrolle under demonstrationerne på Tiananmen i 1989. Han har været nævnt som kandidat til Nobels Fredspris. Og i februar fik han stadfæstet en dom på 11 års fængsel for at opfordre til politiske reformer i Kina.

»Men selvom man ikke er interesseret i politik… Der er jo ikke noget at gøre, når man elsker en mand som ham,« siger Liu Xia.

For mange er han et symbol på menneskerettighederne i Kina. Det er han også for Liu Xia. Men først og fremmest er det hendes mand, som hun savner. Især alle de små ting. Som at lave mad.

»Han kan virkelig godt lide min mad. Han elsker al slags kød, og det er der ikke meget af i fængslet,« siger hun. For det meste taler hun med en rolig stemme. Men den knækker og hun hiver efter vejret, da hun fortsætter:

»Vi plejede at gå på markedet sammen og tale om, hvad vi skulle købe og lave om aftenen. Det savner jeg. Alt det daglige. Hverdagen,« siger hun.

Hun er en lille kvinde. Spinkel. Hun er velformuleret og taler roligt med en lidt ru stemme, der kommer af de lange, tynde cigaretter, hun ryger. Hun sidder på kanten af den bløde sofa, som står i cafeen på det luksushotel, hvor jeg møder hende. Vi kan ikke mødes i hendes lejlighed. Hun har ikke haft lov til at få besøg siden juni sidste år, hvor det var 20 års dagen for urolighederne på Tiananmen. Det var i 1989.

Det var samme år, som de begge blev skilt fra deres ægtefæller. De havde kendt hinanden siden begyndelsen af 1980erne, men det var her, at de begyndte deres forhold. Hun siger, at de blev forelskede i hinanden gennem litteraturen. Hun er selv forfatter, og ud over hendes madlavning, så blev Liu Xiaobo også forelsket i hende gennem hendes tekster.

1989 var også første gang, at Liu Xiaobo kom i fængsel.

Han er professor, og han rejste fra sin stilling på Columbia University og tilbage til Beijing, hvor han var med i demonstrationerne på Tiananmen. Bagefter blev han idømt to års fængsel. Samme år besluttede hun sig for aldrig at få børn.

»Da Liu blev skudt under urolighederne, fortalte jeg mine forældre, at jeg aldrig ville have børn. For en dag kunne det være mit eget barn, der blev skudt der på gaden,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo flytter sine ting ind i hendes lejlighed i 1994. Men i 1996 bliver han idømt tre års tvangsarbejde, fordi han kritiserede et-partistyret og Kinas Kommunistparti. I de første 18 måneder måtte hun ikke besøge ham i lejren, for de var ikke gift, og myndighederne ville ikke give dem lov. Det eneste hun kunne gøre var at aflevere penge til ham i receptionen og håbe på, at han fik dem. Hun afleverede også bøger. For eksempel Kafka, som hun også har afleveret til ham i fængslet denne gang.

»Nogle gange skriver han, som om det var om os,« siger Liu Xia om den tjekkiske forfatter.

De blev gift efter 18 måneder. En kendt advokat brugte sine forbindelser og fik fat i de rigtige papirer. Det foregik i arbejdslejren. Hans bror og begge deres forældre var der, og de fik et måltid og noget slik, før de skulle hjem.

»Jeg var så glad og lykkelig, for nu havde jeg lov til at besøge ham,« siger Liu Xia.

Liu Xiaobo fortsætter de næste år med at være åbenmundet og kritisk. Myndighederne følger ham. Men han er fri og de er sammen. I 2008 bliver hun dog bekymret. Han viser Liu Xia et udkast til Charter 08.

»Jeg læste det og vidste, at det ville sende ham tilbage,« siger Liu Xia. Hun forsøgte at overtale ham til at stoppe. Jeg er gammel nu, jeg kan ikke klare at skulle være væk fra dig og besøge dig i fængslet, sagde hun. Men han troede ikke selv på, at der var nogen fare ved det.

Efter et stykke trækker han hende til side. Han kan lave en aftale med myndighederne, så de kan slippe ud af Kina, hvis de lover aldrig at vende tilbage. Men omkostningen er for stor. De kan ikke sige farvel til deres gamle forældre.

Liu Xiaobo fortsætter arbejdet med Charter 08.Det opsluger ham, og bliver det eneste i hans liv. Liu Xia opgiver.

»Jeg tænkte, folk har kun en chance her i livet. Det var det, han skulle i det her liv,« siger hun. Og tilføjer:

»Jeg har altid troet, at når de ville ramme ham, så ville det blive brutalt og hårdt,« siger Liu Xia.

Under retssagen, der netop er afsluttet, kom Liu Xiaobo med en skriftlig udtalelse. Han skrev blandt andet, at den største glæde for ham i de seneste to årtier var at vinde Liu Xias »uselviske kærlighed.«

»Min kærlighed til dig er fuld af skyld og savn, nogle gange så meget, at det får
mig til at vakle,« skrev han videre.

Den 8. december 2008 vågnede hun tidligt om morgenen. Hun skulle ud og købe et tæppe med Liu Xiaobos bror. Bagefter gik hun på cafe med en ven, og da hun kom hjem om eftermiddagen sad han og arbejdede ved computeren. Han gik selv hen og åbnede, da det bankede på døren klokken 23 om aftenen.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *