Kinesisk ferieparadis og varme investeringer: Offentlig strand bliver privat legeplads

Skriv en kommentar
Medier / Miljø / Politik

34810350_400x358.shkl.jpg

Palmer og gode strande. Hainan er kinesernes svar på Mallorca. Den sydkinesiske ø er et af de mest populære rejsemål for kinesiske turister.

På det seneste er det også blevet en af de største magneter for investeringer, og det er et af de steder i Kina, hvor økonomien vokser hurtigst. Især er det investiernger i jord og fast ejendom, der er røget i vejret. Endda så meget, at der måske er tale om en boble.

Øen er ikke meget større end Jylland, så der er ikke mange kvadratkilometer at sælge. Derfor er mange begyndt at hamstre. Uden rigtigt at skele til lovgivning, bæredygtig udvikling og hensyn til lokalbefolkning. Vissevasse.

Derfor har mange luksushoteller møvet sig ind på områder, der egentlig er offentlige strande, som man kan læse i denne artikel på QQ.

Det er journalister fra CCTV (中央电视台) og Aftenavisen Yangcheng (羊城晚报), der har lavet en undersøgelse af strandene, og hvordan kystlinjen er ved at blive skåret op og delt mellem investorer; hvordan de offentlige arealer er ved at ende på hænderne af få personer, og hvordan golfbaner skyder op overalt.

For eksempel nævner de et stykke på otte kilometer, hvor der er 17 fem-stjernede hoteller, der har spærret stranden af med mure.

China Media Project har oversat et stykke af artiklen, hvor de citerer kolumnisten Shi Gong (矢弓) fra Xinhua:

“Whose beaches are these? They were not reclaimed from the sea by development companies, but rather were left to us by our ancestors and by mighty nature. They belong to all of us, the people. The rich can set foot on the beaches, and so can the poor.”

Jonathan Watts fra Guardian var også forbi Hainan tidligere i år. Her kan du læse – og se på en udmærket video – hvordan de enorme golfbaner også er en katastrofe for de lokale indbyggere og for den sjældne regnskov.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *