Liu Xiaobo og Nobel: Danmark går på listesko, men Australien banker i bordet

Skriv en kommentar
Medier / Politik

225px-Yang_Jiechi_by_Harald_Dettenborn_200x202.shkl.jpg Lene Espersen var i Shanghai i søndags, hvor hun havde et møde med sin kinesiske kollega Yang Jiechi. De to ministre talte blandt andet om menneskerettigheder i Kina. Uden at den danske udenrigsminister dog ville gå i detaljer med, hvad de konkret talte om og i hvor lang tid.

Det skrev jeg om i mandags her i Berlingske. Til artiklen interviewede jeg også Sharon Hom, der er jurist og leder af Human Rights in China. Hun var ikke videre begejstret for Danmarks indsats for menneskerettigheder i Kina. For den slags bilaterale samtaler nytter ikke, siger hun. Når der ikke er konkrete krav med målbare resultater, så hjælper det ikke.

Et af de konkrete krav kunne være, at Liu Xiaobo skulle løslades. Da Nelson Mandela sad i fængsel var der stort pres på den sydafrikanske regering for at løslade ham, og det blev nævnt direkte under møder med ministre. Men Danmark har lige som andre lande været varsomme med at kræve ham løsladt under møder med kinesiske kolleger.

For eksempel blev generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, kraftigt kritiseret for ikke at nævne hverken menneskerettigheder eller Liu Xiaobo, da han mødtes med præsident Hu Jintao i mandags. Før besøget gav en organisation også en pris til en højtstående kinesisk ansat ved FN, der i 1989 var general i Folkets Befrielshær og den ansvarlige for angrebet på Tiananmen, hvor hundreder eller tusinder blev dræbt.

Ban Ki-moon vil gerne genvælges for endnu en periode som generalsekretær for FN. Det kræver Kinas støtte.

Lidt bedre var det i sidste uge, hvor den canadiske udenrigsminister mødtes med Yang Jiechi. Lawrence Cannon.

»Vi har tidligere rejst Liu Xiaobo’s sag over for den kinesiske regering, og det vil vi fortsætte med at gøre – som jeg også gjorde over for min kollega i dag,« sagde Lawrence Cannon ifølge nyhedsbureauet AFP. Altså så nogenlunde den samme besked som fra Lene Espersen.

Anderledes var det i går, da den australske udenrigsminister Kevin Rudd var i Kina. Han har tidligere været diplomat her og taler flydende kinesisk. Han nøjedes ikke med blot at nævne Liu Xiaobo, men forlangte også at få ham løsladt.

Som man kan læse her i artiklen fra The Australian, så er Kevin Rudd ikke som de fleste af sine andre kolleger i Vesten, og han er ikke bange for at tage en hårdere og mere ærlig linje over for Kina. Som i 2008, hvor han som premierminister holdt en tale for studenter i Beijing, hvor et af emnerne var Tibet.

Som Sharon Hom sagde, da jeg interviewede hende, så er det da også kortsigtet, hvis man ikke tager menneskerettighederne seriøst. Det er det samme juridiske system, der har dømt Liu Xiaobo til 11 års fængsel for at skrive seks artikler, som også skal varetage danske virksomheders interesser i Kina. Og retsvæsenet i Kina er hverken uafhængigt eller gennemsigtigt (transparent).

Danmark kunne lære af Australien og Kevin Rudd. Som Sharon Hom siger:

»Kina fortolker det at være venner sådan, at man aldrig taler om følsomme sager. Men det er der stærkt brug for nu,« siger Sharon Hom.

Danmark er et demokratisk land, der har en lang historie som ven af Kina, siger Sharon Hom. Når man er venner, så betyder det, at man er ærlige og rejser vanskelige spørgsmål over for hinanden. Derfor er det vigtigt, at Danmark under den slags bilaterale møder viser Kina, hvor meget Kinas handlinger og ord lige nu underminerer landets internationale omdømme. Det sømmer sig simpelthen ikke for en stor nation, som de opfører sig lige nu, siger Sharon Hom.

Den danske udenrigsminister kunne under besøget have mødtes med for eksempel advokater, der tager følsomme sager og kæmper for menneskerettighederne i Kina. Det kunne have været en af de konkrete måder, som den danske og de andre udenrigsministre kunne have sendt et signal til Beijing om, at man mener det med menneskerettighederne seriøst. Hvis man altså gør det. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv har sagt, så handler det først og fremmest om arbejdspladser, som jeg citerer ham for i denne analyse. Og her.

Jeg interviewede blandt andre Mo Shaoping – som jeg har skrevet om flere gange her og som der er portræt af påher på Time Magazine og på New York Times – der gerne ville have mødtes med den danske udenrigsminister.

Aktivisten Jiang Qisheng, der også er en af medunderskriverne på Charter 08, ville også gerne have talt med udenrigsministeren.

»Hvis vi mødtes med udenlandske ledere, så ville vi kun fortælle sandheden, og ministrene ville få et mere nuanceret og uafhængigt bilede af situationen i Kina,« siger Jiang Qisheng.

Danskerne kunne også have insisteret på at holde et pressemøde, siger Jiang Qisheng.

»Kinesiske journalister tør ikke at stille den slags kritiske spørgsmål. Det betyder ikke, at de ikke vil, for de kender alle til situationen om Liu Xiaobo. Men udenlandske reportere kunne spørge, og den danske minister skulle svare direkte på spørgsmålene,« siger Jiang Qisheng.

:: Foto af Yang Jiechi fra Wikipedia

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *