Liu Xiaobo og Nobel: Hvad gør Vesten, når Kina fortsætter med at råbe op?

Skriv en kommentar
Politik

httpleaders-1.people.com.cnmediafile20090923F2009092307431919205314271.jpgliuxiaobo_liuxia305_200x169.shkl1.jpg Der er ingen grænser for, hvor arrogant Kina kan være, skriver New York Times i en leder.

Tidligere på ugen kunne avisen fortælle, hvordan den kinesiske ambassade i Oslo formelt havde krævet at de europæiske lande skulle boykotte ceremonien den 10. december, hvor Liu Xiaobo – in absentia – får overrakt Nobels Fredspris.

• Se hvad jeg tidligere har skrevet om Liu Xiaobo her på Kinablog.

Og i går fredag kom viceudenrigsminister, Cui Tiankai, med endnu en trussel mod Europa, som jeg skriver i dagens Berlingske Tidende.

»Valget, som forskellige europæiske lande skal tage, er klart og simpelt – vil de være del af et politisk spil, der udfordrer Kinas juridiske system, eller vil de på en ansvarlig måde udvikle et venligt forhold med det kinesiske folk og Kinas regering,« sagde Kinas viceudenrigsminister, Cui Tiankai, i går på en pressekonference i Beijing.

Meget af den hårde retorik, der er kommet fra Beijing i de seneste uger, har først og fremmest været henvendt til kineserne i Kina. Men Cui Tiankais kommentarer var til den udenlandske presse. Og altså rettet mod udlandet.

»Hvis de tager det forkerte valg, så bliver de nødt til at tage konsekvenserne,« sagde Cui Tiankai, der også er ansvarlig for Kinas forhandlinger under G20 topmødet i næste uge i den sydkoreanske hovedstad Seoul.

Derfor bør alle lande sørge for at sende repræsentanter til Oslo, mener New York Times i lederen.

The Chinese government is hungry for clout and respect. But bullying its own people and other governments (recently halting shipments of rare earth minerals to Japan in a territorial dispute) are unacceptable and won’t produce either. China first tried to bully the Nobel committee, warning that the award could harm relations with Norway, where the committee is based. The committee, rightly, was not intimidated.

De seneste ugers besked fra Beijing er klar – økonomi, forretninger og politik hænger sammen. Hvis andre lande opfører sig på en måde, som ikke er politisk acceptabelt i Beijing, så vil det få konsekvenser for landets interesser og virksomheder i Kina.

Den taktik har virket i årevis med spørgsmål om Dalai Lama, Xinjiang, Tibet og De Olympiske Lege. Og den virker stadig. Med stor succes.

Se for eksempel på Frankrig, der tidligere har været en af Beijings hårdeste kritikere. Men præsident Nicolas Sarkozy har sørget for ikke at kritisere præsident Hu Jintao under hans besøg i Frankrig, der slutter i denne weekend.

Som jeg skrev tidligere på ugen, så nævnte FNs generalsekretær Ban Ki-moon heller ikke hverken Liu Xiaobo eller menneskerettigheder under sit møde med præsident Hu Jintao tidligere på ugen.

Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen, har også netop været i Kina, hvor hun som de fleste andre ministre og statsledere i den grad går på listesko, som jeg også skrev i artiklen på Kinablog og her på Berlingske.

På mange måder er der tegn på, at Beijing er bekymret for sin soft-power og internationale omdømme. Men hvis de er, så kan man undre sig over, hvorfor de fortsætter den hysteriske kampagne mod Liu Xiaobo og Nobels Fredspris, hvor de næsten dagligt – for eksempel med angreb i medierne – gør opmærksom på det frem for eksempelvis blot at tie hele sagen ihjel.

Hvorfor? Måske fordi Beijing kan se, at de kan gøre, hvad de vil. Det vil ikke få konsekvenser, for de udenlandske regeringer er ikke seriøst interesserede i at presse Kina.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *