Gymnasier i Kina: Hvad kan Danmark lære?

Skriv en kommentar
Diverse

laoshi_250x264.shkl.jpg

Se på billedet her til venstre. Det er lige nu Kinas mest berømte gymnasielærer, som man kan læse i denne artikel fra i går. Han er blevet en berømthed på internettet, hvor matematiklæreren har fået øgenavnet 板凳教师 (bandeng laoshi), der kan oversættes til “træbænks læreren.” Det er nemlig sådan en bænk, som han bruger som lineal, fordi hans skole ikke har råd til en.

Jeg tror ikke, at gymnasiet i Shanxi er et af dem, som forfatterne til dagens kronik i Berlingske har besøgt.

Det er helt rigtigt, at der er brug for dialog, og at Kina og Danmark kan lære af hinanden, som der står i kronikken, der er skrevet af to rektorer, som sammen med 30 kolleger netop har været på en uges studietur i Kina.

Der er gode observationer og pointer i kronikken. Bestemt. Men jeg har svært ved at blive begejstret for det kinesiske uddannelsessystem.

Tre afsnit fra kronikken, som du kan læse det hele af her:

De skoler, vi så, afspejlede tydeligt accepten af den autoritative ramme og patriotismen. Eleverne rejser sig op for læreren, der var ingen snak i timerne, ingen toiletbesøg, ingen mobiltelefoner, masser af kinesiske flag. Der er motivation for at lære og stor flid.

De danske unge må gerne opleve, at uddannelse, levestandard og social sikkerhed ikke er naturgivne. I Kina ved de unge, at for at få et godt liv skal de være blandt de allerbedste. Uden en god eksamen kommer de ikke ind på de bedste universiteter, og uden eksamen herfra får de ikke de gode jobs. Og uden disse jobs mangler de fundamentet for at støtte familien – hvilket i høj grad også betyder forældre og bedsteforældre. Derfor studerer de unge kinesere langt mere målrettet end de danske.

….

En skoledag for en kinesisk elev tager hånd om det hele menneske. Der er en times idræt hver dag, der er afspændingsøvelser mellem hver time, og der serveres ordentlig mad for dem ved middagstid. Det er vores udfordring at udvikle en dannelse på vores skoler, hvor eleverne oplever, at intellektets præstationer kræver lige så meget fokus og vedholdenhed som en sportspræstation, og at give dem de kulturelle kompetencer, der skal til for at gøre dem til aktører i det verdenssamfund, der bliver deres.

Først et forbehold. Det er ualmindeligt svært at give et præcist billede af det kinesiske skolesystem, fordi der er store forskelle mellem de enkelte provinser og endnu større forskelle mellem land og by. Men hvad er mit indtryk af skolevæsenet?

Børnenes karriere begynder ofte, når de er to, tre år gamle. Her får de timer, der skal forberede dem til skolestarten. De begynder også at spille på et instrument som klaver eller violin. Og at gå til sport. Samt at få undervisning i engelsk.

For det gælder om at blive nummer et. Det er hele systemet indrettet efter. For eksempel når læreren har rettet opgaver, og giver dem tilbage til eleven, så er det den bedste, der får den først tilbage, og så fremdeles. Det gælder hele vejen op gennem lille-, mellem- og storeskole.

At eleverne skulle få specielt god mad i skolerne, det er ikke noget, som jeg hører tit. Tværtimod er der næsten dagligt artikler i aviserne om kantiner, hvor flere hundreder elever i de værste tilfælde har fået madforgiftning.

Ud fra et holistisk synspunkt er det selvfølgelig godt, at mange skoler lægger vægt på idræt. Men det er først og fremmest blot et fag som alle andre, hvor det også gælder om score karakterer fra eleverne. Samtidig er det også en måde, hvor mange af sportsskolerne finder talenter, som de kan dyrke.

Hele skolegangen har et eneste mål for forældrene og de unge kinesere. At bestå 高考 (gaokao). Det er den store eksamen, der holdes en gang om året over hele Kina. Resultatet bestemmer, hvad man kommer til at studere og på hvilket universitet. Uanset hvor man så bor i landet, og om man så hellere ville læse udenrigspolitik i Beijing eller moderne litteratur i Chongqing.

Og dog. Som altid i Kina kan man købe sig fra det. Ens karakterer er så afsindigt vigtige, for hvis man kommer fra en god skole og et godt universitet, så er man næsten sikker på arbejde bagefter. Derfor er der ikke noget unormalt i korrupte gymnasielærere eller folk i administrationen, der kan skaffe dit barn ind på den rigtige uddannelse.

Så når de kinesiske skolebørn studerer “mere målrettet” end de danske, så er det fordi, de ikke har noget valg. Stress er almindeligt. Det er selvmord også. Som jeg skrev om i 2009 i denne korte artikel i Berlingske, som hører sammen med den jeg skrev om presset på de unge studenter.

Er det blevet bedre siden? Nej. Se for eksempel på den 16-årige Li, som jeg interviewede forleden. Hendes skoledag mindede om dem, som du kan læse her nedenunder. Men desværre var hun god til engelsk, fortalte hun. Derfor havde skolen udvalgt hende til en national engelsk-konkurrence for gymnasieelever. Frivilligt, hed det sig, Ikke at hun havde noget valg. For det er prestige for skolen, hvis en elev vinder sådan en pris. Så hun nu blev nu nødt til at bruge sin halve fridag om søndagen til at studere op til konkurrencen. Og en parantes – det er selvfølgelig dybt usædvanligt, at en kineser kan tale engelsk. Selv for den unge generation. Det er stort set kun i udviklede storbyer som for eksempel her i Beijing, at man kan lære det.

Hvordan ser en skoledag så ud? Sidste år interviewede jeg gymnasieelever, der netop havde taget gaokao. Her er tre af dem:

• Zhao Weibo, 18 år
Jeg står op klokken 6.30. Først er der læsetime, som begynder klokken 7.10. Hver lektion varer 40 minutter, og klokken 12.00 har vi halvanden times pause. Timerne begynder så igen klokken 13.30 og varer frem til 17.30. Om aftenen er der timer, hvor man selvstuderer, og hvor lærerne kan hjælpe os. Timerne begynder klokken 18.30 og slutter klokken 20.30.

• Du Jing, 18 år
Jeg står op klokken 6.00. Det tager mig 20 minutter at komme i skole, og timerne begynder 7.40 og varer frem til 12.00. Så er der halvanden times pause, hvor vi kan slappe af, spise, eller tale med lærerne om de spørgsmål, som vi ikke forstår. Eftermiddagstimerne begynder så 13.30 og stopper 17.00. Så har vi halvanden times pause igen, hvor vi kan gå hjem. Men jeg bliver altid på skolen og spiser. Aftentimerne begynder 18.30 og stopper klokken 21.00. Jeg går i seng senest klokken 24.00. Vi har også timer om lørdagen, men søndag har vi fri. Alligevel tager jeg for det meste ind og sidder i klasseværelset, for det er et godt sted at sidde og lave lektier.

• Zhang Xinran, 18 år
Jeg står op klokken 6.10. Nogle gange tager jeg undergrundsbanen i skole, og andre gange kører mine forældre mig. Hver time varer 40 minutter, og de begynder klokken 8.00 og varer frem til 12.10. Om eftermiddagen begynder de klokken 13.20 og varer frem til 17.15. Jeg har ikke timer om aftenen, men de fleste dage bruger jeg en time eller halvanden på at lave lektier derhjemme, inden jeg går i seng klokken 22.30.

De tre elever er selvfølgelig ikke repræsentative for hele Kina. De fleste fattige og fra de u-udviklede landområder får aldrig så meget skolegang, at de kan nærme sig gaokao..

Hvad kan de danske gymnasier så lære af det kinesiske system? To ting.

For det første. Flere udvekslinger mellem eleverne vil være godt. Især fordi det stadig ikke er gået op for mange danskere, hvor stor indflydelse Kina har fået i de seneste 20 år. Der er stadig ualmindeligt mange fordomme og klicheer om landet, og danskerne har i høj grad brug for at få en bedre viden om Kina, som forfatterne til kronikken også skriver.

For det andet. Idræt. Helt enig. Det vil kun være godt, hvis det blev et fast og almindeligt indslag i hverdagen at eleverne – og selvfølgelig også alle lærerne – kom ud at røre sig.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *