Nordkorea og Kina: Hvorfor lægger Beijing ikke pres på Pyongyang?

Skriv en kommentar
Sikkerhedspolitik

xin_bea58d8228fe46ed81f2fddc4f40191c_250x179.shkl_.jpg

Nordkoreas angreb er alvorligt, men det bliver ikke begyndelsen på en krig, som jeg skriver i dagens Berlingske.

Et af de helt centrale spørgsmål om Nordkorea er forholdet til Kina, som jeg også kommer ind på i analysen i avisen (ikke online, for vi udkommer stadig på papir, så smut ned og køb den).

De eneste, der kan presse Nordkorea er netop nabolandet Kina, der er det tætteste, som Nordkorea kommer på en allieret. Hvorfor gør Beijing så ikke noget? Det gør de også. Men selv Kina har kun begrænset indflydelse over Kim Jong-il og eliten i Pyongyang. Og man er bange for at miste den indflydelse ved at presse militærstyret for meget, siger analytikere.

New York Times har også en god artikel, der kommer ind på netop forholdet mellem Kina og Nordkorea:

China’s influence is rising steadily around the world. But the problem of how to manage North Korea, its Communist neighbor and onetime ally, appears to befuddle China’s leaders, who stumble from indulging the North to sending occasional signals of pique, all without persuading the country to adopt a path toward greater openness or stability.

“At the moment China has limited influence,” said Cai Jian, a professor of Korean studies at Fudan University. “On one hand it’s unhappy with North Korean actions and its provocative behavior, but on the other hand it still has to support North Korea.”

Kina har forsøgt at få Nordkorea til at gennemføre de samme økonomiske reformer, som kineserne selv har været igennem de seneste tre årtier. For sådan ville der komme et marked med 24 millioner nordkoreanere lige på grænsen til nogle af de fattigste provinser i Kina. Godt grundlag for udvikling, for samtidig vil det sikre stabilitet i regionen. Kina frygter, at et kollaps vil sende millioner af flygtninge ind over grænsen. Men eliten i Pyongyang »er bange for, at markedskræfterne vil underminere deres magt,« som Andrei Lankov, der er ekspert i Nordkorea og tilknyttet Australian National University, tidligere har sagt til Berlingske.

Især nu. Den syge og aldrende Kim Jong-il er ved at overdrage magten til sin søn, Kim Jong-un, der ikke har meget erfaring eller politisk netværk. Som en del af magtskiftet har der også været omrokeringer i militæret. Resultatet har været magtkampe. Derfor, siger analytikere, er Nordkorea er mere ustabilt end det har været længe.

Og det er det mest skræmmende. Hvis Nordkorea blot vil have opmærksomhed, så vil de køle af igen indtil den næste episode om et halvt år. Som de plejer. Dermed kan omverdenen overveje det næste skridt og eventuelle forhandlinger. Men den helt store joker er magtskiftet. For hvor store er de interne magtkampe? Hvis gårsdagens angreb mod Sydkorea først og fremmest var indenrigspolitik, hvor en fraktion forsøger at sende et politisk signal, så er det mere uklart, hvor Nordkorea er på vej hen.

Men det er altid en god ting, at bevare proportionerne og roen, når det kommer til Nordkorea, som jeg tidligere har skrevet om her på Kinablog.

Hvis du er mere interesseret i kinesisk udenrigspolitik, så har jeg skrevet om her på Kinablog, hvem der bestemmer.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *