Wikileaks om Kina og Nordkorea: Sjovt, men ikke meget nyt

Skriv en kommentar
Journalistik / Politik / Sikkerhedspolitik

WL_Hour_Glass_small.png I april 2009 talte He Yafei med en diplomat fra den amerikanske ambassade i Beijing. Den kinesiske viceudenrigsminister var træt af Nordkorea. På trods af kraftige protester fra blandt andre Kina havde nordkoreanerne testet et missil. For at få USAs opmærksomhed og presse amerikanerne til forhandlinger, der kunne give olie, fødevarer og valuta til det fattige diktatur. Pyongyang opfører sig »som et forkælet barn, der prøver at få opmærksomhed fra de voksne,« sagde He Yafei.

Det kan man læse i dokumenterne fra Wikileaks, der blev offentliggjort i går, og som jeg skriver om i avisen i dag. Der er en online version af artiklen her. Dokumenterne kan du læse for eksempel her og her.

Her er nogle af de vigtigste punkter.

Nordkorea er i dag ikke meget strategisk værdi som en stødpude mod Sydkorea, siger yngre politikere i Beijing. Kina vil ikke være glade for de amerikanske soldater, men nord og syd burde genforenes under Sydkoreansk kontrol. Beijing har forsøgt at presse Pyongyang til at ændre adfærd, men Kina har »langt mindre indflydelse end folk tror,« når det kommer til Nordkorea.

Dokumenterne viser også, hvordan en kinesisk ambassadør omtaler Nordkorea atomprogram som »en trussel mod global sikkerhed.«

De viser også, hvordan Kina har overvejet risikoen for et kollaps i Nordkorea. Blandt ved vurderinger om, at Kina kan håndtere humanitær hjælp til 300.000 nordkoreanske flygtninge uden at skulle have assistance.

Andre dokumenter omtaler en kilde, som vurderer, hvordan Kim Jong-il viser »ubeslutsomhed« og har svært ved at få gennemført sine politikker. Det skyldes blandt andet hans problemer med sit helbred. Samt forskellige fraktioner, der kæmper om magten i det »kaotiske« Nordkorea.

Og man kan læse, hvordan både nordkoreanske og kinesiske børn af magtfulde politikere og embedsmænd bruger deres forbindelser til at skubbe konkurrenter af vejen og lave forretninger i de to lande, viser dokumenterne. Blandt andet inden for elforsyning, byggeri- og minesektoren.

Det kan alt sammen ikke komme bag på nogen. Der er kort sagt ikke mange afsløringer og nyheder i artiklerne. De er endda så blodfattige, at Evan Osnos gør alvorligt grin med dem på sin blog på New Yorker.

Helt værdiløse er de nu ikke, mener jeg.

Dokumenterne fra Wikileaks er diplomatiske meddelelser, som er sendt fra for eksempel ambassaderne i Seoul og Beijing og hjem til Washington. Det er for det meste vurderinger, holdninger, analyser og referater af samtaler med eksempelvis andre diplomater, politikere, eksperter og akademikere.

Det er altså ikke klassificerede dokumenter fra efterretningstjenesten. Og det er ikke politiske anbefalinger. Det er almindelige mere eller mindre løse samtaler, som diplomater hver dag samler sammen og sender til Washington.

Der er ikke store afsløringer i dokumenterne fra Wikileaks. Men alligevel mener jeg, at de har værdi, for de er med til at give et billede af den interne debat i Beijing.

På den anden side – så ændrer det ikke på billedet af den debat. Ja, Beijing er træt af Nordkorea, det har der været enighed om blandt analytikere i mange år. Børn af magtfulde embedsmænd, der er korrupte og misbruger deres kontakter til at lave forretninger og tjene penge? Ikke ligefrem et chok i Kina.

Omvendt er dokumenterne om Kina og Nordkorea også blevet beskyldt for at være farlige. Især nu under krisen. Blandt andet fordi de viser hvor frustrerede Beijing er med Pyongyang, og hvordan de kinesiske ledere taler nedsættende om den iltre nabo. Men Nordkorea ved udmærket godt, hvad kineserne tænker om dem.

Så hvad er værdien af papirerne fra Wikileaks? De er interessante for os Kina-nørder, der gerne vil snage lidt og stikke snudeskaftet et stykke længere ind i det lukkede statsapparat. Det er sinologiens svar på Se & Hør.

Hvad skriver de andre? Her er nogle links.

• Richard Spencer og Telegraph – Why China hasn’t abandoned North Korea – and why Wikileaks is a work of flawed genius

• New York Times – North Korea Keeps the World Guessing

• Gady Epstein og Forbes – Assange Slams China’s WikiLeaks Copycat: ‘Very Dangerous To Do It Wrong’

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *