Hu og Obama i Washington: Hvad fik Kina ud af besøget?

Skriv en kommentar
Journalistik / Medier / Politik

W020110119316509166075_400x279.shkl.jpg

Det gik ikke specielt godt for amerikanerne, da præsident Hu Jintao besøgte sin kollega, George W. Bush, i Washington i 2006. For det første blev velkomstseancen i Det Hvide Hus afbrudt, da en demonstrant fra Falun Gong havde sneget sig med til ceremonien og begyndte at råbe ad de to præsidenter. For det andet blev den kinesiske nationalsang præsenteret som Republikken Kinas. Det er det officielle navn for Taiwan.

Kort sagt – ikke imponerende. Det svarer så nogenlunde til at lade præsident Bush blive overfuset af et medlem af Al Qaeda under et statsbesøg i Beijing, hvor man også præsenterer den amerikanske nationalsang som Canadas. Ikke at den religiøse gruppe Falun Gong er i samme bås som Al Qaeda, men gruppen er forbudt i Kina, hvor regeringen anser den som fjende til staten.

Siden da har amerikanerne læst på lektien. Det blev de nødt til. Godt hjulpet på vej af en global finanskrise, der har været med til at give Kina ny status som Verdens andenstørste økonomi og dermed også større politisk magt.

Derfor har de kinesiske medier gjort meget ud af at fortælle, hvordan Hus besøg var et møde mellem to ligeværdige parter. Det skrev jeg om i søndagens Berlingske i denne analyse. Her er en længere version af den.

De fleste af de kommercielle aviser her i Kina har haft præsidentens amerikanske besøg på forsiden. Og tre af de aviser, for eksempel Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er direkte kontrolleret af Kinas Kommunistparti, fik endda forsinket deres deadline med hele otte timer, så de kunne få onsdagens gallamiddag med Hu og Obama med til dagen efter. Det er med til at vise, hvor stor betydning den kinesiske regering lægger på besøget. De statslige tv-kanaler har selvfølgelig ikke haft problemer med de 13 timers tidsforskel mellem Beijing og Washington, og her har der også været bunker af indslag, der især har svælget i glorværdig pomp, gallamiddag, håndtryk og 21 skuds salutter. Men, ikke overraskende, ingen snak om menneskerettigheder og kritiske kongresmedlemmer.

Den overordnede linje i de kinesiske medier har været, hvordan besøget har løst op for spændingerne mellem de to lande, og hvordan Kina igen er blevet en vigtig supermagt. Det imponerer dog ikke almindelige kinesere. Det er notorisk svært at lodde folkestemningen i et land med 1,3 milliarder indbyggere, hvor forskellene mellem rig og fattig er så enorme. Og hvor udenlandske medier ikke har lov til at foretage eksempelvis telefoniske meningsmålinger. Men hvis man ser bort fra grupper som nationalistiske bloggere og meningsdannere, så er det typisk hvordan folk er skeptiske over for regeringen og påstanden om Kina som supermagt. Realiteterne for den relativt velhavende middelklasse og de især cirka 700 millioner landarbejdere, der mere eller mindre konstant svæver i nærheden af fattigdomsgrænsen, ser da også anderledes ud og ligner ikke hverdagen i en økonomisk supermagt.

Hvad var det så for et topmøde?

Det er blevet udråbt som historisk. Det er nu en selvfølgelighed, for et møde på det niveau er altid en historisk begivenhed. Spørgsmålet er mere, om det går over i historiebøgerne som en fodnote eller et kapitel. Mødet vil dog næppe komme i samme klasse, som da Richard Nixon besøgte Kina i 1972. Det var et jordskælv i global politik. Derimod var det mere et møde, som skulle vedligeholde diplomatiske bånd, og hvor man skulle markere hinandens synspunkter og få talt ud om problemerne.

Lykkedes det så?

Obama skulle vise amerikanerne sin nye og hårdere kurs over for Kina. Det lykkedes. Der kom dog ikke konkrete resultater ud af det. Hu Jintaos snak om demokrati – som har været regeringens linje i årevis – blev misforstået i mange vestlige medier. Når kinesiske politikere taler om demokrati, så handler det om demokrati indenfor Kinas Kommunistparti. Og ikke som i de vestlige demokratier. Hus snak om menneskerettigheder var der heller ikke noget nyt. Kina har gentaget den samme linje i årevis i for eksempel FN.

Beijing og Hu havde to mål med turen til Washington. For det første skulle det vise, hvordan Hu nyder international respekt som leder af en magtfuld nation. Dernæst skulle Hus smuttur til Chicago og den kinesiske virksomhed også vise en anden side af Kina, som en ansvarlig investor, der ikke bare stjæler arbejdspladser fra USA.

Beijing opnåede begge mål. Statsbesøget var en succes for både Obama og Hu, hvor der ikke kom ubehagelige overraskelser undervejs.

Ubehagelighederne kunne være dukket op under den fælles pressekonference med Hu og Obama. Det er uhyre sjældent, at kinesiske topledere som Hu blotter sig og stiller op til åbne spørgsmål. Men den noget bovlamme amerikanske presse fik kun stillet åbne spørgsmål om eksempelvis, hvordan Hu kan forsvare situationen med menneskerettigheder i Kina. Spørgsmål, der var nemme for begge præsidenter at glide af på og snakke udenom. Dermed undgik Hu og Obama skarpere spørgsmål, som kunne have været det meget enkle – hvornår bliver Liu Xiaobo løsladt? Eller om hvor den forsvundne advokat, Gao Zhisheng, befinder sig. Gaos sag er ikke videre kendt i Danmark, men hans hustru er flygtet til USA, og hans navn bør være kendt af enhver, der har beskæftiget sig med kinesisk politik og menneskerettigheder i mere end to minutter.

Der er da også stigende bekymring over amerikanernes fordummede og uvidende debat om Kina, som Herald Tribune skrev forleden. Omtrent på samme tid, hvor den højreradikale radiovært, Rush Limbaugh, sad og gjorde nar ad den kinesiske præsident, med en serie »Ching, chong, ding, dong« udtalelser i radioen. Mere seriøs var den republikanske direktør for GE, Jeff Immelt, der i avisen argumenterede for, at amerikanerne bliver nødt til at acceptere Kinas voksende indflydelse. For amerikanerne skal ikke tro, at kineserne succes blot skyldes billig arbejdskraft og manipulation med valutakursen. De er ikke bange for forandring, og de er klar til at arbejde hårdt og hurtigt, nævnte Jeff Immelt som nogle af grundene.

2010 var et turbulent i forholdet mellem USA og Folkerepublikken Kina. Især på grund af stridigheder om valutakurs, menneskerettigheder, Nordkorea og Beijings i det hele taget ofte aggressive diplomati i for eksempel det Sydkinesiske Hav.

Historisk set har forholdet mellem de to lande dog altid været problematisk. Af både praktiske, kulturelle og ideologiske grunde. Det vil fortsætte. Men uenighederne kan kontrolleres. Især når Beijing begynder at forstå sin nye globale rolle. Og når USA giver Kina den plads, som en nation med 1,3 milliarder mennesker berettiger. Topmødet i Washington var et lille men vigtigt skridt i den retning.

:: Foto fra Xinhua

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *