Egypten og Kina: Optøjer… hvilke optøjer?

kommentarer
Internettet / Politik / Sikkerhedspolitik

Kina Egypten.png Egypten er stort set forsvundet fra de kinesiske medier, hvor nyheder, indlæg og diskussioner på internettet om de arabiske optøjer bliver censureret, som jeg skriver om i dagens Berlingske. Her får du en længere udgave af artiklen.

I Kina er der ofte censur af nyheder og informationer, der ses som en trussel eller udfordring til regeringen og Kinas Kommunistparti. For eksempel blev der i flere måneder lukket for internettet til hele Xinjiang provinsen, hvor der var optøjer i juli 2009. Der blev først åbnet helt for det i maj 2010.

• Læs ogsåYtringsfrihed i Kina: Seks måder at censurere internettet på

Der skal da heller ikke megen fantasi til at se sammenhængen mellem Tiananmen i 1989, og billederne af kampvogne i det centrale Cairo. Beijing er næppe bekymret for, at dominobrikkerne fra Mellemøsten skal ramme den kinesiske grænse, men regeringen er selvsagt opmærksomme hver gang, at et autoritært styre falder. Især med situationen lige nu i Kina – med inflation og utilfredshed over den stigende forskel mellem rig og fattig og dem med og uden privilegier.

Så hvad har Beijing gjort, for at kontrollere nyhederne fra Egypten?

Fredag aften og nat kunne man stadig gå ind på kinesiske mediers hjemmesider og læse nyheder om urolighederne og se billeder med udbrændte militærkøretøjer. Men de seneste dage er flere af artiklerne forsvundet eller brugernes kommentarer er blevet slettet.

De fleste aviser og medierne på internettet har kun brag artikler fra det statslige nyhedsbureau Xinhua. De fleste af dem har dog været gemt inde i for eksempel aviserne eller sent i nyhedsudsendelserne på TV. Indholdet handler mest om antallet af døde eller har kommentarer fra den egyptiske regering. Mandag var topnyheden om Egypten, at Kina havde chartret to fly til at hente 550 strandede kinesere i lufthavnen i Cairo. Der var ingen diskussioner om Egyptiske reformer, demokrati eller forklaringer på årsagen til urolighederne.

Hvis du vil have et godt billede af, hvordan de kinesiske medier dækker Egypten, så kan du se en samling af links her på China Elections. Det er på kinesisk. Global Voices har også lavet en god gennemgang af dækningen i medier og på internet.

Censuren kan også ses på de mange kinesiske mikroblogs, der er hjemmesider som Twitter, hvor man kan skrive kommentarer på 140 tegn. For eksempel hvis man søger på 埃及 (Aiji), som Egypten hedder på kinesisk.

»I henhold til relevante politikker og lovgivning kan søgeresulatet kan ikke vises,« står der på Sina Weibo, der er en af de mest populære mikroblogs, som bliver stadigt vigtigere i Kina.

• Læs ogsåTwitter på kinesisk: 140 tegn der gør en forskel

Det er dog kun, når man søger efter 埃及, at der er censur. Man kan stadig skrive om det. Det dukker altså bare ikke op i søgeresultaterne.

Der er dog også måder at komme uden om censuren på. I weekenden kunne man bare erstatte 埃及 med Egypt, og det blev ikke fanget af filtrene. Det gør det dog nu.

I dag er der op mod 120 millioner kinesere, som bruger mikroblogs. Det viser en undersøgelse fra januar, der er lavet af Shanghai Kommunikations Universitet. Det tal er vokset fra otte millioner i 2009.

• Læs ogsåHvorfor er internettet så vigtigt i Kina?

På det seneste – især efter Liu Xiaobo blev tildelt Nobels Fredspris sidste år – har myndighederne strammet censuren og slået hårdere ned på medierne. Det siger flere analytikere. Senest International Federation of Journalists, der udkom med deres årlige rapport i går. På det seneste har myndighederne også slået ned på medierne.

Der blev lukket for adgangen til Twitter i juni 2009. Der er også blokeret for eksempelvis Facebook, Youtube og andre hjemmesider, som regeringen mener har politisk følsomt materiale eller kan bruges til at sprede det.

I alt er der 457 millioner kinesere på internettet, viser en to uger gammel rapport (.pdf) fra regeringens center for internet, CINIC.

Men er det overhovedet rimeligt, at sammenligne Egypten og Kina?

Ja, til en vis grad. De politiske systemer i de to lande ligner hinanden, hvor begge landes regeringer har monopol på magten. Med de samme problemer med social stabilitet og korruption til følge. En vigtig del af Kinas Kommunistpartis legitimitet er, at de er garant for økonomisk udvikling og fremgang, og det lykkedes med de seneste tre årtiers vækst. En af forskellene er, at det ikke er lykkedes for Egypten.

Men den økonomiske udvikling og de politiske reformer har også givet kineserne en voksende bevidsthed om deres rettigheder som borgere. Og det er især her, at internettet bliver brugt til at lufte deres kritik af staten og myndighederne. Det kan man se over de seneste år, hvor Beijing har udvist en stadigt større overfølsomhed overfor enhver form for social uro og sociale problemer. Og netop derfor holder den kinesiske regering godt øje med udviklingen i Egypten.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

5 Kommentarer

  1. wangjia siger

    hallo har du forsøgt at smide 埃及骚乱 ind i baidu.com? Der kommer en masse nyheder frem, så alt det med censur er vist en smule overdrevet. Desuden har Kina sendt fly for at hente statsborgere hjem fra urolighederne. Kunne man forestille sig Danmark gjorde noget tilsvarende?

  2. wangjia siger

    godt at se min kommentar om Egypten og censur i Kina er blevet slettet fra din blog. Man må sige du har lært en del fra Kina

  3. kinablog siger

    Som du kan se, hvis du går ind på for eksempel news.baidu.com og søger på 埃及骚乱 så kommer der lige nu 3.330 hits op. Men hvis du ser på artiklerne, så handler de mest om oliepriser og optøjernes indflydelse på aktiekurser og lignende.

    Og især om de chartrede fly, der, som jeg skriver, har været hovedhistorien i medierne. Hvilket Willy Lam også skriver her:

    The Hu Jintao administration has attempted to divert public attention by focusing on the speed and efficiency with which Beijing dispatched chartered flights to send home hundreds of Chinese (including tourists from Hong Kong) stranded in various Egyptian cities.

    Der er lukket for søgninger på mikroblog på Sina på for eksempel 埃及 骚乱. Det samme på Baidu Tieba og andre services. Som jeg også skriver, så kan man stadig skrive om 埃及 og Egypten men bare ikke søge efter det.

    Hvis du køber aviser her eller ser tv-udsendelserne, så er nyheder om Egypten generelt begravet. Og ingen af dem handler om årsagerne til optøjerne eller en demokratisering af Egypten eller lignende.

    Hvis du også ser på for eksempel artiklerne, så kommer de stort set kun fra Xinhua. Læs i øvrigt China Elections som jeg linker til ovenover. For i den slags situationer og kriser er det kun Xinhuas artikler, der må bruges. Det har SCMP også fået bekræftet af utallige redaktører rundt om i Kina, der fortæller, at de har fået besked på ikke at lave deres egen journalistik.

    Derfor – på bundlinjen – er der på grund af censuren langt, langt mindre debat og omtale af Egypten end i for eksempel de europæiske medier.

    Med hensyn til den anden del af din kommentar, så forstår jeg ikke helt din sammenkobling mellem ytringsfrihed og om Danmark vil chartre fly for at hente turister hjem fra Cairo.

  4. kinablog siger

    Wangjia, der kommer ufatteligt mange spam kommentarer her på bloggen, og derfor godkender jeg dem alle personligt. Og nu sidder jeg ikke klinet til skærmen 24-7-365, og derfor kan der godt gå mere end 12 timer, før du skriver en kommentar og den bliver offentliggjort.

  5. Zhou siger

    Wangjia, kunne du evt. se sagen med andre briller end kinesiske? Der er ingen andre danske “medier” der dækker Kina ligeså professionelt og objektivt som Kim/kinablog.dk – og nej, det med censur er ikke overdrevet. Prøv at finde en systemkritisk artikel på Baidu – held og lykke siger jeg bare.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *