Ingen vand: Værste tørke i Kina i 60 år

Skriv en kommentar
Erhverv / Fødevarer / Hverdag / Politik

Toerke kina shandong

Der burde være fyldt med vand derude i reservoiret. Det er der ikke. En hvidmalet bro stikker lige ud i luften, og der står en båd dernede på den tørre jordbund.

Fem af de lokale bønder står oppe på den høje vold, der går rundt om reservoiret. En af dem, Liu Baojun, tager en sten og kaster ud i luften.

»Vandet plejede at gå hertil,« siger den 46-årige Liu Baojun, da den rammer cementvæggen cirka halvvejs nede.

Bønderne står og kigger på en gul gravko, der er ved at grave et cirka fem-seks meter dybt hul i reservoirets støvede jordbund. Nede i bunden af det brede hul dukker der mudret vand op, som skal pumpes ud over de nærliggende marker. Men spørgsmålet er, hvor meget det vil hjælpe.

»Jeg har allerede mistet cirka 30 procent af mine afgrøder,« siger Liu Baojun, som jeg skrev om i Berlingske i går. Og her på Kinablog kan du få links og baggrund om tørken.

Bønderne har god grund til at være bekymrede, for lige nu er Kina flere steder ramt af den værste tørke i 60 år. Den har ramt provinser, som står for cirka 80 procent af Kinas samlede produktion af hvede. Regeringen har sat milliarder af til krisehjælp, men det nytter ikke meget, siger bønderne. Tørken har også allerede gjort skade på vinterens høst af hvede, og gjort jorden så tør, at forårets såning er i fare.

FN kom i sidste uge med en advarsel om, at tørken kan få alvorlige konsekvenser for årets høst af hvede.

»Denne tørke er meget unormal,« siger Kisan Gunjal fra FNs Organisation for Fødevarer og Landbrug over telefonen fra Rom. Tørken kan også mærkes på de globale priser på hvede, der siden sidste år er steget med 76 procent.

»Det skyldes hovedsageligt forskellige klimatiske begivenheder – oversvømmelserne i Australien, en lang og tør periode i Rusland og begivenhederne i Kina,« siger Kisan Gunjal.

Så der er god grund til, at bønderne i området omkring Baitai reservoiret er bekymrede. For at komme herud kører man ud ad en hovedvej, der går gennem tørre marker, frugtplantager, vinmarker og slidte landsbyer. Her hænger der flere steder røde bannere, hvor der står for eksempel »Arbejd målrettet for sammen at bekæmpe tørken.«

Butikkerne langs vejen er af den slags, som man har brug for på landet. Et lille skur af mursten, hvor en dreng sælger kul, som ligger stablet op under en presenning foran butikken. En slagter, der står i gruset ved vejsiden med et stativ, hvor der hænger klumper af blodigt kød på. Et værksted, hvor en mand ligger under en bil, som holder på den støvede parkeringsplads mellem bunker af rustne reservedele. En lille filial af Agricultural Bank of China. En tømmerhandel, hvor der står grove planker stablet op foran huset.

Man kan også gøre som mange af chaufførerne på de store lastvogne, der kører med kul fra Shandongs kulminer, og dreje ind til siden og holde ved en af restauranterne. Her får man jævn mad. Grillede bønner med spidskommen. Brokoli og hvidløg. Flæsk og hvidkål. Men ingen ris. Bunden bliver lagt med »mantou,« som er hvidt, dampet brød.

For her i Shandong og området omkring Baitai dyrker man hvede. Det kræver mindre vand end for eksempel grøntsager, siger bønderne. Tørken er forværret af, at Kina i forvejen har en kolossal mangel på vand. Det fik i sidste måned regeringen til at sætte 4.000 milliarder yuan – cirka 3.300 milliarder kroner – af til projekter med vandkonservering over de næste ti år. Der er allerede enorme projekter med for eksempel flere hundrede kilometer lange kanaler, der leder vand fra de sydlige floder op til Beijing og det tørre Nordkina.

I sidste uge annoncerede regeringen to nødhjælpspakker på i alt mere end syv milliarder yuan, der skal afhjælpe tørken. Det er blandt andet til bønderne, der får tilskud til vanding af markerne. Men mange af dem trækker blot på skuldrene over tilskuddet, der er på ti yuan – lidt over otte kroner – per mu. En mu er en kinesisk måleenhed, der er på 0,06 hektar.

»Vanding koster mig 30 yuan per mu, og jeg har fire mu. Så tilskuddet er jo ingenting,« siger en af bønderne, der står og kigger på den gule gravemaskine i reservoiret.

Nogle kilometer fra Baitai står den 65-årige Wang Yuling og vander sin mark. Han stod op klokken syv i morges. Steg på sin sølvfarvede, elektriske cykel og kørte den ene kilomet fra hjemmet i landsbyen Lian og her ud til marken på fem mu, som han skal bruge seks-syv timer på at vande.

I baggrunden kan man høre den dieseldrevne pumpe – dangdangdangdang – der står ved brønden på en anden mark og pumper vandet over i en tyk slange, hvor det højlydt plasker ud på Wangs tørre hvedemark. Wang har også fire mu med frugttræer, fortæller han, og i alt tjener hans familie cirka 10.000 yuan – omkring 8.300 kroner – om året. Han regner med, at tørken i år – hvis den ikke bliver værre – kommer til at koste ham mindst 1.500 yuan.

»Det betyder ikke så meget for os i dagligdagen indtil videre. Men vi bliver nødt til at vente med reparationer og med at investere i større ting, for vi kan ikke spare op. Jaja, sådan er det. Hvad kan man gøre?« siger Wang Yuling.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *