Fukushima og radioaktivitet: Kinesere går i panik og køber salt

Skriv en kommentar
Humor / Internettet

Img130034276743 400x267 shkl

Min kinesiske ven ryster på hovedet og griner.

»Jeg gik ned for at købe salt, fordi jeg skulle lave mad, men der var ingen butikker – overhovedet – som havde mere tilbage,« sagde hun og slog ud med armene.

Det begyndte i ugen efter jordskælvet i Japan. Der hvor problemerne på atomkraftværket Fukushima Daiichi for alvorlig blev tydelige, og hvor man også i Kina var bange for, at radioaktive skyer skulle sive ind over landet.

Hvad hjælper så mod radioaktivitet, spurgte bekymrede kinesere sig selv om. Svaret? Salt. For der er jod i salt. Ergo hjælper salt mod radioaktivitet.

Rygterne begyndte på internettet. Og de eksploderede. Ugen efter jordskælvet var supermarkeder, lagre og butikker i flere byer tømt for salt. På internettet kunne man se billeder fra butikker, hvor kunder står presset sammen i klumper og med viftende arme kæmper om at få fat i poser med bordsalt. I fjernsynet var der indslag med panikslagne folk, som fortæller, at der ikke er mere salt. Den nationale sammenslutning af saltproducenter forsikrede dog forbrugerne om, at de havde lagre til mindst et par måneder mere, men at distributionen ikke kunne følge med efterspørgslen.

Men vent. Der er jo også salt i sojasauce. Måske kunne det hjælpe mod radioaktivitet? Svaret var ifølge mange kinesere »ja«, og derfor begyndte de også at hamstre sojasauce og andre fødevarer med salt.

En af mine venner har som så mange andre herovre en »ayi.« Det betyder egentlig »tante,« men det bruges også om for eksempel private rengøringsdamer og babysittere, og ofte er det en pensioneret kvinde. Min vens ayi er i 60erne. Sød dame.

Hun havde kun fået fat i 20 – tyve – kilo. Hun ville købe mere. Og hun tiggede ham, om han ikke nok ville sælge de to kilo, han havde i køkkenet. Rationelle formaninger hjalp ikke. Tænk på min familie, sagde hun, mens øjnene blev stadigt mere våde. Hun fik et kilo og var glad.

Hun fik det endda gratis, hvilket hun var lykkelig over. For priserne på salt steg enormt. Nogle steder steg det fra nogle få kroner for et enkelt kilo og helt op til omkring 30 kroner. Folk begyndte at sælge det på auktioner på internettet. For eksempel på det populære taobao.com, hvor man på et tidspunkt fik en gratis pose salt som gave, hvis man købte et par sko.

En anden grund til kinesernes panik var, at de frygtede radioaktivitet i havet omkring Kina. Men det er kun 20 procent af den kinesiske salt, som kommer fra havvand.

Det – og at salt er ubrugeligt over får stråling – forsøgte myndighederne at fortælle til befolkningen. Vær »rationelle, køb kun rimelige mængder« lød budskabet. Men folk har så udbredt skepsis over for myndighederne, at man troede mere på rygterne og ignorerede dem i flere dag.

Efter et stykke tid begyndte budskabet dog at synke ind. Og så gik det den anden vej. Nu var medierne fulde af billeder med arrige folk, der skyllede tilbage til butikkerne og krævede pengene retur. Den gik ikke.

I dag er panikken væk. Der er igen salt på butikshylderne, og alt er ved det gamle. Undtagen en ting. Rundt om i de kinesiske køkkener, står der rigtig, rigtig, rigtig meget salt.

001bb9dc0e0f0eecea0502

10528923 633134

:: Billedet øverst er fra denne artikel. Og tegningerne fra denne side og denne. Der er også fotos her og her.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *