Rasende Ai Weiwei tilbage på Twitter

Skriv en kommentar
Internettet / Kultur / Medier / Politik

Ai weiwei google plus 250x333 shkl Ai Weiwei er tilbage på Twitter, hvor han nu angriber de kinesiske myndigheder for den brutale behandling, som hans venner fik i fængslet. Det skriver jeg om i dagens Berlingske.

Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing i begyndelsen af april, og blev holdt fanget i næsten tre måneder. Samtidig blev hans hjem og atelier ransaget. Fire af hans venner og ansatte blev også taget af myndighederne. Dem har politiet dog ikke på noget tidspunkt officielt anholdt eller sigtet. Politiet har ikke engang ville bekræfte, at de fire personer var i deres varetægt.

Den 54-årige Ai blev løsladt i juni. Fordi han er kronisk syg, og fordi han havde »udvist god opførsel og tilstået sin forbrydelse,« som det officielle nyhedsbureau Xinhua oplyste i en artikel. Ai Weiwei blev løsladt mod kaution. Derfor kan han ikke rejse eller bevæge sig frit, og han er under konstant overvågning.

• Læs ogsåtidligere artikler på Kinablog om Ai Weiwei

En del af aftalen med myndighederne var også, at han ikke måtte bruge Twitter, som han ellers tidligere har brugt flittigt til at kommunikere med omverdenen. Derfor er det også usikkert, hvordan myndighederne vil reagere på Ai Weiweis udbrud.

Forleden mødtes Ai med designeren Liu Zhenggang. Han er en af de ansatte i Ai Weiweis virksomhed, og en af dem, der var forsvundet i næsten to måneder.

»Det er første gang, at han fortalte om tilbageholdelsen… Tårerne strømmede ned ad kinderne på denne mand, der ellers har en stålvilje… I detentionscenteret havde han et slagtilfælde, og han døde næsten,« skrev Ai Weiwei i går på Twitter. Du kan læse de tre tweets her, her og her.

»På grund af deres forbindelse til mig blev de holdt ulovligt i detention. Liu Zhenggang, Hu Mingfen, Wen Tao og Zhang Jinsong var uden skyld i de fysiske og psykiske lidelser, som de blev udsat for,« skrev Ai Weiwei. Han brugte det kinesiske ord 折磨 (zhemo), der kan betyde enten lidelse eller tortur.

• Læs ogsåQ&A om sagen om Ai Weiwei

Ai Weiwei bekræfter over telefonen, at han skrev de tre kommentarer på Twitter.

»Det var første gang efter jeg blev løsladt, at jeg så mine kolleger. Jeg var så chokeret, da jeg så ham. Han havde fået et hjerteslag og kunne ikke bevæge sig ordentligt. Han var en god kollega, og de behandlede ham forfærdeligt, og han døde næsten under hans inhumane detention,« siger Ai og tilføjer om de fire venner:

»Nu er de gjort tavse, fordi de har indgået en eller anden aftale med myndighederne om, at de ikke må tale om, hvordan de blev behandlet. Det gør mig vred, at de ikke kan fortælle om det,« siger Ai Weiwei, der ifølge aftalen ikke må bruge Twitter og kommunikere med omverdenen, men alligevel vælger at trodse forbudet. Er Ai Weiwei så selv bekymret over konsekvenserne?

»Jeg bekymrer mig om alt. Hvad kan jeg gøre?,« siger Ai Weiwei.

Han har flere gange kommet med korte kommentarer til medierne, men han har ikke givet noget længere interview. Det gjorde han dog i dag onsdag, hvor Global Times bragte et interview med ham.

Avisen hører under Folkets Dagblad, der er Kinas Kommunistpartis talerør. Ais kommentarer i interviewet er da også meget mildere end dem, som han kom med i går på Twitter. Og som han plejede at komme med, før han »blev forsvundet« af myndighederne. Som der står i denne artikel fra AFP:

Anne-Marie Brady, a Chinese media expert at New Zealand’s University of Canterbury, said the interview was likely to have been carefully placed.

“The propaganda department probably wants to take the heat out of the international attention that’s been paid to the situation with Ai Weiwei and other people who have been put under house arrest for political reasons,” she told AFP.

:: Billedet er fra hans side på Google Plus, som han oprettede for få uger siden

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *