Protesten i Dalian: Hvem vandt?

Skriv en kommentar
Miljø / Politik

10

Demonstrationen i Dalian var en af de største protester her på det seneste. Titusinder af vrede borgere gik på gaden for at demonstrere mod en kemisk fabrik. Den skulle lukkes. Nu.

Som det så ofte sker ved den slags lejligheder stillede byens partisekretær og andre ledere sig op og talte direkte til folket De forsøgte at få folk til at gå hjem og lovede, at man nok skulle undersøge, hvordan man kunne lukke fabrikken. En anden velkendt taktik. Men den troede folk ikke på. Det skulle ske med det samme.

Og det lykkedes, som jeg også skrev her på Kinablog. De hårdt pressede myndigheder opgav deres modstand og lovede, at man ville lukke og flytte fabrikken. Altså en klar sejr til folket. Eller var det?

Der er hvert år op mod 180.000 “massehændelser”, protester og demonstrationer Kina. Mange af dem sker på grund af utilfredshed med forurening og miljø, som kineserne bliver stadigt mere bevidste om.

Men protesten viser også, at der ikke er noget civilsamfund i Kina. Det var private borgere, der organiserede protesten gennem de sociale medier og ved at sende tekstbeskeder på telefonen. Men der er ingen vedholdende organisationer, der kan bruge etablerede kanaler til at gå i dialog med de politiske magthavere. Borgernes eneste indflydelse er at protestere.

Lige som ved togulykken i Wenzhou var Dalian et eksempel på, hvordan partiet er villige til at slukke politiske og sociale brande, når de opstår. Men der er ingen større diskussion om, hvordan håndterer en opposition, kritik og andre holdninger. Især ikke med konferencen næste år lige om hjørnet, hvor der skal vælges nye ledere. Partiet vil have ro og orden og er ikke parate til at komme med ideer, der kan vippe båden unødigt. Derfor er der ingen af lederne, der for alvor vil forholde sig til den vrede, som befolkningen udtrykte gennem de sociale medier under krisen i Wenzhou og Dalian.

Der er også en anden teori lige nu. Krisen i Dalian kan også være forbundet til konferencen næste år. Mange af søndagens demonstranter havde endog pænt professionelt lavede t-shirts, masker og bannere. Det så organiseret ud.

Sagen er, at det kemsiske anlæg i sin tid blev godkendt af Xia Deren, der er en protege af Bo Xilai, der i dag er partisekretær i Chongqing. Han har i de seneste mange måneder ført en usædvanlig kampagne for at blive valgt til Politburoets Stående Komite.

Bo er – usædvanligt for en kinesisk politiker – god til at begå sig i medierne, og er det tætteste Kina kommer på en politisk charmetrold som Silvio Berlusconi. Bo Xilais metoder er også en kende italienske. Den tidligere handelsminister, der også er en partiets prinser, blev sendt til Chongqing i 2007 for at rydde op i den dybt kriminelle mafiaby. Det gjorde han med tvivlsomme men populære og hårde metoder. Men vil den 62-årige Bos populære image få ham ind i magtens centrum i Politburoets Stående Komite? Kampagnen har gjort ham upopulær flere steder.

Kinesisk politik foregår i en sort boks på samme måde som god, gammeldags kremlinologi. Så – man ved aldrig. Frem med spåkugle, kaffegrums og the-blade.

Men siden protesten er det kommet frem, at myndighederne allerede havde planlagt at lukke fabrikken. Og at for eksempel studenter var blevet advaret mod at deltage i søndagens demonstration. Politi og ledere blev nok overraskede over størrelsen på demonstrationen, men det var ikke et eksempel på, hvordan folket vandt. Men derimod på, hvor svage de er over for det fastlåste, politiske system.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *