Basketball i Kina: Amerikansk og kinesisk hold i slåskamp

kommentarer
Historie / Kultur

China daily basketball  500x334 shkl

Det skulle have været en venskabelig kamp mellem Georgetown University og Bayi Rockets, der er et professionelt hold, som hører under Folkets Befrielseshær. Men basketballkampen i Beijing endte i kaos, knytnæveslag, spark og stole, der blev kastet rundt på banen.

Aftenen før havde Georgetown spillet en anden kamp i Beijing, der blev overværet af den amerikanske vicepræsident George Biden, som i dag mandag afsluttede sit fire dage lange besøg i Kina for at flyve videre til Mongoliet.

Det er første gang i over ti år, at Biden har været i Kina. Under besøget mødtes han blandt andet med den kinesiske vicepræsident Xi Jinping, der efter alt at dømme overtager posten som præsident efter Hu Jintao, der træder tilbage i 2012.

Under besøget har de to vicepræsidenter lagt vægt på at vise, hvordan der er en forståelse og dialog mellem de to lande. På trods af store knaster i forholdet. USA er Kinas største handelspartner, og det giver amerikanerne underskud på handelsbalancen. Kina har valutareserver på 3.200 milliarder dollars, og de 1.200 milliarder er amerikanske statsobligationer. Samtidig er Kina også på vej til at blive en militær magt i Asien, og det er en udfordring for USA og dets allierede i regionen. Som for eksempel Taiwan, der gerne vil købe nye amerikanske F-16 fly.

Biden besøgte også en restaurant i Beijing. Og det var nok billederne her fra, hvor han sidder og prøver at sludre med en lokal familie, som han havde håbet på skulle blive dagens fotografier fra besøget i Kina. Det blev det ikke.

Sammenstødet mellem de to baskethold vil blive set i lyset af politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen i Kina, som det har gjort siden begyndelsen af det 20.
århundrede, hvor både Nationalistpartiet og Kinas Kommunistparti brugte idræt og sportsstævner til at blive populære. I 1971 var det også en bordtenniskamp mellem USA og Kina, der banede vejen for præsidents Nixons besøg i 1972, der fik de to landes forhold på ret køl igen. Men der var ikke meget »bordtennis-diplomati« over venskabskampen torsdag aften.

Det kinesiske hold var opsat på at vinde, og der havde været flere sammenstød undervejs, hvor stemningen blev stadigt dårligere. Det kulminerede, da en amerikansk spiller plantede en albue i nyrerne på en modstander. Spillerne fra de to hold gik på hinanden, tilskuere kom ind på banen og der fløj stole og knytnæver gennem luften.

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=wk9dNsfDhYs&feature=player_embedded]

Amerikanerne trak sig tilbage, mens tilskuere kastede vandflasker ned over dem. Samtidig skulle flere af tilskuerne også have råbt nedsættende ord som 黑鬼 (hei gui) – sorte djævle – mod amerikanerne.

»Basketball i Kina har en lang historie med lignende hændelser,« siger Maggie Rauch, der er redaktør på bloggen China Sports Today. En teorierne er, at det handler om forskellig spillestil. Kineserne er ikke vant til den mere fysiske spillestil, der er i udlandet blandt især professionelle.

Samtidig siger flere, der overværede kampen, at dommerne var intet mindre end elendig, og at sikkerhedsvagterne ikke greb ind, da slagsmålet udviklede sig. Bayi og deres fans heller ikke det bedste omdømme. Der er et mundheld som siger: 八一队打球打不赢就打架. Altså, hvis Bayi spiller, og de ikke vinder, så kan de i det mindste slås.

Kinesisk fodbold, boksning, hockey og endda volleyball er kendt for lignende sammenstød mellem fans og spillere.

»Der bliver flere og flere af den slags sager i Kina. Men de udvikler sig sjældent til voldelige og dødelige optøjer, så man bør ikke overreagere,« siger Shi Yan, der forsker i sport og tilskuervold på Shanxi University.

Sammenstødet blev ikke omtalt bredt i de kinesiske medier. Det gjorde det derimod på de sociale af slagsen, hvor mange tog afstand fra Bayi’s opførsel. Som en bruger, Daoyuan, skrev på Weibo:

»Hvem i alverden vil nu komme til Kina for at spille venskabskampe?«

Kina og de hårdtslående spillere og fans:

2010: Kun lidt over et minut inde i kampen går kinesiske basketballspillere amok på deres modstandere fra Brasilien. Den Kinesiske Basketball Association undskylder bagefter.

2009: Spillerne fra Guangdong Tigers og Shandong Gold bliver idømt den rekordstore bøde på 330.000 yuan (cirka 270.000 kroner) på grund af et sammenstød i slutning af kampen.

2008: En »kung-fu kamp« bryder ud mellem tilhængere fra to klubber i Beijing og Tianjin. Samme år angriber tilhængere i Wuhan også de besøgende klubbers busser.

2007: Kinas olympiske fodboldhold bliver sendt hjem fra England, da de støder sammen med spillerne fra Queenspark Rangers før en træningskamp i London.

:: Foto fra China Daily

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

4 Kommentarer

  1. Den her historie læser jeg i Berlingske i dag. Undrede mig over uaktualiteten. Men jeg kan jo se, at den har ligget her på din side siden den 22. august. Er stof fra Kina blevet nedprioriteret?

  2. kinablog siger

    Det var en lidt anden version i avisen, der handlede en kende mere om Bidens besøg i Asien end om det i Kina.

    Og du har jo selv et indgående kendskab til Kina, så jeg tror hurtigt vi kan blive enige om, at der burde være langt mere om Kina i de danske medier. (:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *