Hukou og migrantarbejdere: De tomme stole

Skriv en kommentar
Hverdag / Politik

Emptychair03 450x355 shkl

Det er svært at være bonde Kina. Der er ikke penge i landbrug. Derfor forlader mange deres landsbyer og rejse ind til byerne for at tjene penge. De efterlader familie – hustru, mand, børn, søskende, svigerforældre og så videre – som de måske kun ser en enkelt gang om året, når de rejser hjem omkring det kinesiske nytår, der er den helt store højtid herovre.

En anden højtid er Månefestivalen, hvor kineserne traditionelt fejrer familien og en – forhåbentlig – veloverstået høst. Men flugten fra fattigdommen på landet betyder, at stolene står tomme hjemme i landsbyerne. Som man kan se på billedet herover, hvor den 67-årige Xue Peizhong og hans hustru Yang Guilan passer deres barnebarn, fordi forældrene er to af de i alt ti familiemedlemmer, der er rejst ud for enten at gå i skole eller tjene penge.

Du kan se flere billeder på Ministry of Tofu, der har oversat og kommenteret teksten fra denne billedserie på Xinhua.

Kunne familien ikke bare flytte med, når for eksempel faren eller moren rejser ud? Nej. Og det skyldes især hukou-systemet, som registrerer en persons bopæl. Forestil dig, at der står København på dit sygesikringsbevis. Det betyder, at du kun må bo, gå i skole og modtage sociale ydelser i København, og at det alt sammen bortfalder hvis du rejser til Odense. For eksempel har børn af migrantarbejdere ikke ret til at gå i skole, hvis ikke deres forældre har hukou i den by, som de arbejder i.

Det er næsten umuligt at ændre sin Hukou. Især derfor er det bedre at lade sin familie blive hjemme.

Kam Wing Chan, der er fra University of Washington, skrev for nyligt denne artikel om urbanisering og hukou på East Asia Forum. Og hvordan hukou-systemet i de næste ti år kommer til at skabe en enorm underklasse på 300-400 millioner personer:

The hukou system has created two classes: on the one hand, an urban class whose members have basic social welfare and full citizenship; on the other, an underclass of peasants with neither of these privileges. In Mao’s era, peasants, forbidden to go into the cities, were confined to tilling the soil to grow food for urban workers. With China’s opening up and participation in the global economy, peasants have been allowed to come to the city where they are compelled to take up low-paid factory and service jobs. Many of these are dirty and dangerous. At the same time, peasants are denied access to urban welfare programs and opportunities because the great majority of them are not allowed to change their hukou from rural to urban.

‘Rural migrants’ work and live in the city but they are not part of the urban class — not now and not in the future, no matter how many years and how hard they have worked in the city. This group now numbers about 160 million and continues to rise. The fact that they are purposely held down as a massive permanent underclass is precisely what supplies China with a huge, almost inexhaustible pool of super-exploitable labour. Little wonder that China is the world’s largest — and the most ‘competitive’ — manufacturing powerhouse!

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *