Protester og optøjer i Kina: Tusinder på gaden i Lufeng

Skriv en kommentar
Politik

793a634cgw1dle9cxp98qj

Tusinder af demonstranter angreb i onsdags en politistation og andre offentlige bygninger i den sydkinesiske by Lufeng. Demonstranterne brugte blandt andet sten og køller i sammenstødet med politiet, hvor også flere politibiler blev ødelagt og væltet omkuld. Cirka 20 personer blev såret.

Lufeng er en by med cirka 1,5 millioner indbyggere, der ligger i den sydlige Guangdong provins.

Her er der en billedserie på imgur og fotos på Google+. Der er også en video på Youtube og et indslag fra ATV News i Hong Kong.

Den slags optøjer er ikke unormale, men det er sjældent, at de når frem til de vestlige medier. Se i øvrigt China Digital Times’ samling af artikler og links.

Ministeriet for Offentlig Sikkerhed offentliggør ikke længere statistikker for, hvor mange demonstrationer og protester der er i Kina. De sidste tal er fra 2005, hvor der var 74.000 større og mindre af slagsen. I dag sætter flere eksperter tallet til 100.000, men en sociolog fra Tsinghua University anslår dog, at der er op mod 180.000.

Optøjerne i Lufeng begyndte – som de så ofte gør – på grund af konfiskation af landjord. Det er staten, der ejer al jord i Kina, men for eksempel bønderne har brugsretten over det. Kinas voksende økonomi og fremskridt betyder dog, at de lokale embedsmænd og -regeringer kan tjene flere penge på at sælge (brugsretten til) landjorden videre til halv- eller helprivate firmaer, der så lejer jorden i for eksempel 90 år for at bygge boliger, parkeringspladser, supermarkeder eller golfbaner.

Ofte har embedsmændene selv økonomiske interesser i firmaerne. Der er også ofte korruption involveret. Og ofte får bønderne ingen eller meget lidt kompensation, når de mister jorden og dermed deres indkomst og livsgrundlag.

Det er en af de største og mest almindelige konflikter i Kina. Og det foregår over hele Kina. Se for eksempel også Melissa Chans – der er korrespondent for Al Jazeera – gode indslag fra Liuxiazhuang, der har stort set alle af de bedrøveligt normale ingredienser. Inklusiv landsbyens stive partiformand.

Miljøprotester er en af de andre helt store grunde til optøjer i Kina. Se for eksempel her på Kinablog om de titusinder af demonstranter, der gik på gaden i august i Dalian.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *