Huang Nubo: Den kinesiske milliardær og Island

kommentarer
Erhverv / Politik / Sikkerhedspolitik

Huang Nubo kina milliardaer

Hvem er den kinesiske milliardær, Huang Nubo, der vil købe jord og investere i blandt andet Island og Danmark? Det er en mand, som for eksempel har en kat på sit kontor, udgiver digte og bestiger bjerge.

Ham skriver jeg om i dagens Berlingske, hvor Huang også taler om udlandets frygt for Kina. Her nedenunder er der et lidt længere interview, end der var plads til i avisen, men smut ned og køb den, for der er flere andre gode Kina-artikler i både Business og første sektion i dag.

Da jeg besøger Huang Nubo sidder der en lysegrå kat på gulvet i mødelokalet. Den har hvide poter.

»Er du allergisk over for katte? Ellers kan jeg lukke ham ud,« siger Huang Nubo. Den 55-årige milliardær står i sit personlige mødelokale, der ligger i hovedkvarteret for den virksomhed, Zhongkun Investment Group, som han stiftede i 1995. Her fra 16. etage er der udsigt over Beijing og bjergene udenfor den kinesiske hovedstad.

Huang Nubo undskylder, at han ikke har jakkesæt på i dag. Det her er meget mere behageligt, siger Huang, der går rundt i trøje, bukser og løbesko fra Nike. Han har ikke noget imod at vise sig som et udendørsmenneske og en eventyrer. I gangen ind til mødelokalet og kontoret går de besøgende forbi iltflasker, gasblus og stave, der ligger i en række på gulvet. Det er souvenirs fra de bjerge, som han har besteget, som for eksempel Mount Everest, hvor han har været tre gange. Der er en flere meter lang opslagstavle på væggen, hvor der hænger et lag af fotos fra hans ture rundt om i verden – Huang der trekker i en ørken, står i en jungle eller hvor han sidder på toppen af en snedækket bjergtop med det kinesiske flag mellem hænderne.

Det er netop det, at de er bange for på Island. At Huang Nubo er ved at plante det kinesiske flag over øen.

Huang Nubo koncentrerer sig om ejendomme og turisme. Lige nu forsøger han at bruge op mod 200 millioner dollars på at købe 300 kvadratkilometer af Island, som han vil lave til et stort resort med golf, hotel og hestestalde. Hvis det går godt, så vil han inden fem år også investere i Danmark og de andre nordiske lande.

Men egentlig havde han ingen planer om at investere i hverken Island eller Norden, fortæller han.

»Når kinesere hører om de nordiske lande, så tænker de på noget, som er koldt og tæt på Arktis. Men sidste år var jeg til en litteraturfestival i Island, og det var et smukt sted,« siger Huang Nubo, der også udgiver digte og bøger.

Han kender også Island fra Peking Universitet, hvor han studerede for over 30 år siden, og hvor han havde en islandsk studerende som værelseskammerat. I dag har Huang stadig tre gode islandske venner fra dengang. En er i dag borgmester, en anden er gift med en politiker og en der arbejder på den islandske ambassade i Beijing.

Under besøget sidste år var der mange, som talte med ham om Islands dårlige økonomi. De gamle klassekammerater spurgte ham, hvorfor han ikke investerede i sådan noget som fiskeolie eller hoteller.

»Da jeg kom hjem fortsatte de med at ringe og komme med forslag. Så i år besluttede jeg mig for at sende et hold researchere til Island,« siger Huang Nubo.

Hans telefon ringer, og han undskylder for, at han bliver nødt til at tage den.

»Hej, hvordan går det så?« siger han og går ud af mødelokalet og ind på kontoret ved siden af. Huang Nubo smiler meget, og han ligner ofte en, der er på kanten til at fortælle en morsom vittighed. Han smiler også, da han et minut senere kommer tilbage.

»Undskyld, det var fra vores amerikanske kontor. Vi har lige købt en bygning i USA, og det her var en besked om, at der allerede er kommet en lejer til halvdelen af lejemålet,« griner han og sætter sig ved sin plads for bordenden.

Det er også et eksempel på, hvorfor han er interesseret i Island.

»Hele verden er under pres fra finanskrisen, så det er et godt tidspunkt at investere på,« siger Huang. Han fortæller, at den amerikanske bygning før krisen kostede 40 millioner dollars, men at han netop har købt den for »kun ti millioner dollars.«

»Det samme sker i Island. I mange år var Island lukket for investeringer, men nu indser regeringen, at de har brug for udenlandske investeringer,« siger Huang Nubo. Men det er langt fra alle islændinge, der er enige med deres regering, og reaktionen kom bag på ham.

»Det var virkeligt overraskende. Jeg havde slet ikke forestillet mig det,« griner Huang.

Han fortæller, at han for nogle år siden havde sendt et hold researchere til Isaac søen i Kirgisistan. Men havde et møde med Ruslands viceforsvarsminister, der fortalte ham, at området var en tidligere missilbase. Og stemningen var i høj grad i mod ham. Den kirgisiske regering sagde, at den kinesiske forretningsmand kom med missiler, og at forretningseventyret blot var en facade. Huang opgav.

»Jeg besøgte ikke stedet igen, for jeg var bange for mit liv. Det er jeg trods alt ikke denne gang, haha…,« siger Huang Nubo.

Men kritikerne siger, at opkøbet kan give Kina et strategisk fodfæste i Nordatlanten. Når isen er smeltet omkring Grønland vil sejltiden mellem Kina og Europa blive forkortet med 6.400 kilometer. Og her vil en havn på Island være perfekt placeret som distributionscenter for containerskibe til og fra Europa.

Han har da også gjort sig tanker om det, siger han, mens katten hopper op på bordet og lister hen for at snuse til en thekop.

»Den islandske præsident og udenrigsminister har fortalt mig, hvordan isen smelter, og at Island ligger godt placeret til havne. Der vil med sikkerhed blive en ny korridor her, som forbinder Europa, og det er ikke en dårlig ide. Kinesiske skibe skal også kunne bruge den, og det er ikke noget, som de lokale skal være bange for,« siger Huang Nubo.

Så er Huang blot en facade for den kinesiske regeringen?

I 1998 købte en kinesisk forretningsmand et ukrainsk hangarskib, som skulle laves til et kasino i Macao. Men det endte – uden om våbenembargoer – i Kina, hvor det blev restaureret og i august i år kunne begynde de første test-sejladser.

Forbindelserne mellem parti og erhvervsliv er veldokumenterede i Kina. For eksempel er Kinas rigeste mand, Liang Wengan, på vej ind i det magtfulde Kinas Kommunistpartis Centralkomite. Den består af de 300 personer, der i høj grad står i spidsen for partiets 80 millioner medlemmer og nationen med de 1,3 milliarder kinesere.

Huang Nubo arbejdede selv indtil begyndelsen af 1990erne i blandt Centralkomiteens propagandaafdeling og for Ejendomsministeriet. Men han afviser kritikken.

»I Skandinavien kan tidligere politikere jo også gå ud og blive forretningsmænd. Det samme i USA. Og jeg er ikke anderledes end de folk,« siger Huang Nubo.

Han er forretningsmand, siger han, og det har han været siden sin midten af 1990erne. Ifølge Forbes har han i dag en formue på 5,5 milliarder kroner, hvilket gør ham til den 129. rigeste mand i Kina. Men den slags lister skal tages med forbehold, for det er notorisk svært at komme med præcise bud på folks formuer her i Folkerepublikken. Han vifter da også afvisende med hånden, da han hører spørgsmålet om, hvor mange penge han egentlig har. Mere end det, siger han.

»Arh.. hehe… Jeg har et indkøbscenter ikke så langt herfra, og alene det er fire milliarder yuan (3,4 milliarder kroner) værd,« siger Huang.

Alt det har han bygget op på cirka 20 år. Huang Nubo begyndte med at sælge brugte computere og kopimaskiner, og sammen med nogle venner havde han også en lejlighed, som han lejede ud som kontorlokale. Det var begyndelsen.

»Det var en hård tid. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive så succesfuld som i dag,« siger Huang Nubo.

Briefing
• Den kinesiske milliardær Huang Nubo står bag Zhongkun Investment Group, der især fokuserer på fast ejendom og turisme.
• Han forsøger i øjeblikket at købe 300 kvadratkilometer jord på Island, som han vil gøre til et ferieparadis med femstjernet hotel, golfbane og en ranch med heste.
• Turisterne skal komme fra en klub, som Huang i øjeblikket er ved at opbygge, og indenfor de næste ti år er målet at have 300.000 medlemmer. Målgruppen er mellemklassen og rigere personer fra USA, Kina, Rusland og Japan.
• Investeringerne vil løbe op i cirka 200 millioner kroner. Hvis projektet lykkes vil Huang inden fem år investere et tilsvarende beløb i Danmark og de andre nordiske lande.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Jørn Blom Hansen siger

    Kære Kim Rathcke Jensen

    Jeg har med meget stor interesse læft din artikel om rigmanden fra Kina, Huang Nubo.
    Måske har jeg det han søgøer og har derfor brug for nogle kontaktoplysninger til ham eller til hans firma.
    Kan du evt, hjælpe med det ?

    På forhånd tak
    Hilsen Jørn Blom Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *