Yang og Søvndal: Dansk kritik af Kina?

Skriv en kommentar
Diverse

Er Danmark virkelig blevet skarpere i sin kritik af Kina?

Danmark ville gerne have haft en af de helt store ledere på besøg. Som for eksempel Xi Jinping eller Li Keqiang. De to bliver efter alt at dømme udnævnt til præsident og premierminister til partikonferencen i 2012, når Hu Jintao og Wen Jiabao træder tilbage. Det skete ikke. Det blev i stedet for Yang Jiechi, der er leder af det politisk svage udenrigsministerium, og som står relativt langt uden for magten i partiet.

Har Villy Søvndal så ændret i Danmarks holdning til Kina, og er blevet skarpere i kritikken? Som han sagde på pressemødet:

Jeg gav udtryk for vores holdning til Tibets ønske om større autonomi, ønsket om større kulturel og religiøs frihed. Vi ønsker, at Kina er mere ambitiøs i forhold til menneskerettigheder i al almindelighed, EUs synspunkter og så videre. Den række kritikpunkter, som vi har i forhold til Kina, er velkendte og blev gentaget i dag

Hvis man dykker helt ned i nuancerne, så er det måske en smule hårdere end den tidligere regering, men umiddelbart er svaret nej.

Når vestlige regeringschefer og ledere mødes med deres kinesiske kolleger, så er det normalt, at kritikken foregår bag lukkede døre. For kritikken er mest af alt indenrigspolitik, så lederne kan gå tilbage til vælgerne og sige, at de da bekymrer sig om for eksempel menneskerettigheder og har nævnt det for kineserne. Job done, og lad os så tale om noget andet som for eksempel økonomi, og det ved og accepterer den kinesiske regering, der så kommer med deres lige så ritualiserede modsvar.

Se også på valget af emner, som Villy Søvndal nævner. Først og fremmet Tibet. Hvorfor? Problemerne her er skam reelle nok. Se bare på de ni munke, der indenfor de seneste uger har protesteret mod kineserne ved at sætte ild til sig selv, og i dag hvor Aba er nærmest lukket ned af politiet.

Men Villy Søvndal nævner ikke Xinjiang, der er en region med de samme problemer. Han kunne for den sags skyld også have nævnt Indre Mongoliet eller en af de andre provinser eller områder, hvor der også er etniske spændinger mellem mindretallene og Han-kineserne.

Så hvorfor Tibet? Jo, de har god PR. Med Dalai Lama er kommunikationen centreret omkring en person, hvorimod for eksempel uighurerne og det muslimske mindretal i Xinjiang ikke har en enkelt person, der kan formidle deres budskab.

For på mange måder er problemerne i Xinjiang mere alvorlige for regeringen i Beijing, og ved at vælge Tibet har den danske regering vist, at den ikke har en dybere forståelse for Kina.

Den danske udenrigsminister nævnte heller ikke Liu Xiaobo. For slet ikke at tale om hans hustru Liu Xia, der stadig sidder i ulovlig husarrest i deres lejlighed i Beijing. Parret er dog blot toppen af det bjerg af politiske fanger, der sidder i fængsel.

Søvndal kunne lige så vel have nævnt for eksempel den blinde advokat Chen Guangcheng, der i et år har været isoleret med sin familie i deres hus, som er omringet af politi og deres håndlangere, så ingen kan slippe ind eller ud.

Eller advokaten Gao Zhisheng, der har været forsvundet i to år. Eller hvordan Hu Jia blot blev løsladt fra fængslet for at komme i husarrest. Du kender måske ikke alle navnene, men de bør være velkendte for enhver, der kender blot lidt til politik i verdens mest folkerige nation, og de bør i hvert fald være kendte for en udenrigsminister.

Søvndal kunne også have udtrykt sin bekymring for, hvordan det skrøbelige kinesiske retsvæsen er under pres, for eksempel hvor regeringen nu vil lovliggøre metoden med politiets ulovlige kidnapninger.

Eller hvordan hundreder af advokater, journalister, bloggere, forfattere og så videre har været i kontakt med myndighederne siden februar 2011, hvor de er blevet truet til tavshed og til at stoppe deres kritik af myndighederne. Hvor mange af dem også er blevet tortureret med for eksempel mangel på søvn, kulde, tæsk, elektricitet i kønsdele og fem dage lange forhør.

Som det også sker med almindelige borgere, der bliver sat i »sorte fængsler« og tæsket, hvis de forsøger at holde på deres borgerrettigheder, der ellers er sikrede i den kinesiske forfatning.

Eller han kunne have nævnt, hvordan de politiske reformer i det hele taget siden den 17. partikongres i 2007 er gået i stå, og hvordan menneskerettighederne i takt med det er blevet markant forværrede.

Hvis Danmark for alvor havde skærpet tonen, så ville man have gjort andet end blot at kritisere Kina. Og lige en parentes – at være kritisk er ikke det samme, som at være negativ.

Den danske udenrigsminister burde være kommet med konkrete punkter, som kineserne kunne have arbejdet på, og som kunne måles om for eksempel et år.

For situationen i Kina skal tages alvorligt. Og et synspunkt som Ritt Bjerregaards er kortsigtet og farligt. David Trads har skrevet hendes citat her fra DR2:

”Hvis det var mig, der var regering, så ville jeg bestemt ikke sætte mig sådan et mål – så ville jeg sige, at der var andre ting, som jeg synes var vigtigere… Den krise, der er her for øjeblikket, hvor hele EU har brug for kinesisk kapital; hvor vi i Danmark har brug for at skabe arbejdspladser, og hvor i virkeligheden hele det kinesiske marked kan hjælpe os til det, der ville det have prioritet for mig.”

Danske arbejdspladser er altså vigtigere end for eksempel Liu Xia, der sidder isoleret i sin lejlighed i Beijing. Problemet er, at det er det samme politiske system og retsvæsen, som også skal varetage for eksempel danske virksomheders interesser i Kina. Og som også eksporterer de kinesiske virksomheders og politiske værdier ud i verden med investeringer i for eksempel Afrika, Sydamerika og Centralasien.

Se for eksempel sagen om den australske erhvervsmand Stern Hu, der netop nu afsoner ti års fængsel i Kina. Hvor almindelige vil den slags sager blive i fremtiden, hvis ikke Vesten tager sig sammen og arbejder sammen med Kina om at forbedre reformerne.

For det er netop nøglen. I 150 år har Vesten været bedrevidende og haft løftede pegefingre over for Kina, og det er en indlysende forkert tilgang i 2011. Men hvis Danmark mener sin kritik af Kina alvorligt – og Danmarks kamp for værdier – så burde den danske regering gøre mere end blot at tale med kineserne bag lukkede døre.

Krigen i Libyen har indtil videre kostet mindst en halv milliard kroner. For den sum penge kunne man have oprettet for eksempel et program, der støtter de kinesiske advokater. Og indtil Danmark kommer med den slags konkrete tiltag, da er den danske regerings kritik det samme som en accept af det kinesiske system.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *