Ai Weiwei og Louisiana: »Det her handler ikke om mig«

Skriv en kommentar
Kultur

Ai weiwei1 200x150 shkl Lørdag åbner Louisiana en udstilling med Ai Weiwei, som jeg har et lille interview med i dagens Berlingske. Her på Kinablog får du en anden udgave af artiklen. For du bør selvfølgelig gå ned i kiosken og købe Berlingske på dødt træ eller som elektronisk avis på iTunes.

De seneste år har de kinesiske myndigheder lagt stadigt mere pres på Ai Weiwei, og sagen om skattesnyd kunne nok have fået de fleste til at tie stille. Men ikke Ai Weiwei. Han er gået til nyt modangreb på Kinas Kommunistparti.

For hvordan lukker man munden på Ai Weiwei? Hvis partiet og myndighederne troede, at anklagen om skattesnyd ville presse Ai til tavshed, så tog de fejl.

»Beskyldningerne mod mig er politiske. De prøver at bruge en økonomisk hævn til at skræmme mig,« siger Ai Weiwei.

Myndighedernes pres virker ikke. Tværtimod har den 54-årige kunstner, arkitekt, kritiker og aktivist skruet op for kritikken. Beskyldningerne har også givet ham større opbakning og støtte fra flere kinesere. Over 30.000 personer har hjulpet ham med at skaffe de 8,5 millioner yuan (cirka 7,3 millioner kroner), som han skulle stille i kaution for at kunne anke anklagen.

• Læs også – Ai Weiwei anholdt i Beijing

Han forsvandt for cirka syv måneder siden, da politiet tog ham i lufthavnen i Beijing og kørte ham til et ukendt sted, hvor han blev holdt fanget i 81 dage. Han sad i isolation og blev tilbageholdt med vage beskyldninger om flerkoneri og distribution af porno for til sidst at ende med en anklage om skattesnyd.

Ai Weiwei blev løsladt i juni. Han har hele tiden nægtet sig skyldig i skattesnyd, som ifølge myndighederne går helt tilbage til 2000. For hvorfor kommer anklagerne først nu, som Ai Weiweis mor, den 77-årige Gao Ying, sagde til Berlingske i august.

• Læs også – Rasende Ai Weiwei tilbage på Twitter

Den 1. november kom myndighederne så med kravet om, at Ai Weiwei skulle betale 15 millioner yuan (13 millioner kroner). Og stort set med det samme begyndte der en kampagne på nettet, hvor folk indsamlede, sendte checks og overførte penge til Ai. Der var endda flere, som rejste fra deres hjemprovinser og ud til Caochangdi i Beijing, hvor de rullede pengesedler sammen i klumper og smed over muren til hans atelier og bolig, der hele tiden har været overvåget af uniformeret og civilklædt politi. Det tog ti dage at indsamle halvdelen af pengene, som der skulle til for at han kunne anke afgørelsen.

»Det her handler ikke om mig. Det skal bruges det som en platform til en bredere debat,« siger Ai Weiwei. Som en inspiration for de mange, der ikke selv har en stemme. Han regner ikke med opbakning fra de vestlige lande, der er økonomisk afhængige af Kina, og derfor vender det blinde øje til Kinas problematiske menneskerettigheder.

For Kina er på ingen måde en retsstat, og Ai Weiwei ved ikke, hvad der nu kommer til at ske. Kinas Kommunistparti har en particelle i alle landets domstole, der – uanset om det strider mod de enkelte love eller landets forfatning – udstikker dommene, så de følger partiets interesser. Selv siger Ai, at skattemyndighederne blot følger politiets afgørelser, og er en del af det samme system.

• Læs også – Kina vil lovliggøre politiets kidnapninger

»Den eneste platform, som vi har til at diskutere med myndighederne, er loven. Og vi kan ikke stole på loven,« siger Ai Weiwei.

Det er også et tema, der går igen i hans kunst.

»Meget af mit arbejde handler om det enkelte individ og dets konflikt med magt. Jeg er altid interesseret i at se den samtale eller det udtryk, som bliver resultatet, der kan have både et for eksempel socialt eller politisk islæt,« siger Ai Weiwei.

Og med hans seneste forsvinden og presset fra myndighederne har han i høj grad selv været under pres i de seneste måneder.

»Men det er adskilt fra min kunst. Jo, hvis du taler om en person, der skal have føde i kroppen, så er det det samme liv, som man ikke kan adskille. Det er forskellige udtryk, men de er uadskillelige,« siger Ai Weiwei.

Jeg havde et kort interview med ham i august, hvor han også talte om, hvilken indflydelse hans kidnapning og isolation har haft på hans kunst:

»Min kunst har ikke forandret sig, for det ligger dybt i mig. Men opholdet har gjort mange ting klarere. Jeg har arbejdet i retning af det, at kunne udtrykke sig frit, og det er nok det vigtigste for min kunst,« sagde Ai Weiwei.

• Læs også – Tidligere artikler om Ai Weiwei på Kinablog

Selvom han stadig sidder i husarrest i Beijing har han alligevel været »tæt involveret i arbejdet med udstillingen,« der åbner lørdag i Louisiana. Her er Ai Weiwei med over Skype fra Beijing, hvor han har en direkte samtale med Olafur Eliasson.

Udstillingen blev anmeldt fredag i Berlingske, hvor Torben Weirup giver den fem ud af seks stjerner.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *