Ny demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Omkring 4.000-6.000 personer gik forleden på gaden i Lufeng, Guangdong, for at protestere mod det lokale bystyre. Landsbyboerne demonstrerede især mod lokalstyret, der “stjæler” deres landjord.
Det er en almindelig og udbredt konflikt i Kina, hvor bønder får deres landbrugsjord konfiskeret af lokale embedsmænd, der vil bygge for eksempel industri på jorden. Enten i samarbejde med virksomheder, som de selv har interesser i, eller hvor virksomhederne giver forskellige former for bestikkelse til politikerne.
• Læs også - Uro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian
Mange af beboerne gik med bannere, hvor der stod “gør modstand mod diktaturet” og “bekæmp korruption.” Billeder og kommentarer blev sendt rundt på de kinesiske mikroblogs, hvor de også hurtigt blev slettet.
Bønderne får sjældent en anstændig pris for jorden, der også er deres eneste indkomst, som de dermed også mister. Hvis de nægter at flytte bliver der tit taget hårdhændede metoder i brug for at få dem til at flytte. Det er ikke unormalt, at politi eller embedsmænd ansætter en bande halv- eller helkriminelle mænd til at uddele tæsk og trusler til dem, der ikke vil flytte.
Man ser det samme i byerne – også her i Beijing – hvis der skal bygges for eksempel et nyt shopping center.
Læs også - Protester og optøjer i Kina: Tusinder på gaden i Lufeng
De nye optøjer kommer kun et par måneder efter, at tusinder af beboere gik på gaden i Wukan, hvor de satte ild til politibiler og angreb lokale regeringsbygninger, som jeg skrev om her på Kinablog.
I sidste uge var der også strejke på en fabrik i Guangdong – der laver New Balance, Nike og Adidas – hvor 7.000 arbejdere protesterede mod lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.
Du kan se billeder af demonstrationen i Lufeng her og her.
