Optøjer i Wukan: Kinesisk landsby i oprør

Skriv en kommentar
Hverdag / Medier / Politik

73f989f5gw1do2j341vfqj

En landsby i Sydkina har barrikaderet sig fra omverdenen, og har smidt Kinas Kommunistparti, politi og embedsmænd ud af byen, der nu er omringet af bevæbnet politi.

Det begyndte for en uge siden med Xue Jinbo, der arbejdede som slagter i Wukan. Det er en lille by med 15.000 indbyggere, der ligger ved kysten i den sydlige Guangdong provins. Xue var 43 år. Og familien siger, at han havde et godt helbred.

Derfor var der mange som undrede sig, da han døde af hjertestop i søndags for en uge siden. Xue var blevet anholdt af politiet tre dage tidligere, og han døde i deres varetægt.

Xues død fik tusinder af indbyggere til at angribe politiets og lokalregeringens bygninger. Helt usædvanligt jagede de myndigheder og Kinas Kommunistparti ud af byen. Efter de første sammenstød med politi og vandkanoner satte de vejspærringer op for at forskanse sig.

• Læs ogsåNy demonstration i Kina: 6.000 protesterer mod lokalregering

Urolighederne har fortsat hele ugen. Tusinder af beboere har været på gaden og holdt stormøder i protest mod lokalregeringen, som de blandt andet beskylder for ulovligt at have konfiskeret deres jord og ejendom. Og for at have tæsket Xue – en af bystyrets mest åbenmundede kritikere, som også var en af den håndfuld lokale beboere, der var udvalgt til at forhandle med lokalregeringen – til døde.

Til gengæld har cirka 1.000 bevæbnede betjente forsøgt at lægge en ring om byen, der nu er stort set afskåret fra at få nye forsyninger. Der er også politibåde i farvandet ud for Wukan, som forhindrer fiskefartøjer og andre både i at komme ind og ud af havnen.

Stridigheder om jord og ejendomme er almindelige i Kina. Bønder lever af jorden, men de lokale regeringer hellere vil hellere bygge industri, golfbaner, boliger og hoteller på jorden. Blandt andet fordi de lokale politikere ofte har tilknytning til virksomhederne eller bliver bestukket af dem.

I 2005 stoppede centralregeringen med at offentliggøre tal for uroligheder og demonstrationer. Dengang var der hvert år 74.000 af slagsen, men det er steget kraftigt. Et skøn går på, at der sidste år var omkring 180.000 større protester, strejker, voldelige sammenstød og andre »massehændelser« i Kina. Yu Jianrong, der er professor i den statslige tænketank Chinese Academy of Social Sciences anslår, at 65 procent af urolighederne drejer sig om stridigheder om landjord.

Urolighederne i Wukan er usædvanlige på grund af beboernes vedvarende og voldsomme reaktion. Problemerne går flere måneder tilbage. Beboerne siger, at deres ejendom er blevet konfiskeret af korrupte embedsmænd, der ikke har givet dem kompensation for jorden.

Det har de nu gjort i Wukan siden 1990erne. Men det var et salg af lidt over 400 hektar landbrugsjord, der fik bægeret til at flyde over. Der skulle bygges luksusboliger på jorden, og salget indbragte lokalregeringen tæt på 900 millioner kroner.

Xue Jinbo var, som nævnt, blevet udpeget til at mægle mellem beboerne og lokalregeringen. Men politiet anholdt ham, og tre dage senere døde Xue.

»Dødsårsagen er hjertestop, og andre årsager lader indtil videre til at være udelukket,« lød lægernes konklusion i en meddelelse, som blev offentliggjort af lokalregeringen.

Det tror beboerne ikke på. Især ikke efter, at familien kort fik lov til at se Xue Jinbos lig, som efter sigende bar tydelige spor af vold.

»Der er ingen, som tror på at han døde af et hjerteslag. En sund mand i 40erne, der aldrig har haft helbredsproblemer?,« siger Chen, der bor i Wukan. Ligesom andre af de beboere, som vi har talt med over telefonen, opfordrer han centralregeringen til at gribe ind.

• Læs ogsåUro i Kina: Titusinder på gaden i Dalian

Det gør et af familiemedlemmerne til Xue Jinbo også.

»Vi forlanger to ting. Vi vil have kompensation for vores ejendom. Og vi vil have en forklaring på en Xues død,« siger manden, der af frygt for sin sikkerhed ikke vil have sit navn offentliggjort, over telefonen fra Wukan.

Det kan få store konsekvenser, hvis Beijing ikke griber ind, mener landsbyboeren Chen.

»Situationen vil blive værre, hvis de fortsætter med at blokere vejene og havnen, så vi ikke kan få forsyninger. Vi vil være fanget og sulte ihjel. For vi opgiver ikke,« siger Chen. Andre af beboerne anslår, at man har mad og vand til lidt over en uge endnu.

Sagen har været stort set censureret på det kinesiske internet, hvor der ikke kommer noget frem, hvis man søger på »Wukan« på mikroblogs som Sina Weibo. Den har dog været omtalt i nogle kinesiske medier, der i går torsdag strømmede til byen.

Sagen om Wukan fortsætter, og her er der links til opsamlinger om sagen:

ChinaGeeks – The Siege of Wukan

ChinaGeeks – The Siege of Wukan, Part II: Weibo Impressions

ChinaGeeks – The Siege of Wukan, Part III: Making Martyrs

ChinaGeeks – The Siege of Wukan, Part IV: Seeds of Siege

The Nanfang – Day to Day Update

Shanghaiist – Updates from Wukan, the fishing village staging open rebellion

China Digital Times – Netizens Show Support for Wukan Revolt

China Digital Times – With Roadblock Strengthening, Wukan Remains Defiant

China Media Project – Wukan and the “fourth danger”

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *